Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny Finn Foton-bog forsøger at forklare elektromagnetisme for børn

Naturvidenskabeligt fagstof møder skønlitteratur i børnebogen ’Finn Foton og elektromagnetismen’. Bogen har et skrøbeligt narrativt stillads og en lidt puril forståelse af børnelitteratur
Trods fjollede navne, skør adfærd og gåseprutter, tvivler jeg på, at børn forstår elektromagnetismen meget bedre efter endt læsning, skriver anmelder Marianne Eskebæk Larsen.

Trods fjollede navne, skør adfærd og gåseprutter, tvivler jeg på, at børn forstår elektromagnetismen meget bedre efter endt læsning, skriver anmelder Marianne Eskebæk Larsen.

fra bogen

Kultur
6. marts 2020

I anledning af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen har en børnebogsforfatter, en illustrator og en fysikforsker sat sig for at forklare elektromagnetismen for børn. Det er en fin intention, men som bekendt er vejen til helvede brolagt med gode intentioner.

Finn Foton og elektromagnetismen udspiller sig i Gåseby, som huser folk som den drikfældige Viggo Ølvom og byens borgmester Niels Natmad, en frisør, der hedder Peter Pelikanparyk, og byens søvnige landmand Hans Hestemanke. Osv. Allitterationerne står i kø. Og det gør plottet sådan set også, for historien har svært ved at komme i gang.

Jan Egesborg, Ulrik Busk og Johannes Töws: ’Finn Foton og elektromagnetismen’

Saxo

Ud over en omstændelig gennemgang af byens skøre beboere, skal vi også lige høre om broccoli, som er en grøntsag, der kan løbe meget stærkt og derfor er svær at indfange.

Intet af alt dette er væsentligt i forhold til historiens plot, som er den årlige flyvekonkurrence, hvor byens tykke gæs konkurrerer med nabobyerne. Gåsebys ænder vinder hvert år, da de store mængder af magnetit i deres næb betyder, at næbet fungerer som et kompas. På den måde finder gæssene hurtigt vej. Men en dag slår et kraftigt tordenvejr gæssene ud af kurs.

Heldigvis kan Finn Foton, byens kvantefysiker, forklare landsbybeboerne hvorfor. Det skyldes simpelthen elektromagnetisme: Lynene forstyrrede næbkompasset, og de kom ud af kurs. Landsbyen beslutter at afholde flyvekonkurrencen om vinteren i stedet for, da der er færre lyn til at forstyrre flyveturen, og gæssene vinder nu igen.

Det skal nok afstedkomme et par grin hos barnelæseren, at nabobyerne hedder Gåseprut, Gåsebøvs og Gåsenumse, men historien går i tomgang, når vi skal høre om dommeren, der besvimer af en kæmpeprut og falder igennem jorden og vågner op i Kina. Tekst og tegninger er ganske enkelt stereotype i deres anstrengelser for at være fjollede, og jeg savner en grundlæggende forståelse af, hvordan billedbøger fungerer.

En tilbageskuende forestilling om børnelitteratur

Bogen er tydeligvis konciperet side fra side. Men en bog læses jo altså med to sider samtidigt, det vi kalder et opslag. Eftersom siderne er malet helt ud til kanten, betyder det, at farver og komposition støder sammen på midten. Eksempelvis tegningen af et gåsenæb på højre side, der ser ud som om det vokser ud af den store gås, der er afbildet på venstre side. Et mærkværdigt sammenstød af to forskellige tegninger.

Trods fjollede navne, skør adfærd og gåseprutter, tvivler jeg på, at børn forstår elektromagnetismen meget bedre efter endt læsning. Frem for at historien om gæssenes næb i sig selv bærer de faglige pointer hjem, skal vi også se og læse Finn Foton genopføre Ørsteds eksperiment.

Man ser en tegning af et apparat, der viser en kompasnål før og efter, der bliver sat strøm til. Nålen bevæger sig. Men vi får ikke uddybet, hvorfor magnetnålen bevæger sig. Og det gør landsbybeboerne heller ikke. »Finn Foton smiler: ’Ørsted kom ikke med en stor forklaring, og det vil jeg heller ikke gøre.’«. Det er jo netop problemet. Hvorfor overhovedet skrive bogen, hvis man ikke har i sinde at forklare (eller er i stand til at fortælle) fænomenet?

Skønlitteratur og faglitteratur for børn har længe lånt virkemidler fra hinanden. Heldigvis. Det er der kommet bedre bøger ud af. Navnlig fagbøger, som tidligere var et lidt forsømt område, er blevet appetitlige. Se blot smukke billedbøger som Tidslinjen, Dyrenes museum, Dinosaurerne og Liv. Den fantastiske historie om evolution. Men også de mere traditionelle fagbøger er godt med, når man ser på blændende formidlere som Sebastian Klein og Lars Henrik Aagaard.

På den baggrund udtrykker Finn Foton en tilbageskuende forestilling om børnelitteratur, som noget der handler om fjollede ord og stærke farver, og som ikke for alvor tager livtag med at formidle fagligt stof til en kompetent barnelæser.

Jan Egesborg, Ulrik Busk og Johannes Töws: ’Finn Foton og elektromagnetismen’. Polyteknisk Forlag. 2020. 179 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her