Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Du kommer måske aldrig til at se ’Synliggørelser’ i Den Frie Udstillingsbygning, men der er stadig grund til at læse om den her

Udstilling om kunstens møde med uhåndgribelige fænomener (som ’dyb tid’ og fysikkens strengteori) rummer mange interessante greb, men udfolder ikke de spekulative ideer nok i materialerne
'Synliggørelser' er en svær udstilling, der ikke helt forløser det potentiale, overskriften gemmer på, skriver anmelder Ida Marie Hede. Udstillingen var planlagt til at løbe fra 7. marts til 19. april på Den Frie Udstillingsbygning.

'Synliggørelser' er en svær udstilling, der ikke helt forløser det potentiale, overskriften gemmer på, skriver anmelder Ida Marie Hede. Udstillingen var planlagt til at løbe fra 7. marts til 19. april på Den Frie Udstillingsbygning.

David Stjernholm

Kultur
26. marts 2020

I disse coronadage bølger der noget usynligt imellem os, hvis ikke virus, så alle disse følelser – angst, solidaritet, kedsomhed, en virtuel fællesskabsfølelse. Og det, der har reorganiseret vores hverdag, og som nu påvirker vores kroppe og tanker, er på mange måder stadig abstrakt.

Med det i baghovedet er udstillingen Synliggørelser i Den Frie Udstillingsbygning vildt relevant. Her er i alt otte kunstnere nemlig bragt sammen om at vise deres arbejde med uhåndgribelige ideer og fænomener, dét »som bevæger sig på kanten af vores fatteevne«.

Jeg må indskyde, at det på den ene side virker absurd at anmelde en udstilling, du ikke kan gå ind og se. På den anden side må det netop være i læsningerne, at det aflyste nu kan leve – på trods.

Så altså, Synliggørelser rummer på den ene side en spændende ambition: at reflektere over det flygtige, det abstrakte. At vise samtidskunstens tidssvarende forsøg på at oversætte viden mellem videnskabelige frekvenser og visuelt formsprog.

Det er interessant, men Synliggørelser er også en svær udstilling, der ikke helt forløser det potentiale, overskriften gemmer på.

Hvordan kan det være? Først: værkerne. Hver kunstner har fyldt ét udstillingsrum, og flere arbejder med at visualisere ret store kulturteoretiske eller naturvidenskabelige ideer.

Genetiske data, vilde plantearter og geologisk tidsregning

Thorbjörn Lausten tager for eksempel fat i at blotte de økonomiske interesser, der ofte camoufleres i det abstrakte. Visualiseringens æstetik er aldrig neutral, heller ikke når Thorbjörn Lausten visualiserer genetiske data fra befolkninger verden over. 

Dén kontekst kan dog ikke så nemt læses direkte ud af videoprojektionen, hvor sekvenser i lilla, orange og grøn flimrer forbi i en let analog æstetik. Hvad er det mon for konkrete data? Hvordan sætter den politiske kontekst sig spor i Thorbjörn Laustens iscenesættelser? 

Her er Camilla Berner mere stedsspecifik i sin arkivering af vilde plantearter reddet fra en park nær metrobyggeriet. Buketterne er fotograferet som majestætiske opstillinger. Camilla Berner leger med vores distancerede kategoriseringer af naturen. Interessant stof, blot er Camilla Berner æstetisk set mådeholdent tro mod arkivets orden.

Ester Fleckners betonskulpturer baserer sig på en perfekt figur, polyeden, som Fleckner har skilt ad og samlet igen, ujævnt.

David Stjernholm
Nu bliver det mere vanskeligt. Janine von Thüngen og Mille Kalsmose er gået i krig med hardcore, spekulative teorier, og det er svært at forløse. 

Mille Kalsmoses udstillingstekst nævner både ideen om geologisk tidsregning, såkaldt dyb tid, samt lydvibrationers evne til at afhjælpe fysisk smerte. Et sort kar med alger og glinsende vand står på tynde ben og brummer. Den interessante dronelyd ville jeg gerne høre for fuld styrke!

Fra en række jernstativer dingler urpenduler med et arkaisk look i kæder. Man (kan læse, at man) hører datafrekvenser fra Oriontågen (et stort stjernedannelsesområde, red.). Hvad er det, jeg her kan opdage om lyd og somatisk smerte i Mille Kalsmoses new age-inspirerede tableau? Hvad har de bogstavelige ursymboler med geologisk tid at gøre?

Janine von Thüngens svævende skulptur »Glassspin« i stål og bøjet glas minder lidt om en Rubiks terning vredet af led. En småforvirrende illustration af fysikkens strengteori.

Janine von Thüngens skitser er dog dejligt underlige. Sætninger som »Einsteins billiardtable« klatrer over gnidrede, geometriske former. Samme intime fornemmelse af, at ideen er integreret i det fysiske værk, men at værket går sin egen vej, mærker jeg i Ester Fleckners betonskulpturer og især de smukke, sære træsnit. De baserer sig på en perfekt figur, polyeden, som Fleckner har skilt ad og samlet igen, ujævnt.

Som den eneste har Nicolai Howalt taget fat i en ældre teknik: Niels Ryberg Finsens medicinske lysterapi. I en serie af fotografiske tryk flyder kraftige farver ud og danner interessante amorfe plamager.

Nicolai Howalt har filtreret sollys gennem bjergkrystallinser for at indfange det lys, vi normalt ikke kan se. Teknikken er oprindeligt anvendt på hudlidelser (læser jeg). Er der mon en relation mellem kroppe, hud, fotografi, syn?

Form og research

Generelt bifalder jeg kunstneren som en, der higer mod andre discipliner. Men efter en rundtur i udstillingen bliver jeg også opmærksom på, hvor vanskeligt mødet mellem form og research kan være.

Til dels er det et problem, der knytter sig til specifikke værker, men det er også et kuratorisk problem. Synliggørelser er for ensformig. Jeg støder på det samme greb igen og igen, der er for lidt kontrast. 

Den gennemgående æstetik er relativt veldesignet, lidt afmålt. Udstillingsguiden nævner i flæng, hvilke estimerede forskningssamarbejder, og hvilken viden hver enkelt kunstner forholder sig til, som om det legitimerer værkets værdi.

Det gør rammen didaktisk og bombastisk, og det giver bagslag, kunsten fremstår i sidste ende noget uforløst. Værkteksterne skaber i nogle tilfælde forventninger, der ikke bliver indfriet. Reelt set kan jeg jo ikke vurdere, om der ligger måneders research bag eller en time på Wikipedia?

Det videns-flashende udgangspunkt er et stort ansvar at lægge over på materialet, der ikke altid tilbyder beskueren nok kontekst, og det suggestive tipper nemt over i det illustrative, det forvirrende. 

Mere generelt undrer jeg mig over, at ufattelig forskning ikke sætter flere afvigende, degressive spor i kunstens visuelle former? Værkerne virker lidt ængstelige for at give slip på en idé, ikke at formidle den ordentligt. At blive intime. At blive til noget helt, helt, helt andet. 

Uendelig tid

Til gengæld faldt jeg for lydkunstner Jacob Kirkegaards installation AION fra 2006, der er både dokumentaristisk og fantasmatisk. 

Jacob Kirkegaard har rejst i Tjernobyl – før serien Chernobyl populariserede atomkraftværkkatastrofen i 1986 – og besøgt forladte områder, der tusinder af år ind i fremtiden vil være radioaktive.

På ganske almindelige lokaliteter har han lavet fire film, der vises serielt i stort format. Kameraet, der er fikseret i én position, overeksponeres over ti minutter, så billedet af for eksempel en forfalden svømmehal med grønne kakler og rustne trapper gror langsomt dunklere.

Til billedsiden hører fire lydværker. En mikrofon har optaget hvert rums frekvenser i ti minutter, derefter er lyden afspillet ud i samme rum og igen optaget. Efter at have gentaget dén proces mange gange er resultatet en gradvis mere buldrende optagelse af det, der egentlig startede med at være de forladte steders uhørlige teksturer.

Lydværket er direkte inspireret af Alvin Luciers fantastiske »I Am Sitting In A Room« (hør den på YouTube). Trods en lidt patosfyldt præmis om en heroisk rejse ind i det farlige territorium fremmaner AION – ordet betyder uendelig tid – en smuk materialisering af den usynlige radioaktivitet, der vibrerer af liv, sorg og tab.

Måske er det coronadagene, der har fået krammet på mig, så AION forfører mig: Jeg tænker på de forladte områder efter Tjernobyl, hvor det siges, at ulve og hvide ørne trives i den uberørte natur. 

Jeg læser en artikel om delfinerne, der er kommet tilbage i karantænetomme Venedigs nu blikstille kanaler, tang og søplanter, fisk i stimer. Måske, ved at læse de her ord om en forladt udstilling, kan I også forestille jer, hvad det var, jeg så og tænkte på. 

En fortid og et mærkeligt nu, der kort mødes: de ellers uhørlige fugle over København, Paris, der pludselig synger.

’Synliggørelser’. Den Frie Udstillingsbygning. Åbnede 7. marts 2020 med planlagt lukning 19. april, men den lukkede snart igen. 

Jacob Kirkegaards ’AION’ var planlagt at køre indtil 7. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Den gennemgående æstetik er relativt veldesignet, lidt afmålt. Udstillingsguiden nævner i flæng, hvilke estimerede forskningssamarbejder, og hvilken viden hver enkelt kunstner forholder sig til, som om det legitimerer værkets værdi.

Det gør rammen didaktisk og bombastisk, og det giver bagslag, kunsten fremstår i sidste ende noget uforløst. Værkteksterne skaber i nogle tilfælde forventninger, der ikke bliver indfriet. Reelt set kan jeg jo ikke vurdere, om der ligger måneders research bag eller en time på Wikipedia?

Det videns-flashende udgangspunkt er et stort ansvar at lægge over på materialet, der ikke altid tilbyder beskueren nok kontekst, og det suggestive tipper nemt over i det illustrative, det forvirrende”.

Jeg er enig, og det er meget præcist udtrykt i det citerede, men min erfaring er, at det er et generelt problem ved de fleste udstillinger og værker af kunstnere, der vil knytte an til videnskabens verden.

Der er en tendens til, at den grundlæggende nødvendige konceptuelle stramhed på væsentlige punkter ikke er til stede, hvilket er forudsætningen for, at et indsigtsfuldt publikum kan vurdere, om kunstneren reelt har en dybere indsigt i den videnskab, som vedkommende gerne vil skabe forbindelse med, og om vedkommende er i stand til at anvende den i sit værk.

Desværre mangler dagbladskritikerne i vid udstrækning også de nødvendige forudsætninger for at kunne fungere som indsigtsfuldt publikum, og værker og udstillinger vurderes så i praksis på baggrund af overfladiske æstetiske kriterier og på, om kritikeren har fundet værket eller udstillingen inspirerende.

I kunstens verden er der åbenbart en særlig prestige forbundet med det at kunne knytte sine aktiviteter til videnskabens og også filosofiens verden. Det giver mig associationer til musen og elefanten, der går over en bro, og hvor musen siger til elefanten, at de er gode til at få broen til at gungre.

Heldigvis findes der også elefanter inden for kunstens verden, f.eks. Camille Henrot og Hito Steyerl.