Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Leïla Slimanis ’Adèle’ skildrer en endimensionel sexafhængig

Marokkanske Leïla Slimanis debutroman er et underholdende, men uinteressant portræt af en sexafhængig kvinde
Leïla Slimani (f. 1981) er marokkaner, skriver på fransk og bor i Paris. Slimanis anmelderroste gennembrudsroman, thrilleren Vuggesang, udkom i 2016 (to år efter Adèle) og beskrev en barnepige, der dræber sine arbejdsgiveres to børn.

Leïla Slimani (f. 1981) er marokkaner, skriver på fransk og bor i Paris. Slimanis anmelderroste gennembrudsroman, thrilleren Vuggesang, udkom i 2016 (to år efter Adèle) og beskrev en barnepige, der dræber sine arbejdsgiveres to børn.

Ed Alcock

Kultur
27. marts 2020

Leïla Slimanis debutroman Adèle fra 2014 portrætterer den ensomme og sexafhængige 35-årige journalist, der bærer romanens navn. Den smukke Adèle kommer fra underklassen, men er blevet hjulpet frem i verden af lægen Richard, som hun nu har en lille søn og en lækker lejlighed i Paris sammen med. Hun arbejder på en avis, men har ingen interesse i arbejdet.

Det eneste, Adèle er interesseret i, er selvskade og at have voldsom sex med mænd, hun ikke kender. Dette begær skildres omhyggeligt allerede fra bogens første side:

»Hun har lyst til, at nogen skal gribe fat i hende og smadre hendes kranie ind mod vinduet … Hun ville ønske hun bare var et rent objekt midt i en stor flok mænd – at hun blev fortæret, slikket på, slugt med hud og hår. At hun blev nevet i brysterne og bidt i maven. Hun vil være en dukke i en trolds have.«

Den sidste del af citatet udgør den franske titel, Dans le jardin de l’ogre (I troldens have).

Adèles selvdestruktive tendenser forbindes altså med ønsket om at blive domineret seksuelt. Det kunne man måske kalde en kliché, men det er en lettelse, at parallellen bliver draget fra første side og ikke dingles med som en pervers erkendelse, læseren selv skal nå.

I romanen fremstilles det nemlig ret simpelt: Adèles problemer med selvværd og intimitet kanaliseres ud i et konstant behov for at gøre det hårdere og vildere med mænd, hun ikke kender. Imens lægger den uvidende Richard store planer for en kernesund fremtid på landet. Plotkurven venter på, at han skal afsløre Adèle, og spørgsmålet er, hvordan han så vil reagere.

Adèle’. Leïla Slimani.

Saxo
Slimani skriver meget og ublufærdigt om sex. Størstedelen af romanen finder sted i soveværelser og på hotelværelser; Adèle i aktion med en hemmelig elsker. Når beskrivelserne er lakoniske og konstaterende, som Slimanis sprog ofte er, er de gode:

»Når mænd dyrker sex, betragter de deres pik. De støtter på armene, bøjer hovedet og gransker den, mens de trænger ind i kvinden. De sikrer sig, at den fungerer som den skal.«

Når billedsproget er mere floromvundent, bliver det til gengæld temmelig pinligt:

»Hans mund nærmer sig hendes, og en elektrisk bølge strømmer gennem Adèles mave. Den når ned til hendes kusse og får den til at eksplodere, kødfuld og saftig som en frugt, der bliver skrællet.«

Kølig og effektiv prosa

På trods af den slags lidt for eksplosive billedsprog er der generelt noget køligt og effektivt ved Slimanis prosa. Scenerne udfolder sig hurtigt og tydeligt, kapitlerne er korte, sætningerne konstaterende.

Tredjepersonsfortælleren holder hele tiden en lille, men afgørende afstand til Adèle. Da Adèle for eksempel vågner op efter et voldeligt orgie og ligger og græder af smerte, giver fortælleren sig til at beskrive, hvordan hun tager sig ud udefra:

»Tårerne forvrænger hendes gullige ansigt og tegner sprækker i huden, der er udtørret af makeup.«

Denne distance medvirker til, at ikke kun fortælleren og Adèle selv, men også læseren begynder at se hende som et objekt.

Adèle er ikke et insinuerende værk, derimod lægges det hele frem fra starten: Adèle har »aldrig haft andre ambitioner end at blive set på«, og hendes søn Lucien er ganske enkelt »en byrde, en belastning, som hun har svært ved at affinde sig med«.

Adèle fremstilles altså ikke som en person med stor psykologisk dybde, men en tragisk og oftest usympatisk karakter, der ikke er i stand til at rykke sig ud af stedet; hverken væk fra sin sexafhængighed eller hen imod andre mennesker.

Men selv usympatiske og tragiske karakterer kan man i gode romaner føle enten empati eller forståelse eller bare interesse for. Som en moderne version af Gustave Flauberts Emma Bovary har Adèle masser af potentiale for både at være ulidelig og forståelig. Men problemet er, at spørgsmålet om, hvorfor Adèle opfører sig, som hun gør, aldrig sættes i fokus; hun forbliver et endimensionelt objekt for sin fortællers skarpe pen.

Leïla Slimani (f. 1981) er marokkaner, skriver på fransk og bor i Paris. Slimanis anmelderroste gennembrudsroman, thrilleren Vuggesang, udkom i 2016 (to år efter Adèle) og beskrev en barnepige, der dræber sine arbejdsgiveres to børn. Romanen blev samme år premieret med den prestigefulde Goncourt-pris.

Ligesom Vuggesang har Adèle klasse, moderskab og hjemmet som tematiske omdrejningspunkter. Vi møder eksempelvis Richards velmenende familie fra det bedre borgerskab og Adèles forbitrede mor fra underklassen. Men hvor der i Vuggesang var en interessant og kritisk fremstilling af racisme og klasseforhold på spil i forholdet mellem den racialiserede, fattige barnepige og hendes bemidlede hvide arbejdsgivere, er der ingen samfundskritik i Adèle.

Selvom jeg var underholdt det meste af tiden, forlod jeg Adèle underligt upåvirket – allerhøjst med en lidt dårlig smag i munden. Som om jeg havde betragtet nogens smerte og forfald udefra uden rigtigt at interessere mig for det.

’Adèle’. Leïla Slimani. På dansk ved Victoria Westzynthius. Gyldendal. 224 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her