Den 27-årige amerikanske rapper Destiny Nicole Frasqueri med kunstnernavnet Princess Nokia er ikke som prinsesser er flest. Hun er et attitudecirkus, en genrehybrid og en trodsig queer, der ikke er sådan til at blive klog på.
En emoprinsesse, der står på skateboard. En drengepige, der har Bart Simpson som rollemodel og ikke er bleg for at moone sit publikum eller spytte øl i hovedet på dem. En biseksuel poppersona opkaldt efter mærket på en finsk mobiltelefon.
Mandag aften spiller hun koncert i Pumpehuset i København. Hun har ry for at være et energivirvar og en feministisk gavflab på en scene. Inspirationen til sine liveshows har hun hentet i rave- og punkkulturen, men i den amerikanske sanger og rappers verden kan de to ting sagtens forenes til et safe space, hvor alle kan føle sig velkomne og trygge.
Hun definerer sit køn som nonbinært, veksler gerne mellem at foretrække pronominerne ’de’ og ’hun’ brugt om sig. Derudover identificerer hun sig som nuyorican. Neologismen er et ordspil, der kombinerer hendes hjemby New York med det Puerto Rico, hvor hendes familie stammer fra.
Frasqueri mistede som barn sin mor til AIDS og blev anbragt i en plejefamilie, der vanrøgtede hende. Blandt andet fortæller hun i den korte dokumentarfilm Destiny, hvordan hendes plejemor sminkede hendes sorte øje, så de tæv, hun fik, ikke blev foreviget på skolebillederne. På et tidspunkt fik hun nok og løb hjemmefra med tre dollars på lommen og 75 procent opladt batteri på sin telefon.
Da hun kom på high school fik hun sin første kæreste, en emofyr, der romantisk delte sine høretelefoner med hende, så de sammen kunne lytte til musikken på hans blå iPod Shuffle. Det var også deromkring, hun selv begyndte at spille og skrive musik. I ægte DIY-ånd udsendte hun sine første elektrosoulede sange via YouTube og SoundCloud under aliasset Wavy Spice. Der gik ikke længe, før tilbud fra større pladeselskaber tikkede ind, men det tiltalte hende mere at dyrke undergrunden og lave musikken selv.
’1992 Deluxe’
Da hun for alvor tog hiphoppen til sig, skiftede hun navn til Princess Nokia. Hendes tredje mixtape, ep’en 1992, blev en succes, der kun voksede sig større, da pladeselskabet Rough Trade i 2017 genudgav den i en deluxe udgave. Det er stadig hendes bedste album til dato.
Ikke mindst på grund af hittet »Tomboy«, hvorpå hun rapper om sit babyfedt og sine små bryster til et marcherende lilletrommesample og knips. Nummeret var med sin ’jeg er som jeg er’-tematik på en måde et varsel om den kropspositivisme og ’gør det selv og elsk dig selv’-mentalitet, der har vundet mere og mere indpas i populærmusikken de seneste år.
På coveret til 1992 Deluxe ser man en ung Destiny iført gigantisk joggingtøj storsmilende spille basketball i sit barndoms hood i Lower East Side. På det næste album, A Girl Cried Red, ses hun i identisk baggy style i The Bronx, men med en diametral modsat udstråling. Hadsk giver hun fingeren til verden.
Stilmæssigt er A Girl Cried Red langt fra debutens rebelske rap. Den er indiefolket og emo, og Princess Nokia synger nu mere end hun rapper. At hendes to første plader på denne måde både kontrasterer og reflekterer hinanden og hendes humør er helt bevidst, og hun omtaler dem selv som tvillinger.
Musikkens mange stemmer
Princess Nokias tekster er altid selvbiografiske, og hun er meget direkte om både op- og nedturene i sit liv. Everything Is Beautiful og Everything Sucks hedder hendes to aktuelle album, der udkom samtidig i slutningen af februar og meget vel kan kategoriseres som hendes andet kuld tvillinger.
Everything Is Beautiful og Everything Sucks udkommer begge på pladeselskabet Platoon, der blev grundlagt for et par år siden på princippet om at hjælpe musikere til at udgive deres musik uafhængigt og blandt andet har spillet en rolle i Billie Eilishs kometagtige udvikling fra Sound Cloud-sangerinde til musikprisstøvsuger. Det kan derfor virke en anelse paradoksalt, at Platoon i 2018 blev opkøbt af selveste Apple.
Alle Princess Nokias albums kan stadig høres på de fleste streamingtjenester, men hendes radioprogram Voices In My Head er produceret for Apple Music og kun tilgængeligt for deres kunder. Så måske er Frasqueri, der tidligere har harceleret højlydt om musikindustrien og væmmet sig ved pladeselskabernes magt til at indskrænke kunstnernes kreative frihed, alligevel ved at blive indhentet af den storkapitalistiske virkelighed?
I Voices In My Head spiller hun både postpunk, indierock, kvindelig rap, funk, alternativ dance og gammeltmoderne hiphop. Hendes spillelister har blink-182 side om side med Coldplay, og adspurgt fremhæver hun Jamilla Woods, TLC og Nicki Minaj som musikere, hun respekterer og ser op til.
Alting stinker
På Everything Sucks dyrker hun en tvær æstetik. Hun integrerer gerne gale grin eller sampler biplyde fra en antikveret fastnettelefon, så de danner deres egen lille melodi. Mens mange hiphopnumre har en overrepræsentation af selvforherligelse og blær, rapper hun på »Gross« om, hvor klam hun er, hvor mange pletter hun har på sit tøj og det hvidløg, hun render rundt med i lommen, som battlede hun om prisen for at være mest usoigneret.
Også hendes barndom, særligt tiden i pleje, får en hård medfart. Uden omsvøb beskriver hun på afslutningsnummeret »Just A Kid«, hvordan oplevelserne i barndommen stadig forfølger hende:
»Left as an orphan / No other options / She hit me again and I want her to stop it / The place of my soul has grown microscopic / They take me on weekends and act like they care / I lived in fear / I was young, I was scared / The scars of my childhood have followed me here / The patterns repeat and they comeback right here«.
Alting er smukt
Til sammenligning er Everything Is Beautiful umiddelbart mere lys. Den åbner med solskinssoul, funky elklaver og håndklap på »Green Eggs & Ham«. Sangens budskab er, at man skal elske sit indre legebarn og opfordrer alle til at sprede kærlighed.
Men den energiske optimisme varer ikke evigt. Ikke mange numre inde på pladen begynder voksenlivets strabadser som skatteregnskaber og stress at melde sig.
Med en sløv, mørk diktion sender hun på omkvædet på nummeret »Gemini« en hilsen til The Doors, når hun synger: »Riders on the storm, riders on the storm / Always on my own, tryna find up a home«.
Som var pladen en skoleopgave og Princess Nokia den pligtopfyldende elev afslutter hun Everything Is Beautiful med en konklusion. Den er kort og godt, at hun elsker musik. Og hun er stolt af, at denne kærlighed materialiserer sig så forskelligartet.
»Here is the conclusion, I love making music (...) I'm bad at spoken word, so I became a rapper / And sometimes I'm a model, and sometimes I'm an actor / I've played with many looks, and sung in many songs / Everything that I release is something that I know / All my albums differ, and I am really proud of that« rapper hun på »The Conclusion«.
Princess Nokia er en subkulturel kamæleon med en kalejdoskopisk personlighed. Hun stopper nok ikke foreløbig med at udgive musik, der tager nye ekskurser, for som hun med ærlig ydmyghed forklarer i et interview med Rob Markman fra musikmediet Genius:
»Jeg har altid sagt, at min kunst er meget vigtig for mig, fordi den gør mine svagheder smukke. Jeg har aldrig været den bedste sanger, aldrig den bedste performer, den bedste rapper, den bedste lyriker, men jeg elsker det så meget, at jeg bliver ved med at arbejde for det.«
Kilder: The New York Times Magazine, Genius, RollingStone og The Guardian.
Princess Nokia: 'Everything is Beautiful' (Platoon).
Princess Nokia: 'Everything Sucks' (Platoon).
Princess Nokia spiller efter planen koncert den 9. marts 2020 i Pumpehuset.
