Norske Olaug Nilssen skriver klart og stærkt om at være forælder til et autistisk barn

Tidligt i norske Olaug Nilssens roman Tung tids tale skildres et natligt scenarie, som mange forældre med små børn sikkert kender til.

Fortælleren, som hedder Olaug, vækkes af barnets lyde klokken 3:32. Og igen klokken 5:08, hvor barnet er oppe, og der skal skiftes ble.

Når hun et øjeblik vender sig bort for at finde rent tøj frem, er han ude ad døren og løber ned ad gangen. Men der er ikke, som man umiddelbart kunne tro, tale om et barn i vuggestue- eller børnehavealderen.

Barnet er Olaugs niårige søn Daniel, som har en autismediagnose, og før hun har nået at indhente ham, er han gået i kummefryseren i bryggerset og er i gang med at åbne bøtterne med is.

Tung tids tale tager udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer som forælder til et autistisk barn. I korte tekster skildres hverdagens mange udfordringer, ikke kun i forhold til Daniels særlige behov, men også morens daglige kamp mod et hjælpesystem med lange ventelister, følelsesmæssigt udfordrende udredninger og afslag på ansøgninger om aflastning og økonomisk støtte.

Formen kan minde om norske Monica Isakstuens romaner om tabubelagt raseri og afmagt i moderskabet; ofte er der humor i de absurde situationer.

En sorg

Udover Daniel tæller Olaugs familie hendes mand og Daniels to mindre brødre, men det er moren og den ældste søn, som romanen kredser om.

De præsenteres sådan her på første side: »Du hedder Daniel. Du er en stærk dreng på ni år. Jeg hedder Olaug. Jeg er en stor kvinde på snart fyrre.«

Den direkte henvendelse spejler Olaugs daglige forsøg på at skabe kontakt til sin søn. Ved første læsning af romanen kan man forestille sig en stærk dreng på ni år – energisk og glad og fuld af livsmod – og en stor kvinde på 40; en frodig og tryg morkrop.

Efter at have læst romanen er det svært ikke at læse disse indledende sætninger på en anden måde. Daniel er med sine ni år begyndt at blive fysisk stærk. Moren er stadig større end ham, og når han bider hende i ansigtet, slår med knyttet hånd og sparker, kan hun forsvare sig.

Spørgsmålet ligger som en sorg under hele romanen: Hvad sker der, når Daniel bliver for stærk for sine forældre; når de ikke længere kan være alene med ham?

Daniels finurlige verden

Som lille lå Daniel langt foran andre i udviklingen, han talte i grammatisk korrekte sætninger og havde et stort ordforråd. Fra og med treårsalderen begyndte sproget at forsvinde.

Nu vifter han med armene, når han er glad, bliver voldelig, når han er frustreret. Olaug tager ham med på køreture med musikken skruet højt op og med ud i skoven, hvor han kan løbe energien af sig, så han ikke raserer huset.

Hun kan ikke sætte friske blomster på bordet, for han spiser dem og bliver forgiftet. Han spiser jord og shampoo og cigaretskodder. I en stærk scene går naboen forbi deres hus og ser direkte ind gennem det gardinløse vindue, hvor Olaug sidder ved køkkenbordet.

Nilssen behøver ikke at skrive det, for at læseren skal forstå det: Der er ingen gardiner i familiens hjem, for dem vil Daniel med det samme rive ned.

På en af deres køreture opstår et mærkværdigt og rørende øjeblik, et eksempel på Daniels finurlige verden: »Der er billedet af mor, sagde du fra bagsædet. Hvor er mor? svarede jeg fra forsædet. Du brugte lang tid på at formulere dig, fordi dit sprog var i færd med at gå i opløsning, eller fordi du ledte efter en poetisk linje: på bilens øre.«

En fin kærlighedserklæring

Romanen handler om det forhold mellem pligt og ubetinget kærlighed, som man også kan læse om hos Isakstuen; i Tung tids tale bliver alting forstærket. Da Olaug vil undersøge, om hun kan søge lønnet orlov til pasning af syge pårørende, får hun at vide, at den ordning først og fremmest er for voksne børn, som tager sig af deres forældre.

Hvis hun skal gøre brug af ordningen, vil en række andre hjælpeforanstaltninger blive trukket tilbage. »Vi trækker også forældrenes forsørgelsespligt for egne børn fra,« lyder det.

Når Olaug og familien møder modstand i de systemer, som skal hjælpe dem, skyldes det først og fremmest én ting: De ønsker ikke, at sønnen skal have diagnosen psykisk udviklingshæmmet, og uden den rette kategorisering er det svært at få bevilget støtte.

Det er et fuldtidsjob at være mor til et barn som Daniel. Olaug lærer efterhånden at håndtere sin vrede; i stedet for at rette den mod barnet eller sig selv bruger hun energien til at skrive ansøgninger til det offentlige – og, kan man forestille sig, romanen.

Olaug er klar over, at hun er ressourcestærk, hun er god til at formulere sig og kender det officielle sprog, som systemet efterspørger. Sådan er det ikke for alle.

Tung tids tale bidrog til at starte en samtale om omsorg for børn med handicap i Norge, hvor Olaug Nilssen er en tydelig stemme i den offentlige debat.

Romanen er også en meget fin kærlighedserklæring fra Olaug til hendes søn, som man ikke glemmer lige med det samme.

’Tung tids tale’. Olaug Nilssen. Oversat af Karen Fastrup. Turbine. 162 sider, 199,95 kroner.