Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nyd Vibeke Grønfeldts fænomenalt præcise skrift linje for linje

Vibeke Grønfeldt lader i ny æstetisk overbevisende roman sin fortæller Elvira Brink aflægge livsregnskab
Vibeke Grønfeldt har utvivlsomt moret sig, mens hun holdt romanens fortæller, Elvira, ud i arms længde og tillod hende at lade galden flyde frit.

Vibeke Grønfeldt har utvivlsomt moret sig, mens hun holdt romanens fortæller, Elvira, ud i arms længde og tillod hende at lade galden flyde frit.

Martin Lehmann

Kultur
27. marts 2020

Hvornår forandrede verden sig? Var det, da vi rejste os op på bagbenene og kiggede lige frem og fik øje på døden og begyndte at tænke på den og ofte se den luske omkring i skyggen? Var det, da vi kom i skole og opdagede, at verden var fuld af børn, der alle sammen havde mad med hjemmefra, og som kunne løbe og hoppe og hviske og råbe og synge? Var det, da vi lærte de første bogstaver, eller da de blev til ord? Eller da vi hver især mærkede, hvem vi kunne lide og ikke lide, uden at vide hvorfor?

Sådan som vi her, indledningsvis, har spurgt, kan man lære at spørge, når man læser Vibeke Grønfeldt. For hun insisterer altid på at skrive om noget væsentligt, og hendes skrivemåde kendetegnes dels ved poetisk prægnans, dels ved et vidunderligt kynisk klarsyn, som får én til selv at tænke på noget vigtigt og tilmed, i heldigste fald, måske turde formulere det smukt.

Sin største styrke har Vibeke Grønfeldts romankunst dels i det sprøde, veloplagte, tindrende smukke sprog, dels i den skarpe iagttagelse, den særlige synsevne, som hun jo deler med især Jens Smærup Sørensen, og som sætter dem i stand til nøgternt at fremstille de gennemgribende ændringer, der fandt sted med dansk samfundsliv og mentalitet fra midten af det 20. århundrede: individernes frigørelse, modernitetens sejre, løsrivelsen fra slægtens og pligternes snærende bånd – men også hele traditionstabet, den forkrøbling i omgangsformer, de brist i henseende til ansvar og omsorg, som gjorde, at tusinder af mennesker, som før havde en solid plads i velkendte fælles sammenhænge, billedligt talt lempedes af i svinget som ubrugeligt, omend levende affald. Hvad Vibeke Grønfeldt her har givet os, er muligheden for på tætteste hold, nemlig dybt inde fra det enkelte sind, at følge den proces, som både var triumferende opstigning og fatalt forfald.

Hendes bøger er sjældent lette at læse, for hun afstår helst fra at lede os pædagogisk ved hånden, og det kan ofte være vanskeligt at hitte rede i det persongalleri, hun skriver frem. Læg hertil en indgroet foragt for plotkonstruktioner og dagsaktuelle debattemaer. Så har vi forklaringen på, at en af Danmarks allerstørste prosaister trods en hel stribe litterære priser aldrig rigtig har fået tag i det store publikum, hun fortjener.

Vibeke Grønfeldt har nu ellers efterhånden skænket os overordentlig meget: I 1985 for eksempel en uforglemmelig barneskildring fra øjenhøjde, mesterromanen om Ruth med titlen Den blanke sol. I 1989 det stort anlagte tids- og egnspanorama Mulighedernes land I-II og i 1990’erne de tætte, intense portrætter af outsidere fra afkroge af landet. Om et hidtidigt højdepunkt nåedes med de vrisne, stejle, stolte kvindelige jegfortællere i Om mig (2001) og Det nye (2003) eller med de bøger, som kvantitativt udgør hovedværket, tetralogien om Agate (2005-11), kan vel diskuteres; men sikkert er det, at vi dengang som nu har brug for en litteratur, der som netop dette forfatterskab sætter alt ind på fordybelse og indlevelse, aldeles uforhippet som det nemlig virker på nem og flygtig popularitet.

En livshistorie tegner sig

Glasluft, hendes nye (25.!) bog, hvis titel netop rummer hendes karakteristiske transparens, lægger sig i umiddelbar forlængelse af forgængeren Endnu ikke (2016) og består som denne af dagbogsoptegnelser af stærkt varierende omfang, alle lagt i munden på (eller i tastaturet hos) den helt igennem fiktive forfatter Elvine Brink. Hun indleder med på de første sider at mindes sin konfirmation og særligt sin i nogles øjne provokerende røde kjole, og så kommer de ellers kravlende, gående, løbende: hendes erindringsglimt, episoder, miniessays, portrætter og naturiagttagelser, der under ét danner en personlig tidebog eller almanak fra november 2015 til september 2017.

»Jeg har aldrig været en del af en kreds, gruppe, klub eller fællesskab i det hele taget. Jeg har ikke arbejdstid og fritid, holder ikke fest eller ferie og planlægger ikke. Om morgenen kaster jeg et blik ind i dagen, hverken mere eller mindre. Et ret strengt blik vel nok.« Sådan præsenterer fortælleren sig selv, og som læser giver man hende villigt ret. »Ingen behøver synes om det, jeg er eller var eller gør eller siger.« Til gengæld er der »renselse i brutaliteten« for nu at recirkulere blot én af hendes mange slående og rammende formuleringer.

Lægger man de spredte brikker sammen, tegner der sig en livshistorie. Elvine er vokset op uden en far, som det ønskede, elskede, men også egenartede og egensindige barn. Hendes mor og bedstemor drev dengang en reolfabrik, og hun lærte tidligt at holde af den gode lugt af træ, men hun blev også misbrugt i et overfyldt kontor af et ældre familiemedlem, hvem hun mindes med inderlig væmmelse.

Er det mon derfra, den stammer, den forsigtighed, som stadig, nu hvor hun nærmer sig de 70, får hende til at trække sig fra samvær og melde afbud til fester? Eller er Elvine bare lidt kræsen, hvad andre mennesker angår? Veninder og venner mangler hun ikke, i hvert fald ikke på mailen, og hun har let ved at vinde fortrolighed og skabe intimitet, hvilket igen sætter hende i stand til at tegne skarpe portrætter, som nu dét af billedkunstneren, som i løbet af en dag får hjælp til at skille sig af med sine »tusindvis af ting, der udmåler det, der er forbi, og det, der ikke blev til noget«, eller dét af manden, der sad i fængsel i to år, eller dét af apotekerveninden, Iris, som først ganske sent i sit liv lærte at vælge selv.

Iris står i øvrigt centralt i det afsnit, hvorfra romanen henter sin titel, og hvori de to veninder bliver angrebet af en stor sort, vildt gøende hund: »Kald hunden til dig,« råber Iris, med vældig stemmekraft. Så kommer dens pandetatoverede ejer frem mod hende, med en pegefinger rettet mod hendes ansigt: – »I skal ikke råbe efter Ludvig. Det kan jeg godt sige dig. – Ikke råbe«, for fanden, råber den unge kvinde bagved. – »Hysteri,« råber manden. Og så kommer den, superreplikken: – »Hysteri gør Ludvig hysterisk. Brug hovedet, kælling.« Det er kun med nød og næppe, at Iris og Elvine undgår at få panden flækket. Suk. Sådan kan medmennesker på et splitsekund forvandles til modmennesker.

I et andet afsnit spidder fortælleren de lokale kommunalpolitikere og administratorer, som over en fadøl praktiserer »den charme, de mener at kunne tage af og på, og som har skræmt os fra vid og sans, fra vi var små«. Ej heller dagspressen undslipper fortællerens beske tunge, for »i tre uger har avisen dyrket afmagt og afmagtsdyrkere, der kræver ubegrænset hjælp af andre, men ikke andet end jammer af sig selv. Journalisten har ukritisk gengivet jeremiader fra opmærksomhedssøgende slapsidser.«

Selv er Elvine glad for at have levet »i de almindelige menneskers tid«, og hun respekterer de gamle, som »har lært at gøre rent, luge rosenbede og sy knapper i. De flytter møblerne, når de støvsuger eller vasker gulv, de skrubber jord af spaden, før de stiller den på plads, altid redskaberne under tag, de koger klude og ved, hvorfor de er inviteret, og er tilfredse med tingene, som de er«.

Jo, der stikker ikke så lidt af en misantrop i hende Elvine, og man undrer sig ikke, når hun af forfatteridoler fremhæver »de store indædte hadere og foragtere«, det vil sige Céline, Peer Hultberg og Strindberg. Efter et par øl gennemskuer hun samtidens litteratur: »Klokken to i nat blev jeg klar over, hvor meget det kulturelle opbrud skræmmer tidens poeter og prosaister. Deres indre værn mod nonsens er forsvundet sammen med enhver form for besindelse. Hvor den end har været.«

Vibeke Grønfeldt har utvivlsomt moret sig, mens hun holdt Elvira ud i arms længde og tillod hende at lade galden flyde frit. Men armslængdeprincippet er vigtigt. For uden afstand mellem forfatter og fortæller var sidstnævnte aldrig blevet en »rund« karakter, som læseren møder i fortrolighed og derfor også forstår, når hun fremstår eksistentielt nøgen, på en gang stærk som gammeldags tovværk og så skrøbelig som krystal: »Kun for mig selv er jeg mig.«

Som strategi for tilegnelsen af Glasluft kan, sluttelig, anbefales, at man læser den mindst to gange. Første gennemvandring kan da passende bruges til undrende at orientere sig i dens sammensatte stofmæssige og sproglige univers. Anden tur igennem kan så blive en slentretur, hvor man måske springer enkelte afsnit over (eller gemmer dem til senere fryd), men så meget desto mere kan nyde linje for linje at dvæle i og hos Vibeke Grønfeldts fænomenalt præcise skrift.

Vibeke Grønfeldt: ’Glasluft’. Rosinante. 383 sider. 350 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Læs også 'I dag'; Grønfeldt skriver storartet verdenslitteratur.

Alt, alt for lang tid siden, jeg har fået læst Vibeke Grønfeldt - husker specielt 'Det fantastiske barn'.

Det fantastiske barn er en lærerig tour de force udi bl.a. teknologiens indvortes konsekvenser for menneskelivet - tak for påmindelsen, Katrine. Hvis du kan lide Grønfelt, så læs Hultberg, hvis du ikke allerede har gjort det. Især 'Requiem' er strålende; et hovedværk i dansk litteratur.