Norske Olaug Nilssen skriver klart og stærkt om at være forælder til et autistisk barn

Tidligt i norske Olaug Nilssens roman Tung tids tale skildres et natligt scenarie, som mange forældre med små børn sikkert kender til.

Fortælleren, som hedder Olaug, vækkes af barnets lyde klokken 3:32. Og igen klokken 5:08, hvor barnet er oppe, og der skal skiftes ble.

Når hun et øjeblik vender sig bort for at finde rent tøj frem, er han ude ad døren og løber ned ad gangen. Men der er ikke, som man umiddelbart kunne tro, tale om et barn i vuggestue- eller børnehavealderen.

Barnet er Olaugs niårige søn Daniel, som har en autismediagnose, og før hun har nået at indhente ham, er han gået i kummefryseren i bryggerset og er i gang med at åbne bøtterne med is.

Tung tids tale tager udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer som forælder til et autistisk barn. I korte tekster skildres hverdagens mange udfordringer, ikke kun i forhold til Daniels særlige behov, men også morens daglige kamp mod et hjælpesystem med lange ventelister, følelsesmæssigt udfordrende udredninger og afslag på ansøgninger om aflastning og økonomisk støtte.