Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Her kom de kvindelige præster, i sluttresserne og frem, med flagrende hår og gevaldig appetit

Fra slutningen 1960’erne kom de kvindelige præster frem i folkekirken, og med dem nye ritualer, nye strukturer og en ny teologi. Nu har de fået skrevet deres historie i bogen ’Bid i æblet’
Kultur
27. marts 2020

»12 år gammel sad jeg på min sovesofa-seng på et sort og hvidternet uldent sengetæppe og en rød ryg til at gemme sengetøjet i. Lige så stille sad jeg der og fik en åbenbaring. Jeg kunne se alle os mennesker, som stod jeg på månen og så ned på jorden. Vi knoklede løs med alt muligt, dårskab og klogskab blandet med hinanden. Især voksne havde fra dette perspektiv fordrejede ansigter og hjerter af sten. Samtidig med dette klarsyn fra månen befandt jeg mig i universet og flød ubesværet gennem lysende stjernetåger. Samtidig sad jeg på sovesofaen og iagttog de sort-hvide tern.«

I en ny bog fortæller seks kvindelige præster veloplagt om deres vej hen til og igennem de teologiske og kirkelige institutioner, i en tid hvor kvindelige præster stadig var det nye.

Den handler om de udfordringer, det bar med sig at være kvinde, i en verden som hovedsagelig havde været befolket af mænd.

Den første kvindelige præst blev ordineret i 1948, men vejen var langtfra banet. Sproget, studieordningen, teologien, universitet var befolket af mænd, og det samme var det herskende kirkeapparat. Skabt af og formet til mænd. Og her kom kvinderne, i sluttresserne og frem, med flagrende hår og gevaldig appetit.

I dag er der (stort set) ingen, der taler om mænd og kvinder i det fag, hvor ligestillingen har indfundet sig, når vi kigger på tallene. Og hvis nogen skulle tale om en særlig kvindelig teologi, så er det ofte ment nedsættende. Lig med følende, omsorgsfuld, ikke så teologisk tungtvejende.

Derfor er det velgørende, at kvindesagen bliver foldet ud i denne bog med den udfordrende titel: Bid i æblet. Båret, som den er, af den påstand, at feministisk teologi har været banebrydende i dansk kirkeliv.

»Kvindelige præster har tilført folkekirken nye ritualer, nye strukturer og en ny teologi,« lyder det selvbevidst i forordet.

Efter at have læst bogen er det svært ikke at give bogens forfattere ret. Kirken havde været en anden uden kvinderne. Dermed ikke sagt, at kvinder i dag er præster på en anden måde end mændene. Men de kom ind udefra og førte noget nyt med sig.

En fælles sag

Men man forstår også, eller mindes om, gennem læsning af bogen, at kvindekampen var og er en kompleks sag. En rodebutik af mange kampe, som revolutioner jo er.

’Bid i æblet – Feministiske præster 1968+50’. Birte Andersen, Lene Sjørup (red.).

Saxo
Den politiske kamp for kvinders ligestilling er bare én streng i et større bundt. De seks forfattere havde alle deres gang i det, de kaldte den teologiske kvindegruppe, som var en gruppe af kvindelige teologistuderende og hangarounds, der fandt sammen omkring 68 om en fælles sag.

De søgte en teologi og nogle kirkelige udtryksformer, som var erfaringsnære, og som gav mening ind i den verden, som var deres – noget, de ikke havde fundet i de etablerede institutioner.

Religiøse oplevelser, små åbenbaringer, kropslige fornemmelser talte ikke i universitetsteologien dengang. Det var alene ordet, det vil sige hovedet, som havde ret. Og det havde flere af bogens forfattere det svært med.

De glider med tiden over i kirken, mere eller mindre frivilligt, den kirke, som de kun kendte som en gammel og stærkt patriarkalsk institution. Men finder overraskende en vis frihed dér.

De får af menighedsrådene lov til at eksperimentere med nye gudstjenesteformer. Og meditationsgudstjenester, kirkespil, musikandagter, børnegudstjenester, sogneudflugter med mere ser dagens lys. Alt det, som kirken (af de fleste) prises for i dag.

Et sandt gudsbillede

Med udgangspunkt i deres erfaringer fra præstearbejdet opstår, som årene går, en ny teologisk bevidsthed.

I 1979 udkommer bogen The Birth of the living God, som i dag er blevet standardpensum, hvor den katolske teolog Ana Maria Rizzuto argumenterer for, hvordan gudsbilledet formes, ikke bare af det, der prædikes fra prædikestolen, men også af de mennesker, som har været betydende i det enkelte menneskes liv.

Ligesom ens personlighed, drømme og længsler vil være medskabende.

Den amerikanske videnskabsfilosof med speciale i feminist studies, Donna Haraway, introducerer i 1988 en anden teoretisk snublesten – begrebet situated knowledges, som betyder, at al viden tager sig forskellig ud, alt efter hvem man er, og hvor man befinder sig i verden og i samfundet.

Med andre ord, ideen om ét sandt gudsbillede (af hankøn) må opgives. Samme erkendelse er de kvindelige teologer nået frem til nogle år tidligere, men uden det teoretiske fundament.

At det levede liv må tages alvorligt og drages helt ind sproget, ja, helt ind i de teologiske forestillinger, ellers bliver teologien og forkyndelsen gold og intetsigende.

Den lidt pudsige alliance

Hvor de seks livsfortællinger snor sig ganske forskelligt, er noget, der går igen hos dem alle, deres optagethed af sproget. Det, de blev mødt med, var et sprog støvsuget for billeder, myter … og kvinder. Men sproget er jo så meget mere end det, og det bliver deres frisættelse.

I den lidt pudsige alliance mellem rødstrømpebevægelsen og teologien, som var den teologiske kvindebevægelses to udspring, viste den teologiske tradition sig at have det mest holdbart kritiske potentiale.

Kvinderne i den teologiske kvindegruppe sad ikke bare og granskede sig selv, de brød ikke bare mure og autoriteter ned, de søgte netop bagud og indefter, i den teologiske tradition. Og fandt der en rigdom af stærke billeder på alt det, de savnede.

Gennem forfatternes livsskildringer føres vi i bogen således ud i gamle kendte, men glemte landskaber (»troens glemte dimensioner«).

Vi hører levende og inspireret om østkirkens traditioner. Vi hører om ikoner og billedets betydning for gudserkendelsen, og middelalderens mere spirituelle traditioner. Vi hører om mariafiguren, moren. Ikke blot som det kuede og jomfruelige nips, hun senere er blevet til, men også om moren som urkraften og den gudsnære.

Vi hører om arbejdet med kvinder i Chile, og hvordan det teologiske budskab her i praksis tog sig ud som et befrielsesbudskab. I små nedslag hører vi om noget af alt det, som kvinderne eller symbolet for det kvindelige har betydet for troens liv op igennem historien.

Politiske, personlige, private og teologiske kampe. Bogen beskriver det hele i ét spind. Og den kan – tror jeg nok – med udbytte læses af både kvinder og mænd.

Det særligt kvindelige

De personlige og private kampe bliver interessante, fordi de i det store hele er rigtig godt fortalt. Og fordi de forbinder sig til de teologiske refleksioner.

De teologiske kampe er interessante som tilbageblik, men også relevante i dag, fordi de er båret af en oprigtig interesse for, hvad tro er og kan være i et moderne liv, og en oprigtig modvilje mod bullshit. Mod gamle ord, der bare gentages, og som ikke længere klinger af liv.

Den kamp har været kæmpet mange gange i kirkens historie. Og i sidste del af det 20. århundrede og et stykke ind i dette synes meget af energien til den kamp altså at komme fra kvinderne.

Tilbage står spørgsmålet om det særligt kvindelige.

Hvad var det, Eva lokkede med? Var det bare sit køn, som gjorde reproduktion på denne verdens betingelser mulig? Eller var det de ukendte vidder, det sprogløse, mysteriet, kendetegnet ved at her kan vi ikke på forhånd finde vej?

Eller man kunne spørge på en anden måde: Er feministiske teologer bare en sær gruppe af særligt stædige kvinder, der insisterer på at fortsætte en kamp, som er vundet? Og jo mere de ser sig overhalet, des flere udråbstegn tilføjer de. Eller findes der et særligt kvindeligt sprog?

Heldigvis kommer bogen ikke med nogen enkle svar på det spørgsmål. I stedet maler den nogle kvindeportrætter frem, af de seks forfattere og skitseagtigt af dem, de finder tilbage i traditionen (og i familien), som udmærker sig ved ikke at ligne mændene.

På ingen måde pæn

Jeg tænker, at måske ordet forbilleder er det vigtigste stikord i den kamp, som de kæmpede, og den kamp, som stadig kæmpes i dag. At vi har brug for forbilleder.

Kvinder har brug for billeder af kvinder, der træder frem som kvinder. Med den vildskab, nysgerrighed, ømhed, det sprog, den pænhed, hvad det måtte være, som ligger dem hver især nær.

I stedet for, som vi indimellem ser det, at kvinder kæmper sig vej frem og i kampens hede mister sig selv. Indimellem bliver den måske lidt for privat, bogen. Den er på ingen måde pæn, dertil er den for åbenhjertig.

Der fortælles historier, af nogen – kan man mærke – der er vant til at fortælle, og meget stof drages ind på vejen. Og det er kloge og tydeligvis egenrådige stemmer, der taler, og de taler en vigtig sag.

I en alder af 48 forekommer det mig, at jeg er gået hen og blevet feminist. Lad det være en slags anbefaling.

’Bid i æblet – Feministiske præster 1968+50’. Birte Andersen, Lene Sjørup (red.). Eksistensen. 210 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her