Forestil dig en kat af panterstørrelse med menneskeansigt, pelsklædt og med kløer, der kan rive struben eller maveskindet op, før du kan nå at blinke. Og samtidig er din kat et intelligent væsen, hvis smukke hale gør ham fuldkommen uimodståelig, når han ser dig i øjnene.
’Ikke før solnedgang’. Johanna Sinisalo. Oversat af Siri Nordborg Møller. Jensen & Dalgaard. 306 sider, 300 kroner.
Sådan er den trold, som den cirka 30-årige reklamefotograf Mikael i et ubetænksomt øjeblik beslutter at tage med op i sin lejlighed. Da han en sen aften støder på troldungen hjemme i sin baggård i det centrale Tampere, er et kobbel aggressive teenagedrenge ved at mishandle den skrækslagne unge. Da Mikael kigger nærmere på det sorte, sammenrullede væsen, er den lille, »sikkert ikke mere end et år« og samtidig »det smukkeste, jeg nogen sinde har set. Jeg ved med det samme, at jeg vil have den«.
Som sagt, så gjort. Mikael med tilnavnet Engel – på grund af hans unge ansigt og lyse krøller – tager den lille hantrold med op. Som om hans liv ikke var kompliceret nok i forvejen: Mikael er vild med reklamemanden Martes, som behandler ham skidt.
Til gengæld er Engel selv mindre end betænksom mod Ecke, en fyr, der er vild med ham. ’De evige tre’ får nye nuancer i denne homoseksuelle trekant, hvor Mikael desuden bruger stadig mere tid på at passe sin nye logerende, Pessi, som han kalder trolden.
Mikael er måske for impulsiv og liderlig til at få det liv, han gerne vil, men ellers ordentlig, empatisk og omsorgsfuld. Og nu holder han altså også trold. Katte- og menneskemad bryder den sig ikke om, så Mikael må indkøbe levende marsvin og ørkenrotter. En ekskæreste, der er dyrlæge, bistår med behandling for indvoldsorm, der gør trolden ustyrligt energisk og endnu sværere at holde skjult.
Det er således intet mindre end et vittigt moderne troldeeventyr, Sinisalo har skrevet, fuldt af barokke iagttagelser af moderne maskulin selvopfattelse. Mikael drages også erotisk af det forbudte og farlige, af en vild natur i troldeskikkelse, som åbner dørene ud mod frydefulde ukendte områder.
Det morsomme ved Sinisalos roman er, at læseren aldrig betvivler troldens eksistens. Den feromonfyldte troldunge, der snart forvandler Mikaels lejlighed til en moskusduftende rovdyrhule, er samtidig åbenlyst metafor for naturen i og uden for mennesket. Fra byen Tampere i Nutidsfinland udrulles en verden af fortid og natur, af vildmark, skov og mystik, der forjætter og fortryller.
Romanen, som Sinisalo i 2000 fik den prestigefyldte Finlandiapris for, er en slags kultklassiker, der er udkommet i henved 20 lande. Den er letlæst og behandler trolde som virkelige, omend sjældne rovdyr. Morsomme er ikke mindst de indklippede gravalvorlige ’citater’ fra det store finske Kalevala-epos, fra sagn, eventyr, folkloristisk litteratur og aviser.
Således hedder det i Aftenbladet 30.11. 1999 om en aktuel rovdyrkrise: »Trolden, der almindeligvis er kendt som et særdeles menneskesky dyr, har udbredt sit revir fra ubeboede skov- og fjeldområder ind imod byen. Ifølge nogle tolkninger er årsagen mangel på føde.« Jo, det skal da nok være rigtigt, og vi genkender samtidig ubesværet den danske ulvediskurs.
Synsvinklen skifter mellem Mikael, Martes, Ecke, overboen Palomita og flere andre personer i små, korte kapitler, nogle kun på få linjer, som da Mikael en dag panikslagent konstaterer, at døren til lejligheden står åben. Pessi er væk.
Situationen bliver snart uholdbar. Mikael fotograferer trolden til en reklamekampagne for cowboybukser – »STALKER – ROVDYRETS MÆRKE« – og resultatet er sensationelt: »billedets heftige ladede energi får instinktivt beskueren til at spænde alle muskler, til forskrækket at træde et skridt tilbage.« Kun Pessi bryder sig ikke om billederne …
Romanens metaspor med leksikalske skildringer af skiftinger, trolde mfl. røber Mikaels fascination af naturen, men som moderne menneske forstår han ikke, hvad han har med at gøre. For ham er Pessi på én gang rørende som et barn og så tiltrækkende, at Mikael diskret kommer i bukserne bare ved at have ham på skødet. Indtil han på den hårde måde erkender, at naturen ikke altid er et hyggeligt panorama, der bliver uden for glasruden.
Titlen Ikke før solnedgang citerer fra et eventyr: »En trold kan ikke blive over jorden før solnedgang.« Trold kan her ikke tæmmes, ikke engang af Mikaels kærlighed. Så måske er det naturen, der skal opdrage mennesket?
Sinisalos raffineret enkle roman lyser af vitalitet og overskud. Sinisalo er på dansk også kendt for den anmelderroste sci-fi-roman Solens kerne, der udkom på dansk sidste år, også på det lille forlag Jensen & Dalgaard. Sinisalos forfatterskab er for mig et fint, nyt bekendtskab, der sammen med den mere kendte Sofi Oksanen demonstrerer en international spændvidde i det moderne Finlands litteratur.
’Ikke før solnedgang’. Johanna Sinisalo. Oversat af Siri Nordborg Møller. Jensen & Dalgaard. 306 sider, 300 kroner
