Læsetid: 5 min.

Du kommer måske aldrig til at se ’Synliggørelser’ i Den Frie Udstillingsbygning, men der er stadig grund til at læse om den her

Udstilling om kunstens møde med uhåndgribelige fænomener (som ’dyb tid’ og fysikkens strengteori) rummer mange interessante greb, men udfolder ikke de spekulative ideer nok i materialerne
'Synliggørelser' er en svær udstilling, der ikke helt forløser det potentiale, overskriften gemmer på, skriver anmelder Ida Marie Hede. Udstillingen var planlagt til at løbe fra 7. marts til 19. april på Den Frie Udstillingsbygning.

'Synliggørelser' er en svær udstilling, der ikke helt forløser det potentiale, overskriften gemmer på, skriver anmelder Ida Marie Hede. Udstillingen var planlagt til at løbe fra 7. marts til 19. april på Den Frie Udstillingsbygning.

David Stjernholm

26. marts 2020

I disse coronadage bølger der noget usynligt imellem os, hvis ikke virus, så alle disse følelser – angst, solidaritet, kedsomhed, en virtuel fællesskabsfølelse. Og det, der har reorganiseret vores hverdag, og som nu påvirker vores kroppe og tanker, er på mange måder stadig abstrakt.

Med det i baghovedet er udstillingen Synliggørelser i Den Frie Udstillingsbygning vildt relevant. Her er i alt otte kunstnere nemlig bragt sammen om at vise deres arbejde med uhåndgribelige ideer og fænomener, dét »som bevæger sig på kanten af vores fatteevne«.

Jeg må indskyde, at det på den ene side virker absurd at anmelde en udstilling, du ikke kan gå ind og se. På den anden side må det netop være i læsningerne, at det aflyste nu kan leve – på trods.

Så altså, Synliggørelser rummer på den ene side en spændende ambition: at reflektere over det flygtige, det abstrakte. At vise samtidskunstens tidssvarende forsøg på at oversætte viden mellem videnskabelige frekvenser og visuelt formsprog.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Den gennemgående æstetik er relativt veldesignet, lidt afmålt. Udstillingsguiden nævner i flæng, hvilke estimerede forskningssamarbejder, og hvilken viden hver enkelt kunstner forholder sig til, som om det legitimerer værkets værdi.

Det gør rammen didaktisk og bombastisk, og det giver bagslag, kunsten fremstår i sidste ende noget uforløst. Værkteksterne skaber i nogle tilfælde forventninger, der ikke bliver indfriet. Reelt set kan jeg jo ikke vurdere, om der ligger måneders research bag eller en time på Wikipedia?

Det videns-flashende udgangspunkt er et stort ansvar at lægge over på materialet, der ikke altid tilbyder beskueren nok kontekst, og det suggestive tipper nemt over i det illustrative, det forvirrende”.

Jeg er enig, og det er meget præcist udtrykt i det citerede, men min erfaring er, at det er et generelt problem ved de fleste udstillinger og værker af kunstnere, der vil knytte an til videnskabens verden.

Der er en tendens til, at den grundlæggende nødvendige konceptuelle stramhed på væsentlige punkter ikke er til stede, hvilket er forudsætningen for, at et indsigtsfuldt publikum kan vurdere, om kunstneren reelt har en dybere indsigt i den videnskab, som vedkommende gerne vil skabe forbindelse med, og om vedkommende er i stand til at anvende den i sit værk.

Desværre mangler dagbladskritikerne i vid udstrækning også de nødvendige forudsætninger for at kunne fungere som indsigtsfuldt publikum, og værker og udstillinger vurderes så i praksis på baggrund af overfladiske æstetiske kriterier og på, om kritikeren har fundet værket eller udstillingen inspirerende.

I kunstens verden er der åbenbart en særlig prestige forbundet med det at kunne knytte sine aktiviteter til videnskabens og også filosofiens verden. Det giver mig associationer til musen og elefanten, der går over en bro, og hvor musen siger til elefanten, at de er gode til at få broen til at gungre.

Heldigvis findes der også elefanter inden for kunstens verden, f.eks. Camille Henrot og Hito Steyerl.