Amalie Skrams to romaner fra 1895 om henholdsvis Kommunehospitalets 6. afdeling og Sct. Hans: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen er stadig oprørende læsning over 100 år efter. De udkom i de kvindepolitiske 1970’ere på det norske forlag Pax, og de er da også, blandt meget andet, et rasende, feministisk opgør med patriarkatet.
Nu har Gyldendal genudgivet dem, og man bliver faktisk ikke mindre oprørt i dag. Romanerne er Amalie Skrams selvbiografiske fremstilling af hendes indlæggelse under professor Knud Pontoppidan, Henrik Pontoppidans bror, og den efterfølgende tvangsindlæggelse på Sct. Hans.
’Professor Hieronimus’ og ’På Sct. Jørgen’ med efterord af Karen Fastrup. Amalie Skram. Gyldendal. 400 sider. 200 kroner
Amalie Skrams protagonist, billedkunstneren Else Kant, lader sig frivilligt indlægge, fordi hun er ude i en kunstnerisk krise, der gør hende søvnløs og mere og mere rastløs og afkræftet. Hun forestiller sig, at en uges ophold eller to hos den berømte professor vil give hende den ro, der skal til, så hun kan komme til kræfter og finde ud af at male igen.
Virkeligheden viser sig at være en anden. Hieronimus, der med selvtilfreds maskulin indforståethed har tolket Elses ægtemand, Knut Kants, henvendelse som en anmodning om at få hende indlagt, så Knut kan få ro i hjemmet, spærrer hende inde blandt kvinder med alvorlige psykiske forstyrrelser, der får dem til at skrige og larme sig igennem nætterne og absolut ikke giver Else den ro, hun troede, hun ville få.
Og på etagen nedenunder kæmper og brøler de mandlige ’delirister’ om kap. Hun bliver mere og mere fortvivlet og samtidig vredere og vredere over ikke at blive lyttet til. Men i stedet for at lytte dekreterer Hieronimus besøgsforbud, så hun ikke får lov til at se sin mand eller sit barn, den fireårige Tage, og jo vredere Else bliver, des mere tårner sanktionerne sig op.
Hieronimus tilbageholder breve fra Knut, og når han forsinket afleverer dem, har han revet kuverten op, så Else kan se, at han på forhånd har læst dem. Han gør i det hele taget mere og mere for at gøre tilværelsen så sur for Else som muligt, jo mere hun i hans øjne sætter sig op imod hans autoritet og krav om betingelsesløs accept af behandlingen.
Selve det, at hun er vred, tolker han som sygdom, hun er »flyvende sindssyg«, forklarer han den bekymrede, men også autoritetstro ægtemand. Kvinder måtte ikke være vrede. I det hele taget inkluderer behandlingen ingen som helst interesse for, hvordan Else har det, behandlingen går ud på at få hende til totalt at underlægge sig afdelingens reglement og Hieronimus’ autoritet.
Hieronimus’ hævn
Romanerne er bevidst formet som et anklageskrift mod Knud Pontoppidan, og de viste sig da også kraftfulde nok til, at Amalie Skram fik sin hævn. Pontoppidan blev tvunget til at tage sin afsked, efter at de var udkommet, han opgav psykiatrien og kastede sig i stedet over retspsykiatrien.
Professor Hieronimus er en lang nervepirrende skildring af kampen mellem de to, for Else, alias den fjeldstejle nordmand Amalie Skram, bliver ikke ydmyg og eftergivende, som de omsorgsfulde sygeplejersker, der pusler omkring hende, opfordrer hende til. Hun bliver ved med at udfordre, protestere og rasende diskutere med professoren.
Til slut giver han på en måde op, for Else bliver overført til Sct. Jørgen. Men forinden har Hieronimus fortalt ægtemanden, at han roligt kan indlægge hende på ’anden pleje’. ’Første pleje’ er det kun de rigeste, som benytter sig af, hvorimod ’anden pleje’ svarer til ’første pleje’ på Kommunehospitalet, forklarer han.
Else opdager senere, at indlagte på ’anden pleje’ sover sammen i ti-sengestuer, men hun når ikke at blive indlagt der, fordi overlægen på Sct. Jørgen, som er en ganske anden type end Hieronimus, af sig selv indlægger hende på ’første’, da han åbenbart skønner, at hendes tilstand ellers ikke vil blive bedre. Else – og læseren – kan kun tolke Hieronimus’ forklaring til Knut som et forsøg på at få hævn over den obsternasige patient, som har nægtet at underkaste sig hans vilje.
Uinteresserede læger
På Sct. Jørgen får Else Kant et pænt møbleret værelse, maden er god, og såvel personale som over- og reservelæger er venlige og flinke. Men til gengæld forventer de også, at Else skal føle sig velkommen og godt tilpas, ingen forstår, at hun fortsætter med at protestere, fordi hun er indlagt under tvang og efter sin egen mening slet ikke burde være der.
Og ingen vil lytte til hende, når hun forsøger at forklare, hvordan Hieronimus har behandlet hende. Tværtimod bliver hun afbrudt, så snart hun begynder at fortælle om Hieronimus’ behandling af hende. Også lægerne på Sct. Jørgen ligger under for autoriteten Hieronimus. Selv er hun nærmest besat af sit had til professoren, som lægerne ikke vil høre om, ja, på en måde er de lige så uinteresserede i hendes psykiske tilstand, som Hieronimus var.
Vi befinder os seks år før, Freuds Drømmetydning udkom, psykisk forstyrrede mennesker opfattedes nærmest som en art dyr og absolut ikke som nogle, det ville give mening at lytte til. Således heller ikke Else, der i så henseende er lige så ilde faren i de lyse og venlige omgivelser, som hun var på afdeling 6. Dog kan overlægen godt se, at hun ikke ligefrem er sindssyg, og På Sct. Jørgen slutter med, at hun lukkes ud og i første omgang får ophold hos nogle af familiens venner.
Ubøjeligt patriarkat
Som læser bliver man selv mere og mere magtesløs og rasende, indimellem måtte jeg lægge bøgerne fra mig, fordi jeg næsten ikke kunne holde ud endnu en gang at blive konfronteret med det ubøjelige, patriarkalske, selvgratulerende system, hvor ingen drømte om at sætte spørgsmålstegn ved professor Hieronimus’ urokkelige magtudøvelse.
Heldigvis er der da sket noget siden, tænker man, men så læser man Linda Boström Knausgårds Oktoberbarn fra 2019 om hendes gentagne depressioner og indlæggelser mellem 2013 og 2017.
De venlige og omsorgsfulde sygeplejersker hos Amalie Skram er i dagens Sverige erstattet af en rolig og bomstærk, venlig araber og en omsorgsfuld afghaner – begge flygtninge – og vi er i nutiden, hvor også forholdet mellem kønnene trods alt er ændret en hel del. Hvor Amalie Skrams to romaner blandt alt det andet også fremstår som en lang feministisk protest mod behandlingen af kvinder og deres mangel på rettigheder, dér kan Linda og de muslimske asylmænd tale venligt sammen i øjenhøjde, fornemmer man.
Ikke alle muslimer er ortodokse patriarker, de svenske læger heller ikke, men det ændrer ikke ved, at den overordnede bestemmerstruktur i grunden er den samme, fordi autoriteten heller ikke her er til at få greb om. Der er ingen talking cure som i psykoanalysen, det, de kan tilbyde, er elektrochok, der ’svarer til at genstarte en computer’, forklarer lægerne.
Det er lige før, man foretrækker Hieronimus, der dog var en figur af kød og blod, som man kunne blive aggressiv og rasende på, frem for disse ansigtsløse elektrochok, der er »som at drikke mørke«. Linda Boström Knausgård føler sig lige så afmægtig som Else Kant, når hun bliver tvunget til at ligge bevidstløs side om side med de andre patienter, der har fået elektrochok den samme dag. Og hun frygter konstant for at miste sine minder.
Det fremgår ikke af På Sct. Jørgen, om Else Kant vender tilbage til sin mand, som hun under indlæggelsen har følt sig grusomt svigtet af. At professor Hieronimus bevidst har forment ham adgang med forklaringer om, at det vil forværre Elses tilstand, går på et tidspunkt op for hende, men da er hun blevet så skuffet og vred over, hvad hun opfatter som ægtemandens svigt, at hun nægter at se ham eller skrive til ham.
Hun bløder lidt op, da sammenhængen går op for hende, men læseren får ikke at vide, om de finder sammen igen i et ægteskab, som hele vejen igennem er blevet beskrevet som godt og kærligt. Som nævnt slutter romanen, før Else eventuelt vender hjem igen.
Rasende godt skrevet
Linda Boström Knausgård bliver skilt fra Karl Ove Knausgård, hvis navn ikke nævnes i bogen. I bevidst modsætning til Karl Ove udelader hun ikke kun hans navn, men ændrer også navnene på de fire børn, de har sammen.
Ægteparret bliver i stigende grad mindre gode for hinanden, presset bliver for stort og kærligheden mases flad, forstår man. Mens hun er gravid med deres fjerde barn, forsøger hun at begå selvmord, og det kan han angiveligt ikke tilgive hende, det »rejste en mur i ham«, som hun skriver.
Karl Ove ligger ikke, som Knut, under for den lægefaglige, i egen selvsikkerhed, ufejlbarlige autoritet – på et tidspunkt er det ham, der protesterer og tager hende med hjem, da der foreslås elektrochok – men det årelange pres, kombineret med ansvaret for børneflokken og hans egen besættelse af hele tiden at måtte arbejde, får ham, til Lindas forskrækkede overraskelse, til at give hende ret, da hun på et tidspunkt mener, at det måske var bedre, at de blev skilt. Det bliver de, og man forstår det godt, men beklager det ikke desto mindre.
Både Amalie Skram og Linda Boström Knausgård skriver rasende godt om end helt forskelligt. Hvor Amalie Skram har skrevet to realistiske romaner i datidens moderne stil, har Linda Boström Knausgård ikke opfundet et alias, men fortæller historien i første person, det er hendes egen tolkning af sig selv og af ægteskabet, man præsenteres for. Men som læser rives man af begge forfattere med på en måde, der ikke så tit, som man kunne ønske, er tilfældet. Man læser og læser og man lider, bliver rasende og rystet.
’Professor Hieronimus’ og ’På Sct. Jørgen’ med efterord af Karen Fastrup. Amalie Skram. Gyldendal. 400 sider. 200 kroner
Linda Boström Knausgårds ’Oktoberbarn’ blev anmeldt i Information den 31. januar 2020
