Mathilde Walter Clark fik mig til at spekulere over, hvordan man skriver gode essays. Svaret: sådan her

Mathilde Walter Clark begynder sin essaybog med en længere tekst om en seriemorder. Den er et kunststykke, det første af flere.

Det vil sige – teksten handler rigtignok om en seriemorder, Tommy Lynn Sells, som blev henrettet i 2014 efter at have begået, hvad man anslår til over 30 drab i løbet af godt 20 år. Det er en medrivende oprulning af en gyselig historie fortalt i korte stykker ad gangen og gennem fint koreograferede spring i tid og sted.

Men teksten består samtidig af en række sidemotiver, som tråde spundet tæt sammen til en myriade af mindre billeder. Mens essayet forbliver én tekst, ét billede.

En prominent plads i rækken af mindre indvævede motiver indtager huset i St. Louis, USA, hvor Mathilde Walter Clark i noget af sommerferierne i sin barndom boede med sin far, farens kone og sine halvsøskende. Og hvor Tommy Lynn Sells begik to af sine drab. Hvis det da ikke var i nabohuset, drabene blev begået. For huset er ikke bare motiv for drabets og morderens og dermed det menneskeliges dybe uudgrundelighed, men også for erindringens små, men afgørende forskydninger.

Og sandelig, i det motiv ligger yderligere et motiv og en gåde, nemlig forfatterens – jegets – forhold til den som regel fjerne far og hans kone. Og i dét og i husets motiv ligger også forfatterens fundamentale mangel på et samlende sted, en geografisk rod, som hendes eksistens entydigt kunne skyde op fra, og som lige så umisforståeligt kunne udpege hendes identitet, hendes jeg.

Og – igen sandelig: Alle de forbundne billeder i den lange første tekst projiceres ud i bogens øvrige essays, til andre fortællinger og tankestrømme og i nye former.

Mathilde Walter Clarks bog fik mig til at spekulere over, hvad det vil sige at skrive gode essays.

Det letteste svar er: sådan hér, ligesom Mathilde Walter Clark. Og det vil i den variant – hendes – af at skrive gode essays sige: enormt koncentreret om sit emne, vekslende mellem det morsomme og det sørgmodige, vekslende også mellem fortællende passager og filosofi og så altså vekslende mellem at lade alt, fortælling, billeder, motiver, tilsyneladende strømme frit og at samle det hele i ét billede.

Grænseløsheden

Bogens titel udtrykker det samme, så vidt jeg kan se: »Huset uden ende«. Ental bestemt, men ellers uden grænse og bestemthed.

Det med grænseløsheden, det ubundne og frie, men stadig tydeligt forankrede går igen i indholdet.

Mathilde Walter Clark skriver flere steder om sin egen stedløshed. Hun er fra St. Louis og Allerød, men mest ikke noget bestemt sted fra. På en lignende måde er det med kønnet og i det hele taget med jegets placering i bredere kategorier. Hun hører til mange steder og er mange på én gang, men vil nødig reduceres til nogen af delene.

Hun formulerer det bedre alternativ: at »være fri i sit jeg, fri fra gruppeidentiteten« og om at »stå ved sit eget perspektiv som netop sit eget«.

At ordet er »perspektiv«, er ikke tilfældigt. Meget i hendes essays går ud på at se. Det handler mange steder om litteratur og næsten altid om noget, der kan omskrives til noget i retning af ’selv at se’ og at ’se ordentligt efter’.

I det ligger også en frihed fra identiteter, som er påtvunget én udefra, og fra, hvad der i bogen hedder »forklaringsmodeller«, dvs. på forhånd fastlagte forståelser, som gennemtrænger og bestemmer alt.

Ingen automatforklaringer

I et forrygende essay handler det om en kunstig gorilla opstillet i den amerikanske flække Corsicana, som bliver pillet ned af de lokale myndigheder, fordi gorillaen med sin mørke farve og indespærring på nogen har virket »racemæssigt ufølsom«. Denne nogen viser sig i øvrigt at være gennemrejsende russer.

Herfra udfolder essayet en nænsom, men skarp gennemskrivning af »forklaringsmodellernes« historie fra nøgentvang i 1970’ernes børnehaver til »privilegieblindhed«, »safeplaces«, »nultolerance« osv.

Noget af det meget sympatiske ved Mathilde Walter Clarks bog er, at hun ikke lægger sig fast i en bestemt position. Det er jo pointen; ental bestemt, men ingen automatforklaringer.

Når det gælder den lange parade af slagord, er deres uimodsigelighed jo kun et udtryk for et nyt regime og en ombytning af et magtforhold, ikke nødvendigvis for en dybere retfærdighed.

Og når det gælder kønnet og racismen: Ikke at ville reduceres til ét – til køn, til race – men at ville være sit jeg, et hus »uden ende«, rummer også et krav om lighed. Også feminisme og antiracisme er stærke tråde i bogen.

Som baggrund for det hele står en humanisme, som teksterne præciserer. Idéen om et menneskeligt fællesskab, mangetydigheden og de skiftende perspektiver er også en bund for Mathilde Walter Clarks litteratursyn og metode, tror jeg. En poetik simpelthen:

»Vi er alle udsatte. Der findes ingen entydige svar. Kun perspektiver og blinde vinkler.«

Det er bogen en eminent demonstration af.

Mange af dens tekster har været bragt før i kortere versioner rundtomkring i aviser og magasiner. Af grunde, som jeg lige nu ikke begriber, havde jeg ikke læst en eneste af dem. Blindhed, fordom, dovenskab? I don’t know. Men nu har jeg heldigvis.

Mathilde Walter Clark: ’Huset uden ende’. Politikens Forlag. 288 sider. 200 kroner.