Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Ny bog samler et halvt århundredes tekster af Paul Auster. Fans bliver næppe skuffede

’Samtaler med fremmede’ er en yderst læseværdig og inspirerende bog, der både giver et indblik i Paul Austers verden og kommer sikkert omkring den citerede verdenslitteratur
Styrken ved ’Samtaler med fremmede’ er, at de mange værker bliver åbnet, fortolket og perspektiveret, og undervejs får vi et indblik i Austers verden, og hvad han har ladet sig påvirke af livet igennem.

Styrken ved ’Samtaler med fremmede’ er, at de mange værker bliver åbnet, fortolket og perspektiveret, og undervejs får vi et indblik i Austers verden, og hvad han har ladet sig påvirke af livet igennem.

Thomas Lekfeldt

Kultur
6. marts 2020

Engang bestilte Paul Auster 50 farvebånd til sin skrivemaskine. Det var tilbage i slutningen af 1990’erne, og Auster fornemmede, at det var ved at være slut med produktionen af skrivemaskiner og udstyr dertil. En efter en gik alle hans venner over til Mac eller IBM, og selv om han da også selv var fristet til at erhverve sig en computer, skræmte det ham, at en enkelt tast eller et strømsvigt var i stand til at »fjerne et helt manuskript på et halvt sekund. Jeg har aldrig været god til maskiner, og jeg vidste, at hvis der fandtes en forkert knap at trykke på, ville jeg helt sikkert gøre det på et tidspunkt«, som han udtrykker det i »Historien om min skrivemaskine« fra Samtaler med fremmede.

Bogen, der udkom på amerikansk sidste år, og som vi nu får på dansk i Rasmus Hastrups oversættelse, indeholder 44 tekster skrevet i perioden fra 1967 til 2017; et halvt århundredes tanker og refleksioner, hvoraf en del ikke har været publiceret tidligere. Spændvidden er bred, men hvad enten Auster skriver om fransk fodbold, hjemløshed, Art Spiegelman, litteratur eller amerikansk politik, formår han næsten hele vejen igennem at gøre det med samme lette og intelligente pen, der kendetegner det populære forfatterskab.

Saxo
Eller skrivemaskine er det jo. En letvægts-Olympia, som Auster købte, da han hjemme i New York pakkede ud efter tre et halvt år i Paris og erfarede, at hans gamle Hermes-skrivemaskine var gået i stykker under rejsen. Fyrre dollars gav han for den brugte Olympia, der var fremstillet i Vesttyskland.

»Det land findes ikke længere, men siden den dag i 1974 er hvert ord, jeg har skrevet, blevet skrevet på den maskine.«

»Historien om min skrivemaskine« er dateret 2. juli 2000, og jeg skal indrømme, at jeg da er nysgerrig efter at vide, hvad Paul Auster skriver på i dag. Jeg formoder, at farvebåndene for længst er opbrugt, og at han derfor har sagt farvel til sin »Olympias stilhed«. Men hvad har han fundet i stedet?

De seneste 20 år har Auster skrevet mere end ti bøger, deriblandt romanen Illusionernes bog (2002) og erindringerne Vinternoter (2012) – for nu at nævne to af mine favoritter fra hans hånd – og de må jo for pokker da alle være skrevet på et eller andet.

Hvad jeg savner ved Samtaler med fremmede er et essay, hvori den i dag 73-årige Auster med friske øjne samler trådene i teksterne, genlæser dem og gør status af en art. Har han fået sig en computer? Har New York ændret sig under Trump-regeringen? Hvad synes han selv om det studentikose digt fra 1967, der indleder denne bog? Og hvorfor udgive denne samling lige nu?

Det ville være oplagt at få svar på disse og flere andre spørgsmål, idet teksterne – der her præsenteres kronologisk efter årstal – i høj grad belyser, hvad forfatteren siden teenageårene har læst, værdsætter og interesseret sig for, og således hvad forfatterskabet groft sagt er rundet af.

Samuel Beckett og Paris

Sådan valgte jeg i hvert fald at læse Samtaler med fremmede – som et indblik i Paul Austers verden. Så lad os derfor løfte blikket fra arbejdsværelsets skrivemaskine og se nærmere på forfatterens bogreol.

Samuel Beckett fylder meget. Auster mødte Beckett, da han som ung boede i Paris, hvorfra han skrev digte og anmeldelser til diverse litterære tidsskrifter. Via et par bekendtskaber, blandt andet med den amerikanske maler Joan Mitchell, fik han en aftale i stand med den irske forfatter og dramatiker, der ligeledes boede i den franske hovedstad.

»Jeg kan ikke huske året. Måske var det allerede i 1972; det kan også have været så sent som 1974. Vi kan mødes på midten og sige, at det var i 1973,« som Auster formulerer det i ’Til minde om Beckett’, der blev bragt i bogen Remembering Beckett: A Centenary Celebration (2006).

På cafeen La Closerie de Lila »baskede Beckett med armene i et forsøg på at fange tjenerens opmærksomhed, hvorefter han vendte sig mod mig og med drævende irsk accent sagde: ’Der er ikke noget blik i verden, der er sværere at fange end en bartenders’.« I løbet af samtalen røbede Beckett, at han var ved at oversætte sin roman Mercier og Camier fra fransk til engelsk, hvilket samlingens anden tekst om Beckett, »Fra kager til sten«, i øvrigt handler om.

Da Auster på den parisiske café gav udtryk for, at det var en pragtfuld bog, replicerede Beckett flere gange:

»Nej, nej, ikke særlig god.«

Samtalen fortsatte fem-ti minutter om andre emner, inden Beckett pludselig »ud af de blå« lænede sig ind over bordet og spurgte:

»Men kunne du virkelig lide den, hva’? Syntes du virkelig, at den var god?«

Photoshot/Ritzau Scanpix

I sine egne værker er Auster tydeligt inspireret af Becketts absurde univers, hvor ingen er herre over egen skæbne, og tilfældigheder spiller folk et puds, og i Samtaler med fremmede lægger han ikke skjul på, at møderne med Beckett i 1970’erne og deres uregelmæssige korrespondance har været dyrebar for ham. Særligt denne anekdote fra Paris har bidt sig fast, for »ikke alene afslører den en del om mennesket Beckett, den udstiller også det dilemma, som alle forfattere må leve med: evig tvivl, den manglende evne til at bedømme værdien af det, man har skabt.«

Også Knut Hamsuns roman Sult og Frans Kafkas novelle »Sultekunstneren« er blandt favoritterne, hvilket naturligvis ikke overrasker faste Auster-læsere. Forfatterskabet vrimler med unge håbefulde mænd, der sultne forsøger at finde en balance mellem deres indre og det ydre jeg.

Mønstereksemplet er Marco Stanley Fogg fra romanen Moon Palace (1989). Han lever på et tidspunkt af to æg om dagen, og har – som Auster skriver om Hamsuns navnløse hovedperson i »Sultens kunst« (1970) – »mistet kontrollen med både sine tanker og sine handlinger«.

Både her og i »Kafkas breve« (1977) forstår man Austers fascination af sulten som et nærmest eksistentielt væsen. »Man skal være villig til at ofre livet,« for kunstnerisk udfoldelse, som han skriver – efter dog at have pointeret, at man ikke kan »skrive på tom mave, uanset hvor meget man gør sig umage«.

Ud over disse tre navne behandles også en stribe franske forfattere i Samtaler med fremmede, og er man til fransk litteratur bør man ikke snyde sig selv for »Fransk poesi fra det tyvende århundrede«, et essay, der indleder Austers eget udvalg af tekster til en antologi af næsten samme navn, The Random House Book of Twentieth-Century French Poetry (1982).

Men amerikanerne er ikke glemt. Hawthorne og Poe er blandt Austers foretrukne, og på natbordet ligger såmænd to værker af James Baldwin, hvis prosa »er det, jeg vil kalde ’klassisk amerikansk’, på samme måde som Thoreau er klassisk, en forfatter, som jeg vil mene, at Baldwin er fuldt på højde med«.

Også Barney Rosset er Auster begejstret for. I »Et liv i kunsten« (2014) løftes en hyldest til denne legendariske forlægger til et portræt af de unge mennesker fra Austers generation, der »havde planer om at bruge livet i kunstens tjeneste«, og som derfor vendte sig mod Rossets forlag Grove Press »hvis mission det var at skabe røre i andedammen og udfordre status quo på alle tænkelige måder, og tiden var moden til den slags …«.

New Yorks spændinger fanges fermt

Der er en fin nostalgisk nerve i teksten, hvori Auster også får sagt farvel til en kræftramt Susan Sontag. Umiddelbart gættede jeg på, at det er en nekrolog, vi har med at gøre, men teksten er dateret 2014, to år efter Rossets død, og Rosset: My Life in Publishing and How I Fought Censorship blev først udgivet i 2017, så det kan heller ikke være en anmeldelse af disse i øvrigt stærkt underholdende posthume erindringer.

I noterne bagest i bogen står der, at Austers tekst er hentet fra Rossets Dear Mr. Becket (2017), hvilket vel ikke rigtig forklarer noget årstallene taget i betragtning.

»Et liv i kunsten« er en af de bedste i Samtaler med fremmede, men her havde det som enkelte andre steder pyntet med flere ord om, hvorfor den er skrevet og ikke bare, hvor den pågældende tekst er bragt.

I sidste halvdel af Samtaler med fremmede dukker New York op. Auster kalder forskellige steder i bogen sin hjemby »generøs«, »indvandrernes by«, »en idé« og »den klippe, det amerikanske liv er bygget på: En tro på individets ukrænkelige værdighed, en tolerant accept af vores kulturelle og religiøse forskelle. Uanset hvor tit vi ikke lever op til de idealer, er det Amerika, når det er bedst«.

New Yorks spændinger fanges fermt i »Night on Earth. New York« (2007), Austers anmeldelse af Jim Jarmuschs film af samme navn. Hovedrollen spilles af den mørke Giancarlo Esposito, der fortvivlet forsøger at praje en taxa på Times Square. Som Auster skriver, så er det imidlertid »almen kendt i New York, at sorte mænd, selv velklædte sorte mænd i habit og slips, har meget svært ved at få taxaer til at stoppe«. Men ikke blot standser en taxa, den suser også afsted, da Esposito sætter sig ind og siger, at han skal til Brooklyn.

Et mirakel ifølge Auster, der kender sin by godt nok til at vide, at taxachauffører nødigt kører folk fra Manhattan til Brooklyn. Der er lang vej tilbage uden en kunde. Forklaringen er, at chaufføren spilles af tyske Armin Mueller-Stahl, der netop er kommet til USA og har sin første dag på jobbet.

Bilen »hopper fremad i et latterligt langsomt tempo«, fordi han ikke har lært at køre med automatgear, og Esposito behandles som en gentleman, fordi Mueller-Stahl, »ikke kender reglerne« i byen. »Det kræver en uvidende indvandrer for at gøre vores uheldige rejsende menneskelig og give ham værdighed,« som det udtrykkes.

Man forstår Austers begejstring for Taxi. Night on Earth, en film, jeg fik lyst til at gense, akkurat som jeg fik lyst til at læse næsten alle de titler, der her skrives om. Det er styrken ved Samtaler med fremmede – de mange værker bliver åbnet, fortolket og perspektiveret, og undervejs får vi som nævnt et indblik i Austers verden, og hvad han har ladet sig påvirke af livet igennem.

Enkelte småsvipsere burde havde været fanget i redigeringen, blandt andet har jeg selv rettet »et« til »en« i mit indledende citat, således at der ikke står »(…) hvis der fandtes et forkert knap at trykke på …«.

Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket af en yderst læseværdig og inspirerende bog, godt oversat af Rasmus Hastrup, der ud over at ramme Austers tone kommer sikkert omkring den citerede verdenslitteratur, som ikke alle steder findes på dansk. Samtaler med fremmede er et must, som det hedder, for både litterære feinschmeckere og dedikerede Auster-fans.

Paul Auster: ’Samtaler med fremmede’. Lindhardt og Ringhof. Oversat af Rasmus Hastrup. 400 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Nu lykkes det måske at læse Auster, hvad hidtil ikke har været tilfældet, men disse essays og Tonny Vorms anmeldelse trækker bestemt.