Selv godt børneteater er bare lidt trist uden børn

Da coronavirussen forhindrede Teater Fantast i at opføre forestillingen ’Lille Frø’ foran en sal af begejstrede børn, valgte de at gøre det for internettet. Herunder for mig og mit mellemfornøjede mindstebarn
Onlineudgaven af ’Lille Frø’ havde svært ved at brænde igennem skærmen, men dukkearbejdet fungerer fornemt – både det, der udføres på scenen af de to skuespillere, og det, der er udført af dukkemager Maja Linde Christensen.

Onlineudgaven af ’Lille Frø’ havde svært ved at brænde igennem skærmen, men dukkearbejdet fungerer fornemt – både det, der udføres på scenen af de to skuespillere, og det, der er udført af dukkemager Maja Linde Christensen.

PR-foto

Kultur
25. marts 2020

Jeg har altid holdt meget af øjeblikket, før forestillingen starter. Hvor salen er mørk, publikum stille, og man ikke længere kan slippe ud. Og det var faktisk i et kort øjeblik den fornemmelse, vi havde, da min søn og jeg bænkede os i regnbuefædrenes nye daybed parat til at se Lille Frø opsat af Teater Fantast.

Men så kom den ene skuespiller til at gå på scenen uden den mikrofon der skulle sikre lyd i stuerne, og så brast den illusion. Og den ene far faldt i søvn, den anden fik pludselig lyst til kaffe, mens barnet legede med Lego. Ikke at legoleg, der vel bedst kan sammenlignes med at trække vejret, når man er syv år, nogensinde har forhindret ham i at foretage sig andet imens, men koncentrationen indfandt sig aldrig helt.

Forestillingen skulle have haft premiere foran publikum i salen, men på grund af coronaepidemien valgte teatret at opføre den online og gratis ved to visninger i sidste uge – og efter skuespillernes udsagn var der hele 12.000 familier, der valgte at se med ved første forestilling.

Lille Frø

Og de gjorde ellers virkelig, hvad de kunne på den lille scene på vores computerskærm, skuespillerne Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh, der med en gruppe frødukker i forskellige størrelse og med stor entusiasme fortalte den for snart ethvert danske barn velkendte historie Lille Frø af Jacob Martin Strid.

Om den sommeraften, hvor et meteor falder ned i fjernsynet hos en frøfamilie i København, og der indeni er en lille sød frø, der viser sig at være en rigtig slem lille frø, der til gengæld laver det sjoveste ballade – såsom at bage telefonen i ovnen, vaske alle bøgerne og tisse i skolepsykologens taske. Men også om, hvor trist han bliver, når alle siger, at han er slem, og at han til sidst tager den ultimative konsekvens: Sætter sig på et tog og kører afsted, indtil togskinnerne holder op.

Kløgtigt har teatret ikke pillet alt for meget ved arvesølvet og gengiver linjerne fra bogen relativt ordret. På første række her i sommerhuset vækker det genkendelse og derfor glæde fra hundredvis af godnatlæsningssessioner. Linjen »du skal være vores lille frø, sagde frømor. Og de elskede den, som var den deres egen«, har altid kastet et bonuskram af sig, og det gør det også her i daybedden lørdag formiddag.

Kunsten

Men teatret har heldigvis også taget sig friheder i dramatiseringen. Historien fortælles på scenen af to kustoder gennem en tur rundt i en udstilling af Lille Frøs kunstværker. Det fungerer til dels – det er sjovt og sætter gang i kroppen på min lille prøvekanin, når de begynder at male på hinanden og opfordre børnene til at »farve far« og »male mor«.

Samtidig leverer de et – til tider lidt gumpetungt – metalag, der nok mest er tiltænkt de medfølgende voksne. Det er der som sådan ikke noget i vejen med – der skal være lidt til alle. Men det bliver en anelse søgt, når det skal udtales, at Lille Frø ikke bare har ADHD, men faktisk er en misforstået kunstner. En pointe, der bliver gentaget, så den i hvert fald ikke er til at misforstå.

Anderledes fint er dukkearbejdet – både det, der udføres på scenen af de to skuespillere, og det, der er udført af dukkemager Maja Linde Christensen – ikke mindst en skøn kolerisk frøfar med dinglepibe.

Lidt tomt

Men efter 55 minutter i selskab med Lille Frø på computeren er jeg primært efterladt med en tomhedsfølelse. Alle på Teater Fantast har skam gjort, hvad de kunne, men der mangler bare et afgørende element: børnene. For der er stort set ikke noget mere livsbekræftende end en sal fuld af uhæmmede unger, der griner hinanden op til hysse højder. Og teater for de mindste er skabt til, og derfor helt afhængig af, den respons fra salen.

Det falder derfor lidt til jorden, når der går ild i skolepsykologens hår, uden at han opdager det. Her skulle ungerne jo have råbt »Der er iiiiiiiild i dit håååår« – stadigt mere frustrerede med alt deres naturlige empati. Nu er der bare stille, det er trist. For skuespillerne på scenen. Og for menneskeheden som sådan.

Gør det!

Men det betyder ikke, at teater ikke kan lade sig gøre online. Heller ikke at scenekunst for de mindste kun kan foregå i en sal. Men det betyder, at stykket skal skrives med det for øje. Og det er var Lille Frø af gode grunde ikke.

Men først og fremmest er Lille Frø – the Online Edition en effektiv reklamesøjle for sin kunstart. For jeg fik endnu mere lyst til at se en masse børneteater med børn på den anden side af krisen og gik derfor efterfølgende ind og søgte billetter til to forestillinger i sensommeren.

’Lille frø’. Tekst: Jakob Martin Strid + Teater Fantast. Komponist: Kenneth Thordal. Ide og dramatisering: Teater Fantast. På scenen: Ditte Ylva Olsen & Stine Q. Pagh. Scenografi: Fantasterne. Dukkemager/rekvisitør: Maja Linde Christensen.

Onlineversionen spiller tirsdag den 24. marts og onsdag den 25. marts kl. 12.30. Linket kan findes på Teater Fantasts Facebookside. Forestillingen er desuden planlagt til at turnere rundt i landet i sæson 19/20 og 20/21.

Kulturelle fællesskaber under isolationen

Museerne, teatrene, læsegrupperne, dansefesterne, biograferne, korene, kirkerne og højskolerne er lukkede. Så kulturredaktionens medlemmer forsøger under coronakrisen at oprette et fælles kulturelt og socialt liv fra vores isolation – online. Vi rapporterer løbende fra de mange tilbud og egne eksperimenter

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her