Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mungo Park-direktør Anna Malzers personlige farhistorie kan ikke helt bære at blive gjort til samfundsproblematik

Kan mænd virkelig græde? Ja, selvfølgelig kan de det. Mungo Parks nye teaterdirektør Anna Malzer er klar med sin første store og mere personlige forestilling, der vil diskutere, hvad der sker med piger, som vokser op uden en far i et miljø med muskuløs maskulinitet. Men trods mange glimrende takter bliver diskussionen ikke rigtig aktuel
Anna Malzers første store forestilling på Mungo Park er ’Tatovering’, og mange har været spændte på, hvordan det nu skulle gå. Det korte svar er, at det går okay, skriver anmelder Nanna Goul.

Anna Malzers første store forestilling på Mungo Park er ’Tatovering’, og mange har været spændte på, hvordan det nu skulle gå. Det korte svar er, at det går okay, skriver anmelder Nanna Goul.

Simone Bartholin

Kultur
11. marts 2020

Det unge, brusende teatertalent Anna Malzer er ikke bange for at eksperimentere og har haft stor succes med at iscenesætte svære og højst samfundsaktuelle problematikker.

Det ved vi fra hendes tid som kunstnerisk leder af Teater Momentum i Odense, hvor hun med sin trilogi om det nye Europa blandt andet satte de svenske asylbrande, porno og livestreamede selvmord blandt unge på programmet.

Nu har Malzer så skiftet Momentum ud med Mungo Park i Allerød, hvor hun sidste år blev direktør, og er klar med sin første store forestilling Tatovering, som hun selv instruerer og har skrevet manuskript til.

Tatovering handler om en ung kvinde, hvis far er døende. Selv skriver Anna Malzer om forestillingen, at hun netop har mistet sin egen far og har skrevet teksten midt i sorgen:

»Teksten er ikke selvbiografisk, men er vel en slags autofiktion med streg under fiktion. Den handler om en pige, som på en og samme tid vil gennemskue sit eget lille liv og de store systemer.«

Den personlige historie

Modsat tidligere, hvor Anna Malzer snarere har udvalgt sig et samfundsaktuelt emne, hun kunne bearbejde og konkretisere i scenekunstnerisk form, ja, så har vi nu at gøre med den omvendte bevægelse. Tatovering tager udgangspunkt i hendes egen historie, som Malzer så forsøger at gøre repræsentativ, politisk og samfundsaktuel.

Spørgsmålet er bare om lige præcis dét projekt lykkes. Nogle gange er den personlige historie repræsentativ for en større tendens, og andre gange er den ikke. Men det vender jeg tilbage til.

Tatovering handler om en ung kvinde i 20’erne, der er ved at tage afsked med sin døende far, som hun ikke har haft nogen særlig glæde af, mens han levede, og ikke kender særligt godt. Vi pendler frem og tilbage mellem den døende far og genbesøg i erindringsglimt fra kvindens faderløse opvækst og ungdom. Pigen havde ikke andre bonusfædre og er vokset op i et multikulturelt miljø, hvor der især dyrkes en stereotyp og muskuløs maskulinitet.

Opmærksomhed gennem seksuelle ydelser

Tatovering er skrevet frem som en dualistisk monolog, og det fungerer enormt godt. Pigen – og den fra nutiden talende kvinde – har spaltet sig selv op i to stemmer med tilhørende to fysiske manifestationer, nemlig de to brave skuespillere Nana Morks og Sara Fanta Traore, der kan diskutere, agere og skændes med hinanden. Det skaber en god energi og vekselvirkning, der kan bære fortællingen frem på en dynamisk måde.

Tatovering vil som sagt gerne diskutere, hvad der sker med piger, der vokser op uden faderfigurer i et relativt råt miljø med karikerede maskuline idealer indhentet fra stenalderen. I dette tilfælde sker der det, at kvinden – siden brysterne sprang ud, som det meget fint konkretiseres af et blomsterflor påsat brystkassen – har tilranet sig mandlig bekræftelse og opmærksomhed gennem især seksuelle ydelser.

Hendes adfærd over for det modsatte køn bliver løbende tiltagende grænseoverskridende og kynisk, og i den basale valuta er sex ikke ømhed. Indtil hun møder en, der ser igennem hendes overflade og løsner lidt op for det hele. Men så dør han i krigen i Afghanistan, og så er hun på den igen.

Bedaget diskussion

Grundlæggende synes jeg, at bevægelsen fra den personlige historie, der skal forstørres og gøres repræsentativ for en samfundsaktuel problematik, ikke helt fungerer. Det er, som om at manuskriptet ikke kan bestemme sig for, om det vil forankre sig i det personlige eller det mere generelle.

Hvis Anna Malzer havde valgt at fortælle en fuldgyldig personlig fortælling med sine egne overvejelser, og ikke – som nu – lade den være inspireret af personligt stof, ja, så ville vi være ude over dét problem. For der, hvor Tatovering står nu, kan den individuelle historie faktisk ikke bære at blive gjort til en større samfundsaktuel historie – ikke uden i hvert fald at blive for stereotyp og unuanceret.

For at diskuterer dette – piger, der vokser op uden fædre – i et samfund anno 2020, hvor børn vokser op i alverdens forskellige familiestrukturer lige fra homoseksuelle forældrepar over regnbue-, trans- og nonbinære familier, ja, det virker altså lidt bedaget. Og i hvert fald ikke superaktuelt.

Mere mudder

Når alt kommer til alt, er det derfor en lidt blandet følelse, som Tatovering efterlader denne anmelder med.

Der er skønne scener, især dér, hvor der bliver skruet op for kompleksiteten, og vi kommer ud over de sort-hvide kasser, som jeg synes er lidt for dominerende.

Som da pigen afpresser en arbejdsgiver, der har lagt an på hende – ved at have optaget hans seksuelle tilnærmelser af hende (en mindreårig) på sin telefon og truer med at offentliggøre det – og han bryder helt sammen og græder. Det efterlader hende chokeret, aldrig har hun set en mand græde før, men i stedet for at blive formildet af det, udnytter hun hans sårbarhed og stjæler fra ham.

Her bliver tingene lidt mere mudrede – på den opløftende måde. Og den slags glæder jeg mig meget til at se mere af fra Malzers hånd og ånd!

’Tatovering’. Instruktør og dramatiker: Anna Malzer. Skuespillere: Nana Morks og Sara Fanta Traore. Forestillingen spiller i første omgang indtil 11. marts på Mungo Park i Allerød, hvor den igen spiller 29. april-1. maj, 2.-4. april spiller den på Mungo Parks scene i Gladsaxe og 22.-29. maj på Teater Republique på Østerbro, København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her