Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mutter Courage og Hello Kitty er et perfekt match

Det Kongelige Teater står bag en højst aktuel og imponerende moderne opsætning af Bertolt Brechts klassiske antikrigsstykke ’Mutter Courage’, der i den grad tænker ud af boksen
Karen-Lise Mynster stråler i rollen som Mutter Courage, men også scenografien har en hovedrolle.

Karen-Lise Mynster stråler i rollen som Mutter Courage, men også scenografien har en hovedrolle.

Miklos Szabo/Det Kgl. Teater

Kultur
13. marts 2020

Det er et stykke inde i forestillingen, at jeg hengiver mig helt og fuldkomment til Det Kongelige Teaters opsætning af Mutter Courage og hendes børn. Stykket om krigens økonomi og logik blev skrevet på en måned af Bertolt Brecht i 1939 og var blandt andet ment som en advarsel til de omkringliggende nabolande mod at handle med Nazityskland.

Denne fredag aften har et afsprittet publikum, fordelt på hver andet sæde grundet spredningen af coronavirus, i en måneds tid kunnet læse beretninger om, hvordan flygtninge på græske øer modtages af kystvagter, der skubber dem tilbage i bølgerne.

At tage imod flygtninge uden betaling er identisk med økonomisk ruin, sådan er logikken i Grækenland, og det er den også for hovedpersonen Mutter Courage, der lever af Trediveårskrigens rædsler, lever af at sælge det, hun finder på slagmarken og tage værdigenstande fra de lig, der ligger tilbage. Denne aften stråler hun pragmatisk i skikkelse af Karen-Lise Mynster, hver gang hun griber ned i sin bæltetaske og lægger eller henter penge frem.

Hello Kitty har ingen sjæl

Men, men, men. Hvad er det dog på bæltetasken? Denne aften læner jeg mig uansvarligt langt forover og kommer tilnærmelsesvist i fysisk kontakt med en ældre kvindes grå page, mens jeg ser, hvad det er for et emblem, der er påsyet den lilla bæltetaske. Og det er jo ingen ringere end Hello Kitty! Det er lige dér, jeg hengiver mig totalt og heller ikke kan undslå mig for at påbegynde en helgendyrkelse af den prisbelønnede tyske scenograf og kostumier Katrin Nottrodt, der for første gang (men forhåbentlig ikke sidste!) arbejder på en dansk produktion.

For hvor skarpt og frækt er det ikke, at bruge det japanske, kommercielle logo og brand Hello Kitty, et absolut tomt symbol, der i sin sødme udelukkende anvendes for at tjene penge, som Mutter Courages adelsmærke? Mutter Courage, der med næsten stolthed i stemmen siger: »Jeg har ingen sjæl, jeg har brug for brænde«? Det er præcist, overraskende og nytænkende – og det er grundlæggende det, der mest af alt præger instruktør Sigrid Strøm Reibo og Katrin Nottrodts opsætning af Mutter Courage og hendes børn.

Slagmarkens hyæne

Mutter Courage foregår under den uendelige og kaotiske Trediveårskrig fra 1618 til 1648, hvor selve Mutter Courage med sin vogn følger i kølvandet på hærene med sine tre børn med sig og sælger de ting, hun finder, til den helt rette (åger-)pris.

Mutter Courage er historien om overlevelse i yderste potens og om de økonomiske beregninger, der ligger bag alle krige. Mutter Courage er som udgangspunkt ikke noget umenneske. Hun elsker sine børn og gør, hvad hun kan for at overleve og sørge for sine børn, men derudover har hun ikke nogen principper eller moralske kodekser.

Hun er på alle måder en kynisk pragmatiker – af sine fjender omtalt som ’slagmarkens hyæne’ – og er ikke i stand til at vise medfølelse eller hjælpe de lidende i krigen. Eller det vil sige. Hvis der er betaling, er der naturligvis også hjælp.

Ironien er så, at Mutter Courage undervejs i denne forhadte krig, mister alle sine børn, og at hun selv står tilbage som en tom overlever uden nogen grund til at leve videre. En Hello Kitty i krigens malstrøm.

Scenografien har den sande hovedrolle

På papiret er Brechts Mutter Courage en tungere – og helt sikkert ambitiøs sag – at sætte i scene. Jeg mener; en forestilling skrevet i 1939, omhandlende en handlende i Trediveårskrigen – serveret som en helaftensforestilling på over tre timer, kunne være endt umanerligt støvet, uoplagt og søvndyssende.

Men imponerende nok er det endt i den modsatte grøft. Og det skyldes især scenografen og instruktørens måde at puste aktuelt og moderne liv i Brecht og især Mutter Courages kerne som en eviggyldig fortælling om krig på. Skuespillerne gør det på alle måder glimrende – ikke mindst Karen-Lise Mynster – men på mange måder indtager scenografien den sande hovedrolle.

Et teatralsk rum

Brecht arbejdede i sit episke teater med forestillingen om ’verfremdung’ – altså at publikum skulle fremmedgøres og ikke måtte indleve sig i teatrets illusioner, de skulle være kritiske iagttagere. Denne tanke demonstrerer den norske instruktør Sigrid Strøm Reibo, den nye husinstruktør på Det Kongelige Teater, meget effektivt, ved at scenen er opdelt i en række mindre plateauer og dele, der kører op og ned og rundt og forbi hinanden, så der ikke et øjeblik er mulighed for at forveksle scenens rum med en virkelighed.

Og hvis man skulle være fuldstændig ligeglad med Brechts ’verfremdung’, virker det i øvrigt også glimrende som en illustration af hele det kaos, krigen består af, og hvor det er helt umuligt at danne sig et overblik over de enkelte dele.

Alle tiders tøj

At Mutter Courage er en eviggyldig historie om krig, kan i denne opsætning forstås helt bogstaveligt. For det slående ved forestillingens tidsopfattelse er, at der på én og samme scene optræder soldater i kluns, der sagtens kunne have været fra Trediveårskrigen, side om side med skuespillere i nutidigt, forhutlet tøj (med poser fra Føtex), leopardjakker og fikse røde stiletter, militærjakker fra sluttresserne, for ikke at nævne nye hvide sneakers, Mickey Mouse-bluser fra 80’erne og ja, Hello Kitty-pengetasker.

Alverdens tider blandes på den led sammen til et stort, tidløst krigsrod, der yderligere forstærkes af, at det ikke bare er Trediveårskrigen, der hudflettes. Løbende optræder der blandt andet filmklip, kabaretindslag, sange og andet, der både hilser på Anden Verdenskrig, Irakkrigen og Koreakrigen, for nu bare at nævne nogen.

Overlevelse for enhver pris?

Kronen på det scenografiske værk er imidlertid Mutter Courages vogn, der i denne opsætning tager form som en kolos af et Gesamtkunstværk. Her er bygget et slags grønspættehus, hvor både børnene sover og hænger ud, imens Mutter er foretagsom, og et band sidder og spiller.

Der er tøj, mad, tallerkener og glas, varer, gamle fjernsyn, alt bliver stablet op på denne slags ø, som Mutter og hendes børn kan trække rundt med, når de skal videre – alt imens bandet spiller. Hvilket bandet faktisk også gør helt til sidste stund, hvor de efterlader Mutter Courage uden børn – og publikum med en nagende tvivl.

En tvivl, der synes at konfrontere os med spørgsmålet om, hvorvidt det også kan være en ulykke at kunne overleve alt, og om man skal overleve for enhver pris. Det er de meget relevante og højst aktuelle spørgsmål, der trænger sig på i denne topmoderne udgave af Mutter Courage.

’Mutter Courage og hendes børn’. Manuskript: Bertolt Brecht. Oversættelse: Madame Nielsen. Medvirkende: Blandt andre Karen-Lise Mynster, Jens Jørn Spottag, Fanny Louise Bernth, Özlem Saglanmak. Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi og kostumier: Katrin Nottrodt. Det Kongelige Teater. Spiller frem til den 18. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Jakobs

Dødartig pointe!
- Og som man sagde i Hellas : "Frygter ej døden, thi hvor den hersker, er jeg ikke"!
(Frit husket)