Lytter man til musik på en anderledes måde i en undtagelsestilstand? Det er vist sandt, når man tænker på dødens nærhed som en sådan tilstand, og jeg tror, at de fleste har erfaret, at en bestemt musik har haft en særlig betydning for døende familiemedlemmer eller venner.
En af mine gode bekendte lyttede i sine sidste døgn til adagiettoen fra Mahlers 5. Symfoni, som i øvrigt foruden skønheden i sig selv kan forbindes med epidemisk livsafslutning, i dette tilfælde kolera, ved sin tilstedeværelse i Luchino Viscontis film Døden i Venedig (1971).
Også i den aktuelle undtagelsestilstand står døden i baggrunden og spiller op til dans, som den gør – knap så smukt – på en forstemt violin under rejsen gennem menneskelivets faser i Mahlers 4. Symfoni.
Men altså: lytter vi anderledes til musik nu, hvor livets alvor er blevet et kollektivt anliggende? Opsøger du nu musikken med den rolige puls, som måske rammer dig særlig dybt, når du er alene? For mig kunne det være Bachs »Erbarme dich« fra Matthæuspassionen, Beethovens »Arietta« fra den sidste klaversonate Opus 111, den første sats fra Brahms’ Ein Deutsches Requiem, Sibelius’ Svanen fra Tuonela, den langsomme sats fra Mozarts Klaverkoncert nr. 23.
Musik kan andet og mere end at være behagelig og udfylde tiden. Den kan – med en omskrivning af Halfdan Rasmussens digt om at lære – sprænge eller samle dit eget verdensrum, vække det, der sover, og gøre tanken fri til at se en himmel over hver drøm du lever.
Dyster og mystisk
Dette var et længere tilløb til mit egentlige forehavende, det nye album med solokoncerter af Bent Sørensen. Med den bagtanke, at også modernismen af i dag kan sprænge og samle verdensrum i en trængselstid. For udgivelsen gælder det, at solisterne ikke bare er ubestrideligt store musikere. I kraft af deres personligheder, kompetencer og indføling så at sige inkarnerer de musikken, den tilhører dem, og den er da også skrevet til dem hver især.
Klaverkoncert nr. 2 (2009) er med Leif Ove Andsnes og Det Norske Kammerorkester under Per Kristian Skalstad. Med tilnavnet La Mattina (morgenen) og i fem korte satser. Der er flere ting, som griber ind i oplevelsen af værket. Det hviler hørbart på en dyb kærlighed til klaverkomponisterne Bach og Mozart. Og den italienske titel og satsbetegnelser som »lugubre« (dyster), »luminoso« (strålende) og »misterioso« (mystisk) kan associere til hele det åndelige kompleks, der hører til Venedig som skønhedens og dødens by.
Koncerten begynder således dunkelt, det er tåget og drømmeagtigt, og efterhånden dukker sekvenser af en koral op, angiveligt inspireret af Ferruccio Busonis klaverbearbejdelser af Bachs orgelkoralforspil – som en sørgegondol på vej i den årle morgenstund. Her er det svært at undslippe billederne fra Bergamo af militærkøretøjer lastet med kister i langsom kortege.
Dernæst lyser det op, livet pibler frem, klaveret koncerterer med orkestret, som på et tidspunkt forvandler sig til en overnaturlig mandolin, musikerne nynner, og Andsnes sprudler i den førerrolle, man forbinder med Mozarts koncerter.
Man kan høre de næste par satser som bearbejdelser eller nye vinkler på stoffet, hvor smertelige og konfliktfyldte emotioner kommer til udtryk. Glædesrusen i finalen er dermed tilkæmpet, en motorisk overgivenhed, der rækker hånden bagud til mestrene Vivaldi og Bach, sågar også til Ravel. Men det slutter uventet med et neddæmpet, kort citat af begyndelsens dunkle Bach-koral. Glem ikke mørket.
Ophøjet ro
Klarinetkoncerten (2012) er med Martin Fröst og DR SymfoniOrkestret under Thomas Søndergård. Den spanske titel Serenidad betyder ophøjet ro og kom til Bent Sørensen under et besøg i Barcelona. Klarinetten var hans eget instrument i en fjern fortid, både i klassisk og folkemusik, men koncertens gestalt og indhold er skræddersyet til Frösts helt personlige musikerskab.
Mozart og Carl Nielsen havde bankende hjerter for klarinetten, i kompletterende modsætninger, derfor står deres klarinetkoncerter som twin peaks i genren. Bent Sørensen stiller sig imellem disse to giganter.
Hans klarinetkoncert er en generøs udstilling af Frösts mageløse beherskelse af instrumentets registre, de magiske gradueringer af den svage dynamik, den ekspeditte fingerteknik, den klanglige fantasi. Tilmed specielle færdigheder som den cirkulære vejrtrækning, dvs. dette at kunne spille vedvarende, mens man trækker luft ind, og at synge, mens man spiller. De tre satser forløber på en måde som et drömspel i Strindbergsk forstand, hvor tid og rum ikke eksisterer, en tilstand af erindringer, ideer, hændelser og impulser.
En uventet hændelse er de syv klarinettister, der forsigtigt blander sig i solistens tyste replikker i tredje sats. En erindring kunne være den enkle melodi, der kommer frem i anden sats og gentages i den følgende. Tæt på en folkemelodi med de korte, faldende sekvenser, et minde om noget genfundet, måske en herzlichen Gruß til Alban Berg, som bringer noget tilsvarende i spil i sin violinkoncert.
Gylden klang
Norske Tine Thing Helseth hører til vor tids største trompetsolister, det er hende, Bent Sørensen har haft i tankerne til sin Trompetkoncert (2013). Klangligt set er det et fascinerende værk, som stiller Helseths lyriske åre og letflydende teknik til skue.
Det er slående, at koncerten ikke forfalder til trompetklicheer som fanfarer, blærede høje toner eller triolstød i lange serier. Vi hører en dramaturgi i tre satser udspændt mellem den søgende solist og det fine norske kammerorkester, der agerer luftigt og præcist med subtile modsvar. Igen bevæger musikken sig ofte i uhyre svage styrkegrader, hvor man helt naturligt tvinges til at lytte mere intenst end ellers.
Som med de to andre koncerter kan man ikke undgå at spekulere på, hvem Bent Sørensen måtte føle sig i slægt med. Og umiddelbart er der ingen, heller ikke blandt nutidige komponister. Dog, under anden sats melder et ganske specielt værk sig i det tredje øre, ikke en egentlig trompetkoncert, men et stykke hvor en ensom trompet vedbliver at gentage en frase over for et lille, ikke særligt lyttende orkester: The Unanswered Question (1908) af Charles Ives.
Og i forlængelse af det minder Helseths suveræne og gyldne klangdannelse om det, man kan høre hos lyriske mestre som Miles Davis og Palle Mikkelborg, i øvrigt begge store Ives-fans.
Det er et skønhedssøgende værk, som udforsker trompetens retoriske potentiale med forfinede spillemåder og lange fraser i intonationsmæssigt udfordrende intervaller, ligesom der skabes virkningsfulde rumlige sceneskift med den åbne klang afvekslende med forskellige typer dæmpere.
Antydningen som virkemiddel er typisk for Sørensens måde at udtrykke sig på, og her dyrkes den i udstrakt grad, så man nysgerrigt vil kunne finde noget fint støv at samle op i genhøret.
Det er således et album med rigt belønnende udfordringer – i en tid med trængsler og uvant isolation. Det er nemt at komme i kontakt med ved at streame fra Spotify eller Apple Music.
Bent Sørensen: ’Concertos’. Leif Ove Andsnes (klaver), Martin Fröst (klarinet), Tine Thing Helseth (trompet). Det Norske Kammerorkester under Per Kristian Skalstad. DR SymfoniOrkestret under Thomas Søndergård. (Dacapo Records).
