Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Malou Aamund leverer i sin debutroman nem underholdning, hvor alt er skåret ud i pap

Malou Aamunds debutroman ’Maria’ kan læses som et katalog over kvindeproblemer
Det kendetegner i det hele taget bogen, at man bare kan suse den igennem uden at være nødt til at fordybe sig. Men kan man lide den slags bøger, er 'Maria' nem underholdning, skriver anmelder Karen Syberg.

Det kendetegner i det hele taget bogen, at man bare kan suse den igennem uden at være nødt til at fordybe sig. Men kan man lide den slags bøger, er 'Maria' nem underholdning, skriver anmelder Karen Syberg.

Søren Bidstrup

Kultur
6. marts 2020

Malou Aamunds debutroman, Maria, er skematisk. At den er bevidst skematisk fjerner desværre ikke indtrykket af skematik. Det går ud over persontegningen, som sine steder nærmest kammer over i karikaturen.

Romanen følger to mariaer på deres 40-års fødselsdag og er opdelt i to dele, en til hver, hvor kapitlerne bærer de samme overskrifter i den samme rækkefølge.

Den første Maria er gift med Lars, der er en mandschauvinist, som hun hopper og springer for. Desuden er han hende utro. Den anden Maria er gift med Elias, som er sød og god, og som hun er utro. Den anden Maria satser alt på karrieren og begynder således allerede på arbejde igen tre måneder, efter at hun har født.

De to skildres parallelt:

Efter at have fået sønnen Jonas tænker den første Maria:

»Efterhånden havde jeg vænnet mig til bare at få klatsøvn, selv om det i starten havde undret mig, at Lars aldrig vågnede, når Jonas græd.«

– Og den anden Maria:

»Ofte tænkte jeg, at man lige skulle lade lidt tid gå, før man tog hende op, hvis det nu var falsk alarm. Men før jeg overhovedet havde fået taget det første skridt ud af sengen, var Elias der og havde fået ro på hende, så hele familien kunne sove videre.«

Også visse scener går igen:

’Maria’ af Malou Aamund.

’Maria’ af Malou Aamund.

Saxo
På en strand ser den første Maria en gammel mand komme gående støttet af to piger, som, hun mener, må være hans børnebørn. De har hjulpet ham i vandet, men da han bagefter skal klædes på, går han i stå med badebukserne nede om knæene.

»Pigerne stod ved siden af og vidste ikke helt, om de skulle træde til. Jeg fik lyst til at rejse mig og hjælpe ham. Det var ydmygende for ham at kæmpe hjælpeløst, men måske mere ydmygende at være afhængig af sine to børnebørn i en så sårbar situation.«

Den anden Maria:

»... da jeg vendte mig, stod den gamle mand og kæmpede med badebukserne. Det tog en evighed, og hans børnebørn måtte til sidst hjælpes ad, hvor den ene støttede ham, og den anden gav ham bukserne på. Mærkeligt, de ikke havde overladt det til ældreplejen,« tænker hun.

Man lades ikke i tvivl om, at de to mariaer er forskellige, men man får det også skåret rigeligt ud i pap. Det gør begge figurer endimensionale, at de hele tiden reagerer med den samme side af sig selv.

Nem underholdning

Tilsammen vil jeg tro, at de udgør et næsten komplet katalog over kvindeproblemer – med mand, børn, karriere samt opvækst med forældre, hvor far er svag, og mor er en gimpe – men forfatteren forhindrer dem håndfast i at udvikle sig til karakterer med individuelle særpræg.

De er tænkt som typer, og de forbliver typer.

Det hele forbliver på overfladen, hvilket gør romanen noget kedelig – selv om der indimellem forekommer overraskelser. Således har den anden Maria en plakat fra Femølejren hængende med kvinder, der arbejder i marken! Mon ikke Kina og Femø er blevet blandet sammen her?

Sprogligt passer betegnelsen ’velskrevet’ i det store og hele på bogen, isprængt enkelte klodsetheder som »vi var flyttet til byen ved juletid i børnehaveklassen.«

Men ellers er den lige ud ad landevejen, fortællende, metaforløst, bortset fra sværme af sommerfugle, som flagrer gennem begge mariaers liv, uden at jeg helt fatter hvorfor. Et enkelt sted ’oversættes’ de imidlertid, så man må forstå, at de skal have en skjult betydning.

Den første Marias far er blevet dement, men da hun var barn, har han fortalt hende om sommerfuglepuppen, der ligger bomstille, mens forvandlingen foregår. Undtagen hvis den fornemmer en fjende, så giver den et sæt, der skræmmer fjenden væk. Det samme gør den demente far ved at lade, som om han sover, indtil moren kommer tæt på. Så brøler han hende op i ansigtet, så hun flygter.

»Jeg kiggede på min far, smilede, for jeg følte, jeg endelig havde regnet ham ud.

’Nå, jeg må hellere gå ned og få den dessert, så fjenden ikke kommer herop igen’, sagde jeg.

Han lukkede øjnene og nikkede.«

Der er ikke behov for megen tolkning her, og det kendetegner i det hele taget bogen, at man bare kan suse den igennem uden at være nødt til at fordybe sig. Men kan man lide den slags bøger, er Maria nem underholdning.

Blot er det ikke er en tekst, der sætter sig i en, det eneste, jeg stadig grubler over, er, hvad alle disse sommerfugle skal til for. Helt ud i det i øvrigt flotte omslag af Alette Bertelsen er de der, idet de to mariaer, som her vender ryggen til hinanden, glider ind over hinanden med deres røde hår, så de to nakker tilsammen med resten af håret danner en sommerfugl.

Til slut: Jeg har ikke nævnt, hvordan det ender for de to mariaer, men læseren kan jo prøve at gætte.

’Maria’. Malou Aamund. Gyldendal. 252 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Hvis man vil være rig skal man bare kunne lave én ting som mange køber, og det er som regel lettere sagt end gjort.