Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kirsten Thorups nye bog viser os et menneske, der har trådt helt, helt forkert, men ikke selv kan vide det endnu

Det er dramatisk og voldsomt stof, der udgør Kirsten Thorups nye roman ’Indtil vanvid, indtil døden’. Romanen viser os mennesker fyldt af et håb og en kampgejst, der i bakspejlet synes helt forgæves. Eller er ramt af fortvivlelse, inden deres lidelser for alvor er begyndt
’Indtil vanvid, indtil døden’ er sikkert også præcis i sit tidsbillede. Men dens egentlige styrke er ikke, tænker jeg, at den giver os et isnende portræt af nazismens hverdag. Det er, at den skriver mennesker frem, hvis liv for altid vil være formet af krigen, men som lige nu befinder sig midt i historien, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

’Indtil vanvid, indtil døden’ er sikkert også præcis i sit tidsbillede. Men dens egentlige styrke er ikke, tænker jeg, at den giver os et isnende portræt af nazismens hverdag. Det er, at den skriver mennesker frem, hvis liv for altid vil være formet af krigen, men som lige nu befinder sig midt i historien, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
20. marts 2020

Den er ikke helt let at læse sig igennem, Kirsten Thorups nye roman Indtil vanvid, indtil døden. Ikke bare løber de 400 siders prosa stort set uden opdelinger i afsnit – og helt uden opdelinger i kapitler. De er også skrevet i det, man bedst kan kalde monoton staccato: helt korte sætninger, ufatteligt mange punktummer derudaf i en uendelighed. Fortællingen hakker afsted, men kommer ikke rigtigt ud af stedet, især ikke i bogens første tredjedel.

Kirsten Thorup: ’Indtil vanvid, indtil døden’.

Saxo
Stoffet er ellers dramatisk nok. Harriet, hovedperson og fortæller og den prisme, man som læser ser alt igennem, er ung mor i begyndelsen af trediverne. Hun er også enke. Hendes mand havde meldt sig som frivillig i det tyske luftvåben – romanen foregår i efteråret 1942 – men er blevet skudt ned. Nu rejser hun uden børn til München for i et par måneder at besøge Gudrun og Klaus, der tilhører byens nazistiske elite. Han er generalløjtnant i Luftwaffe, hun er højborgerlig, trofæagtig hustru, oprindeligt fra Danmark, nu et nærmest skabagtigt talerør for førerens og partiets linje.

De bor i en mareridtsagtig pragtvilla, hvor langt størstedelen af romanen foregår – lange passager er nærmest et kammerspil – og hvor grusomme hemmeligheder bulner frem fra kælderrum og fadebure.

Forskellige tjenestepiger vandrer gennem rummene, udpinte og misbrugte, alle med navnet Ludmilla, alle »Ostarbeiter«, tvangsudskrevne fra de erobrede, sovjetiske områder. Og også ude i byen viser den pompøse pragt sig at være et fernis, som kun meget nødtørftigt skjuler nødhospitaler, krigsrationering og en totalitær stats umenneskelighed.

Det hele gennemskues af den elegante, rapkæftede Harriet, der viser sig mester i på samme tid at se og ignorere en mareridtsagtig, gennemnazificeret hverdag. Hvorfor hun egentlig er taget til Tyskland er til gengæld lidt mere uklart, også for hende selv. Måske vil hun forstå den krig, hendes mand bidrog til, måske give sig hen til noget større, ligesom hendes mand gjorde. Måske prøver hun at overbevise sig selv om, at hans død ikke var meningsløs.

Thorups skikkelser

Et dramatisk og voldsomt stof, altså. Og selvfølgelig har romanen alle de sære og store kvaliteter, man altid finder i Thorups romaner, bare i mindre doser end normalt. De pludselige, svimlende skred i perspektiv, som er så kendetegnende for hendes prosa, holdes i ave af, at Thorup monomant fortæller fra Harriets perspektiv.

Det samme gælder hendes særlige måde at skrive skikkelser frem, så de på én gang er overtydelige, nærmest illustrationer af et princip og samtidig helt åbne og uforudsigelige. De skikkelser er der, men måske især i romanens margen og i dens sidste halvdel.

Faktisk er romanen bedst, når den ikke bare er et klaustrofobisk portræt af livet som gæst i den nazistiske elite, men retter sin opmærksomhed mod de sære og forhutlede skæbner, der vandrer gennem Harriets synsfelt. De mennesker forsvinder lige så hurtigt ud af romanen, som de dukker op, uanset om de er desillusionerede soldaterfruer i München, en ung dreng, der er »Edelweispirat« og vil vandre ulovligt gennem skovene, eller en af tjenestepigerne, der viser sig at være en jødisk pige på flugt. Hun er fuld af tro på den store Stalins heltemod:

»Jeg vil forsvare Stalingrad. Ikke tjene i fjendens køkken. Husarbejde gør mig slap og blødagtig,« raser hun pludselig til Harriet.

Der er noget meget rørende ved det raseri i netop efteråret 1942. Som læser kan man forestille sig, hvor meget mere disse skikkelser skal igennem, hvor lille en chance de har for at komme nogenlunde uskadte ud af – eller bare overleve – krigens næste, grusomme fase.

Sofie Amalie Klougart

En lignende, tragisk ironi rammer Harriet, hovedpersonen. Hun er så optaget af at fastholde sin menneskelighed og sin selvstændige tænkning, mens hun spiser festmiddage i München. På en meget dansk måde bilder hun sig ind, at hun kan være neutral i mødet med krigens og nazismens ondskab, at det er muligt at tage halvt afstand fra den. Men vi læsere ved, hvor kompromitteret hun allerede er, at historiens dom over skikkelser som hende bliver hård, og at børn som hendes i den faktiske danske efterkrigstid måtte bære på arven fra deres døde far som en ubodelig skam.

Bagerst i Indtil vanvid, indtil døden opregner Kirsten Thorup alle de kilder, hun har brugt i sin research. Bogen er sikkert også præcis i sit tidsbillede. Men dens egentlige styrke er ikke, tænker jeg, at den giver os et isnende portræt af nazismens hverdag. Det er, at den skriver mennesker frem, hvis liv for altid vil være formet af krigen, men som lige nu befinder sig midt i historien. Den viser os mennesker fyldt af et håb og en kampgejst, der i bakspejlet synes helt forgæves. Eller er ramt af fortvivlelse, inden deres lidelser for alvor er begyndt.

Og den viser os et menneske, der har trådt helt, helt forkert, men ikke selv kan vide det endnu. Det greb er dens egentlige styrke. Så lever man med de utallige punktummer og også med, at Indtil vanvid, indtil døden er noget for lang tid om rigtig at komme i gang.

Kirsten Thorup: ’Indtil vanvid, indtil døden’. Gyldendal. 426 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her