Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad hvis Knausgårds bøger var skrevet af en kvinde?

Rachel Cusk holder niveauet
’Kudos’ er navnet på Rachel Cusks seneste bog, der ifølge Informations anmelder Tonny Vorm er cool, tankevækkende og litterært nyskabende.

’Kudos’ er navnet på Rachel Cusks seneste bog, der ifølge Informations anmelder Tonny Vorm er cool, tankevækkende og litterært nyskabende.

Chris Young

Kultur
6. marts 2020

Midtvejs i Rachel Cusks Kudos læner en kvinde ved navn Sophia sig ind over bordet for viske noget til bogens fortæller, Faye.

De to deltager i en litteraturkonference i Sydeuropa, og med til bords under middagen sidder en mandlig kollega, »vores vigtigste forfatter«, der ifølge Sophia er blevet berømt på enkelt og ærligt at skrive om »sin familie og sine forældre og sit barndomshjem på en måde, der gør dem fuldstændig genkendelige«.

Luís, som han hedder, »så meget ulykkelig ud«, fortæller Faye, der beskriver ham som en høj og dystert udseende mand med let sørgmodige øjne. Han foretrækker at sidde for sig selv ved middagen, men modstræbende finder han plads ved de andres bord og falder i snak med to mænd om fodbold. Det er her, Sophia efter at have rost ham hvisker til Faye:

»Men selvfølgelig, hvis han havde været en kvinde … ville han være blevet hånet for sin ærlighed, eller i værste fald ville man have været ligeglad.«

Cusk tegner et skarpt og indimellem vittigt portræt af en litteraturkonference befolket af forfattere, der stikker til maden, og unge nervøse arrangørmedhjælpere, der forsøger at få de inviterede gæster til at overholde tiden.

Men Kudos er ingen nøgleroman, selv om Luís, hvis »succes faktisk er plagsom for ham«, snildt kunne minde om Karl Ove Knausgård. Det er jeg ikke den eneste, der har gættet på, og spørgsmålet, som vi kan udlede af Sophias ord, har Rachel Cusk også selv stillet ved flere lejligheder: Hvad hvis Knausgårds autofiktive romaner var blevet skrevet af en kvinde?

Anderledes autofiktion

Kudos er sidste del af Cusks romantrilogi, hvis fortæller er en midaldrende fraskilt forfatter med to børn, der ofte opholder sig hos deres far.

I Omrids (2014) tager Faye til Grækenland for at undervise på en forfatterskole, i Transit (2017) er hendes nye lejlighed i London ved at blive istandsat, og i Kudos flyver hun til Portugal for at deltage i en litteraturkonference – hun er desuden blevet gift igen.

’Kudos’. Rachel Cusk.

Saxo
Det er nærliggende at læse trilogien som autofiktion, men ikke af den vanlige slags.

I stedet for at tale om sig selv, lader hun nemlig andre komme til orde – indimellem så det nærmer sig det farceagtige, som da en mandlig journalist møder op for at interviewe Faye om hendes nye bog og over syv sider fortæller om sig selv og derfor kun når at stille et spørgsmål, som »han opdagede at han selv havde det bedste svar på«.

Hele vejen igennem anes Faye i marginen; en kvindelig kunstner, der præcist registrer alt omkring sig og lytter opmærksomt til folk, der ukueligt forsøger at regne ud, hvad der gik galt i tilværelsen.

I modsætning til så mange andre autofiktive forfattere røber fortælleren sjældent noget om sig selv, omend Faye i Kudos dog er en anelse mere bidsk end i de forrige bind, hvilket sikkert skyldes, at hun har fået sin egen skilsmisse på afstand.

Samtidig skal trilogiens bærende tema naturligvis her finde sit afgørende moment, hvilket den gør: Friheden til at være mor, kunstner og kvinde i et samfund, hvis normer i høj grad dikteres af mænd, er sagens kerne.

En dirrende underspillet tone

Særligt kvinder betror sig til Faye i Kudos, og for langt de fleste af dem gælder det, at den frihed, de har længtes efter, ikke formede sig, som de håbede på. Helt galt er det gået for en enlig mor, hvis eksmand har taget deres fællesbil, hvorfor hun må cykle i 40 graders varme for at aflevere deres barn i skole hver dag, inden hun selv tager på job.

Kvinden konstaterer, at hun ikke er blevet fri ved at forlade sin mand, men nu nærmere føler sig som en »slave«. Ifølge Cusk har det således sin pris og sine ulemper at være fri og uafhængig, fordi samfundet stadig følger de patriarkalsk udstukne regler.

Rachel Cusk har tidligere skrevet om udfordringerne ved at være mor og kunstner på én gang og om sit ægteskab og den følgende bitre skilsmisse. Hun skånede ikke sig selv undervejs, men det mildnede ikke modtagelsen af bøgerne.

The New York Times mente, at Life’s Work: On Becoming a Mother var et »karriereselvmord«, og The Sunday Times kaldte Cusk for en »skør lille dominatrix« i anmeldelsen af Aftermath.

Spørgsmålet om, hvordan Luís’ værker var blevet modtaget, hvis de var skrevet af en kvinde, synes for så vidt relevant, og det samme gør Rachel Cusks romantrilogi, der rammer lige ned i tidens debat om ligestilling og kvinders synlighed i kunsten.

Dertil er Omrids, Transit og Kudos båret af en skarp, sproglig præcision og en dirrende underspillet tone, der i sig selv skaber læseglæde (og er fremragede fanget af oversætter Annelise Schønnemann).

’Kudos’ er navnet på den pris, en skoleelev får i sidste bind, og han forklarer selv, at det betyder både ’hyldest’ og ’anerkendelse’, hvilket Rachel Cusk i den grad fortjener for denne cool, tankevækkende og litterært nyskabende trilogi.

’Kudos’. Rachel Cusk. Oversat af Annelise Schønnemann. Gyldendal. 254 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svaret på spørgsmålet i overskriften er: Den ville aldrig være blevet trykt. Siri Husvedt, citeret i Helene Uri: Hvem sagde hvad?