Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Moralen i ’Kød og blod’ er ret tydeligt et suk over uretfærdigheden ved social arv

Jeanette Nordahls danske mafiadrama ’Kød og blod’ føles snarere som en effektiv måde at sætte suveræne Sidse Babett Knudsen i scene på som episk godmother end som et faktisk besøg i den kriminelle underverdens udkant
Et familieportræt fuld af betingelsesmættet kærlighed.

Et familieportræt fuld af betingelsesmættet kærlighed.

Chr. Geisn

Kultur
13. marts 2020

Man spiser morgenmad sammen. Som det første kommer man hen til spisebordet, man går hen til Mor og giver hende et kys på munden, og så sætter man sig ned og drikker en kop kaffe og spiser noget sammen. For sådan gør en rigtig familie. Man lukker dagen ind og ruster sig mod verden skulder mod skulder. Man gør det, der skal til, for at tjene pengene. Og så sladrer man aldrig.

Kød og Blod af spillefilmsdebuterende Jeanette Nordahl er vist ikke set før på dansk jord: en vaskeægte dansk mafiafilm med en rigtig Godmother. Bodil (Sidse Babett Knudsen) låner fra sit kontor i sin natklub penge til lyssky folk fra lokalsamfundet, der ingen chance har for at låne i banken.

Senere pudser hun sine tre voksne sønner på disse ’klienter’ for at inddrive gælden med renters renters rente. Selv om klienterne ingen penge har, så går det som regel hurtigt nok med at skaffe dem, når først brødrene for eksempel har givet klienternes børn et lift hjem fra skolen med en lille hilsen til farmand.

Når brødrene er hjemme igen med røde knoer og blod på skjorten og kontanter i konvolutten, så får de en møsser af Mor og kan hygge sig nede i mandehulen med PlayStation og joints og bajere. De kan også flippe ud på familiens natklub. Bare de sidder klar til morgenmaden næste morgen.

En del af familien

Det er denne hyggelige-ikkehyggelige, sekterisk kærlige, konstant truende familiestemning, som den fortabte teenagepige Ida (Sandra Guldberg Kampp) flytter ind i, da hendes mor, en narkoman, dør, og hun ingen har i hele verden pånær en socialrådgiver og så moster Bodil, som hun ikke har kendt siden barndommen.

Moster Bodil tager hende under sin tunge, lune vinge, hun giver gode, lange kram, det er ikke for pengenes skyld, at Ida får husly, forsikrer hun. Og/men nu er Ida en del af familien og dermed en del af familieforretningen, hun skal ikke skånes for nogen samtaler eller for noget syn. Og der går ikke længe, før også Ida sidder med i bilen, når datteren til en klient skal hentes efter skole.

Jeanette Nordahl har sammen med manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe lavet en tydelig genrefilm i den forstand, at vi kender mafiosalogikken, vi kender den kvælende, betingelsesmættede kærlighed og den blodige uregerlighed, der følger med, så snart tingene ikke går efter planen. Kød og blod er samtidigt en lille, provinsiel dansk version af det mafiadrama, vi kender. Her er ingen maskingeværer og oversavede hestehoveder, men et skramlet hjem og nogle gældsatte stakler ude på landet.

Men denne verden er befolket af genkendelige skuespillere – Elliott Crosset Hove som mellemste bror, Joachim Fjelstrup som storebror, Sofie Torp som hans hustru. Besir Zeciri gøres til en lidt komisk karikatur på en blank, liderlig lillebror, mens de andre spiller deres roller med dygtig præcision, men man kan savne den autenticitet, som bl.a. Nicolas Winding Refn og Michael Noer har givet Pusher og Nordvest ved at caste nyt og fra hårde miljøer.

Sidse Babett Knudsen er lige så god, som man kan forestille sig. Rollen er anledning til at lade hende udfolde sig på de højeste skingre og dybest dundrende tangenter på samme tid: Bodil er et overbevisende mother-monster: skinger og giftig, blød og varm. Det er ikke svært at forestille sig, at en rodløs niece, der ikke har nogen tryghed i fortiden at sammenligne med, kan blive lænket fast af den slags kærlighed. 

Her er Ida som et lille sorgspøgelse, der siver rundt og leder efter noget moderlig kropsvarme. Men det er også svært at blive grebet af dramaet via hende. Allerhøjest danser Sandra Guldberg Kampps fine smilehul lidt på kinden, når der sker noget tilnærmelsesvist opmuntrende. Rollen er i dets underspil en lidt tøvende vej ind i et drama, der bruger dundrende, svimlende lyd til at udtrykke følelser, som vi ikke mærker lige så klart gennem skuespillet.

Filmens morale er ret tydeligt et suk over uretfærdigheden ved social arv: at nogen får børn, der er født til ikke at have en chance i livet. Skulle jeg for alvor have taget det ind, skulle miljøet i højere grad have omslugt mig og givet mig mere af den klaustrofobi, man mærker ved morgenens spisebord og mors truttende kyssemund.

’Kød & blod’. Instruktion: Jeanette Nordahl. Manuskript: Ingeborg Topsøe. Fotograf: David Gallego. 90 minutter. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her