Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Alle himlens fugle’ er ubærlig, trøstesløs og virkelig god litteratur

Det er ikke altid behageligt at læse sig igennem skildringerne i ’Alle himlens fugle’. Faktisk er det næsten ubærligt at dvæle ved bogens trøstesløse, lavmælte intensitet. Men det er virkelig god litteratur
Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman, 'Alle himlens fugle', er både en overrumplende og utroligt konsekvent gennemført roman, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman, 'Alle himlens fugle', er både en overrumplende og utroligt konsekvent gennemført roman, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Ulrik Hasemann

Kultur
13. marts 2020

En del år efter den store katastrofe begynder en ung kvinde at gå gennem et tyst, knugende, ødelagt og frem for alt ensomt landskab.

Hun var kun et lille barn, da verden brød sammen i det, der lyder som en altomfattende krig. Siden blev hun opfostret af Or, men måske er der faldet et M væk i hukommelsen, måske skulle det være Mor.

Or har lært hende, hvordan man overlever efter apokalypsen, hvordan man fisker og samler forråd, hvilke bygninger man kan gå ind i. Hun har lært hende, hvordan man navigerer i en by, hvor det stadig flyder med hvide ligposer, og hvor gaderne gror til, men også er fyldt af biler og ragelse. Hvor vandet nogle steder står meterhøjt over asfalten.

Først boede de i mørket under jorden, så kom de op til en verden uden mennesker. De havde skabt et hjem sammen, men nu er Or væk. Hverdagen kan ikke blive ved. Så kvinden – eller pigen, det er hele tiden usikkert, hvor gammel hun faktisk er – begynder at gå. Hvad kan hun ellers gøre? Alternativet er at blive på stedet, at lade tankerne svirre, langsomt at flyde ud og blive ingen.

Ensomhed

Det er udgangspunktet og egentlig også slutpunktet i Rakel Haslund-Gjerrilds anden bog, den meget smukke, lidt stillestående og nærmest uudholdeligt triste Alle himlens fugle. Bogen skriver sig ind i en tradition for fortællinger om det sidste menneske.

Man kunne kalde det for en antirobinsonade: Her følger man ikke, hvordan et menneske i ensomhed opbygger et helt lille samfund, men mere hvordan et menneske i ensomhed vender tilbage til en tyst og sparsom natur.

’Alle himlens fugle’. Rakel Haslund-Gjerrild.

Saxo
Det er også en bog fuld af blidt uhyggelige beskrivelser af byer og veje efter ødelæggelsen. De landskaber viser sig aldrig rigtigt farlige, det går aldrig galt for vores hovedperson, bogen insisterer i det hele taget på hverken at opbygge spændingskurver eller handle om kampen for overlevelse. De er mere bare tømt for liv, de landskaber, fulde af smadrede spor efter en verden, der ikke længere er:

»Der er også noget mærkeligt ved jorden omkring hullet. Det øverste lag med græs ser normalt ud, men det er bare et tyndt lag, og derefter bliver jorden mangefarvet med stykker af metal, ledninger og plastik i alle farver, det hele æltet sammen.

På afstand ser det gråt ud, tæt på skiller farverne sig fra hinanden i en forvirring, som gør blikket svimmelt. Hun må trække vognen udenom. Jorden er blød som en stor svamp, porøs og væskende, og hun bliver lettet, da hun når asfalten igen.«

Det er vist en slagmark, hun går igennem her, men alt i romanen filtreres gennem hovedpersonens bevidsthed og erindringer, så det er faktisk ikke til at vide. Or fortalte hende ikke, hvad der skete dengang, og hun viser ingen interesse for det.

Ikke altid behageligt

Faktisk spiller hverken den praktiske nutid (hvordan overlever man?) eller den katastrofale fortid (hvad er der dog sket?) nogen større rolle i Alle himlens fugle. Bogens egentlige ærinde – og det, der gør den så utroligt trist og hård – er snarere at undersøge, hvad der forsvinder i det ensomme liv.

Dens svar er dels sproget, der langsomt forvitrer, dels håbet. På en mærkelig bagvendt måde ender Alle himlens fugle nemlig især med at minde sin læser om alt det, der kun giver mening, når man kan se sig selv i forhold til andre mennesker: at verden kunne være anderledes, at have en retning eller et ærinde med sit liv. At ville noget.

Sigende nok er det umenneskelige i denne bog ikke en særlig brutalitet, men snarere en sprogløs væren i nuet, uden vilje, følelser eller fremtid.

»At kunne ordene betød ikke længere noget for hende, hun ville hellere være vind eller græs, hun vil hellere være mæt og sove,« som der står undervejs.

Det er nok også derfor, der ikke sker særligt meget i romanen. Handling og fortælling kræver jo, at der er en hovedperson med et mål, et projekt, noget, han eller hun vil. 

I denne roman er det netop det, der forsvinder, det øjeblik et menneske er helt, helt alene. I stedet kortlægger bogen en art afvikling, hovedpersonens langsomme bevægelse hen mod, nå ja, en ikkemenneskelig måde at være i verden på. Den skriver om sindets undergang efter verdens undergang.

Under alle omstændigheder er Alle himlens fugle en både overrumplende – Rakel Haslund-Gjerrilds debut holdt sig til en langt mere jordnær realisme – og utroligt konsekvent gennemført roman. Det er ikke altid behageligt at læse sig igennem dens skildringer, faktisk er det næsten ubærligt at dvæle ved deres trøstesløse, lavmælte intensitet. Men det er virkelig god litteratur.

’Alle himlens fugle’. Rakel Haslund-Gjerrild. Lindhardt og Ringhof. 199 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anette Blæsbjerg Ørom

Pigen får menstruation for første gange i begyndelsen af sin ensomme vandring - så hun må være en ganske ung pige.