Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Magisk solskinspige til kamp mod ekstremregnvejr

Dreng møder super selvopofrende såkaldt solskinspige, der kan få den ellers evigt silende regn til at stoppe kortvarigt i Makoto Shinkais animefilm ’Weathering with You’. Dog ikke uden omkostninger for hende selv og den romance, som filmen drejer sig om
Hina er solskinspigen, hvis magi kan få regnen til at stoppe i den ellers evigt regnvåde og rå verden - men magien har sin pris.

Hina er solskinspigen, hvis magi kan få regnen til at stoppe i den ellers evigt regnvåde og rå verden - men magien har sin pris.

Camera Film

Kultur
12. marts 2020

Det er oven på årets lange våde vinter kun alt for let at forestille sig den længsel efter blå himmel og strålende solskin, som sætter handlingen i gang i Makoto Shinkais animefilm Weathering with You.

Her er Tokyo plaget af et månedlangt evighedsregnvejr, der tilmed har overnaturlige eller i hvert fald exceptionelle træk. Nogle regndråber antager eksempelvis en størrelse, der er mange gange større end et menneske, og det er i mødet med sådan en, at hovedpersonen, den 16-årige dreng Hodaka, der er stukket af hjemmefra med en færge til Tokyo, er lige ved at blive skyllet overbord.

En fremmed mand ved navn Keisuke Suga når lige at gribe Hodakas hånd, inden monsterdråben skyller ham væk. Hodaka får Keisukes visitkort og besked på at finde ham, hvis han får brug for hjælp. Og det gør han, senere i Makoto Shinkais storbyeventyr, som med betagende billeder fortæller en lidt fersk kærlighedshistorie. 

»Tokyo er vild«

I filmens prolog ser pigen Hina ud ad vinduet fra sin bevidstløse mors hospitalsstue højt oppe i en skyskraber. Hina får øje på noget, hun beskriver som »en sø af lys« oppe på taget af et lavere højhus, og bliver draget mod den.

Hun spæner gennem de sjaskvåde gader, op ad en rusten brandtrappe i den faldefærdige, forladte bygning og finder et shintotempel på taget. Herfra er det, at lyset strømmer, og idet hun krydser den tempelport, der markerer overgangen mellem den verdslige og den åndelige verden, befinder hun sig i frit fald ned gennem et stort, overjordisk rum. 

Anderledes gråt, grumt og nede på jorden forholder det sig for Hodaka, da han når frem til Tokyo. Han har lejet sig ind i en boks, hvor han lige akkurat kan ligge udstrakt, have sine ting og spise sine kopnudler. Hodakas opsparing er dog begrænset, og ingen vil ansætte en dreng i den skolepligtige alder, der ikke har nogen identitetspapirer.

»Tokyo er vild!« sukker han, hver gang hans forventninger til, hvor barsk det hele kan være, igen bliver overgået. Da Hodaka for tredje dag i træk sidder og sulter på den McDonald’s, hvor Hina arbejder, forærer hun ham en burger.   

Stakkels solskinspige

Burgeren giver Hodaka fornyede kræfter, som han bruger på at opsøge Keisuke. Keisuke lever sit ungkarleliv i en ydmyg kælderlejlighed og skriver artikler om diverse skrøner til underlødige magasiner. Til gengæld for kost, logi og penge får Hodaka til opgave at skrive om fænomenet solskinspiger, som efter sigende kan standse regnen og få solen til at bryde frem i korte perioder.

En dag redder Hodaka den generøse McDonald’s-arbejder fra nogle gangstere, han selv har haft dårlige oplevelser med, og de bliver venner. Hina bor alene med sin lillebror, og så har hun særlige evner, som de beslutter sig for at udnytte kommercielt. Folk med brug for et afbræk i regnvejret begynder at hyre Hina, og hun leverer varen.

Det mest imponerende ved Weathering with You er den regnvåde, smukke og rå verden, Makato Shinkai har skabt. Tokyo fremstår som en pulserende, sjaskvåd labyrint. Det underprivilegerede hverdagsliv er socialrealistisk og detaljerigt animeret og bliver så afløst af mere spacy scener, hvor himlen åbner sig op opfører sig usædvanligt, opsluger filmens karakterer eller lader det regne med en form for fiskelignende bobler, der går i opløsning, når de rammer jorden. 

Det viser sig, at det har fatale konsekvenser for Hina at bruge sine evner. Samtidig begynder myndighederne at jagte Hodaka, hende og hendes bror, så de kan komme på børnehjem og i skole. Forelskelsen mellem Hodaka og Hina tager til, mens ekstremregnvejret i Tokyo bliver et tragisk bagtæppe for romancen.

Vejret er ude af kontrol, men det er drømmepigen Hinas selvopofrende tendenser også, og det ender med at være hovedudfordringen i den lidt ferske kærlighedshistorie, Weathering with You først og fremmest er interesseret i at fortælle. 

’Weathering with You’. Manuskript og instruktion: Makato Shinkai. Japansk. 108 minutter. Vises i udvalgte biografer i landets større byer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her