Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

I ’Krudttønden’ overskygges fiktionsfortællingen af den bagvedliggende virkelighed

Ole Christian Madsens fiktionsfilm om angrebet på Krudttønden og synagogen i København er en hyldest til ytringsfriheden og til dem, der stillede sig i vejen for gerningsmanden. Men filmen leverer ikke noget svar på, hvad vi skal med fiktion om emnet
Omar el-Husseins (spilles af Albert Arthur Amiryan) hårdhed er for så vidt overbevisende og virkelighedstro, men som netop på grund af hårdheden fremstår han som en utilnærmelig karakter.

Omar el-Husseins (spilles af Albert Arthur Amiryan) hårdhed er for så vidt overbevisende og virkelighedstro, men som netop på grund af hårdheden fremstår han som en utilnærmelig karakter.

SF Film

Kultur
6. marts 2020

Ole Christian Madsen, der har højdramatiske thrillere om historiske karakterer som modstandsfolkene i Flammen og Citronen (2008) bag sig, har med sin nye film, Krudttønden, kastet sig over en skelsættende danmarkshistorisk begivenhed, der kun er fem år gammel. 

Krudttønden er en fiktionsfilm om Omar el-Husseins angreb på et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden og på synagogen i København og om hans drab på filminstruktøren Finn Nørgaard og den frivillige vagt ved synagogen Dan Uzan.

Filmen følger de to ofre, gerningsmanden og en fiktiv politibetjent gennem det forløb, der begynder med massakren på det franske satireblad Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar 2015, godt en måned før Omar el-Hussein begik sin forbrydelse.

Man ser klip fra den samtidige pressedækning af angrebet på Charlie Hebdo, hvor man endnu ikke vidste, hvad der præcis foregik. Det er lige akkurat i de øjeblikke, den almindelige opfattelse af, hvor tryg man egentlig har lov at føle sig som borger i et europæisk samfund, er i opbrud.

Og man ser filminstruktøren Finn Nørgaard i Lars Brygmanns skikkelse cykle chokeret ned ad Nørrebrogade med radionyhederne om angrebet i ørerne. På et tidspunkt stopper han op og kigger lige ud i luften, mens hans medcyklister kører videre, som om intet var hændt. Nyheden gør indtryk på Finn Nørgaard, kan man se. Mere end den gør på hans omgivelser. 

Mænd møder modstand

Det er karakteristisk for Krudttønden, at arkivklippene i begyndelsen er voldsomt meget mere bevægende end skildringen af Finn Nørgaards forfærdelse over at se ytringsfriheden blive bekæmpet med voldelige midler. Det er svært for alvor at leve sig ind i den fiktionaliserede version af en danmarkshistorisk begivenhed, man stadig kan huske chokket over. 

Filmen er bygget op om fire parallelle historier om mænd, der møder modstand – tre helte og en skurk. I filmens åbningsscene ser man politibetjenten Rico (Nikolaj Coster-Waldau) til debriefing. Rico er gruppefører i Politiets Aktionsstyrke, som er den elitestyrke, man sætter ind, når terror skal bekæmpes.

Han er også nyskilt far til to døtre og nedslidt i en grad, der truer hans fortsatte virke i en stilling, han ellers er som skabt til. Og så er han med til at skyde og dræbe Omar el-Hussein tidligt om morgenen den 15. februar 2015.

I hvert fald i filmen, for Rico er i modsætning til filmens øvrige tre hovedpersoner en fiktiv karakter og ikke en fiktionalisering af et virkeligt menneske.

Det står enhver frit for at engagere sig i historien om en mand, der skal lære at leve med tabet af såvel sin familie som sit drømmejob, men selv om Nikolaj Coster-Waldau spiller rollen, præcis som den slags roller skal spilles (det vil sige med en smagfuld blanding af sårbarhed og råstyrke), virker det lidt som et følelsesmæssigt svinkeærinde i forhold til filmens hovedprojekt: at fortælle historien om det værste terrorangreb på dansk jord i nyere tid. 

En helt anden type helt møder man i Dan Uzan, 37 år gammel, enlig, arbejdsløs cand.scient.pol., basketballspiller og frivillig vagt i synagogen. Et roligt gemyt, der hjælper, hvor han kan, holder modet nogenlunde oppe i en svær jobsøgningsproces og generelt bare er en god kammerat. 

Dan Uzan er den af filmens karakterer, der stikker mest ud i forhold til den actionthrillerskabelon, Krudttønden er skåret efter, og Adam Buschard leverer filmens mest interessante skuespilpræstation i rollen, lavdramatisk og nuanceret. Men igen overskygges fiktionsfortællingen af den bagvedliggende virkelighed, der stadig føles så tæt på. Lige så snart en scene er slut, melder trangen sig til at google, om det nu også var sådan, det gik for sig, eller sådan, Dan Uzan havde det i sit liv.   

Finn Nørgaard stopper som før nævnt op på cykelstien, den dag det går op for ham, at ytringsfriheden i Vesteuropa er truet af islamistiske terrorister. Denne scene spejles senere i filmens dramatiske klimaks under angrebet på Krudttønden, hvor Finn Nørgaard – omgivet af flygtende mennesker – standser op og resolut bevæger sig tilbage mod den bevæbnede gerningsmand, som han (der dyrker selvforsvar) prøver at overmande. Filmens intention om at vise Finn Nørgaards respektindgydende heltemod er reel og forståelig, men dens måde at gøre det på, er en lille smule klodset.

Ikke mindst i de mange middagsscener midt i filmen, hvor Finn Nørgaard som den eneste rundt om bordet insisterer på, at man må sige og grine ad lige præcis det, man vil. Imens sidder hans vage kulturradikale venner (mest øretæveindbydende spillet af Nicolaj Kopernikus) og slynger rødvin rundt i glasset og tager afstand fra Charlie Hebdos religiøse satire.

Der er ingen tvivl om, hvem der er på den rigtige side af historien, og det er fint, men derfor kunne tilhængerne af en moderat ytringsfrihed alligevel godt have fået nogle bedre replikker. Det samme gælder Finn Nørgaards kæreste, Janne (Sonja Richter), som går og tysser på ham af hensyn til den gode stemning. 

Det, der gør os til mennesker

I rollen som Omar el-Hussein ses Albert Arthur Amiryan, hvis hårdhed for så vidt virker overbevisende og virkelighedstro, men som netop på grund af hårdheden fremstår som en utilnærmelig karakter. Man vil gerne prøve at fatte, hvordan et menneske kan vælge at begå sådan en forbrydelse, men det lykkes ikke – til trods for Omars tilbagevendende replikker om ikke at blive respekteret som muslim.

Krudttønden er helt tydeligt gennemsyret af en humanistisk og publicistisk morale. Den er en hyldest til ytringsfriheden og til de mennesker, der tog og tager ansvar for, at vi kan leve trygt og frit. Det kommer mest direkte til udtryk, når Finn Nørgaard tager ordet blandt sine ytringsfrihedsgradbøjende venner og spørger: »Kan vi bevare det, der gør os til mennesker?«

Det er et godt og væsentligt spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at filmen tager det alvorligt. Men  karaktererne og deres interaktioner har alt for travlt med at demonstrere forskellige pointer (i modsætning til de fiktionsfilm og -serier, der har været om Breiviks angreb den 22. juli 2011, hvor karaktererne fremstår som eksempler på liv, der bliver levet og vendt op og ned på). Derfor leverer filmen desværre ikke et overbevisende svar på, hvorfor den slags spørgsmål skal behandles i en fiktionaliseret actionthriller. 

’Krudttønden’. Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Lars Kristian Andersen og Ole Christian Madsen. Fotografi: John Christian Rosenlund. Varighed: 106 minutter. Vises i biografer over hele landet.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her