Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Orfeus i smuk undergangsstemning

Den første og den sidste opera. Monteverdis tidlige værk blev sidste forestilling på Gamle Scene, inden Det Kongelige Teater midlertidigt måtte lukke ned. Nu kan man høre den på teatrets hasteimproviserede hjemmeside
Vores anmelder var en af de heldige, der nåede at opleve den sidste opførelse af ’Orfeus’, inden Det Kongelige Teater lukkede ned. Men operaen kan stadig opleves – en lydoptagelse er tilgængelig på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Vores anmelder var en af de heldige, der nåede at opleve den sidste opførelse af ’Orfeus’, inden Det Kongelige Teater lukkede ned. Men operaen kan stadig opleves – en lydoptagelse er tilgængelig på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Miklos Szabo/Det Kgl. Teater

Kultur
17. marts 2020

Tirsdag aften i sidste uge kunne man endnu gå i teatret. På Gamle Scene spillede Monteverdis Orfeus. Den anden forestilling siden lørdagens premiere og den sidste, skulle det vise sig.

Udenfor regnede det, og der var allerede begyndt at indfinde sig denne afstand mellem os alle. Både i metroen på vej derhen og på gaden. Helt konkret lod teatret kun det halve antal gæster komme ind, og inden forestillingen kunne begynde, lød der en stemme fra højttalerne, der bad publikum sørge for at sætte sig med et tomt sæde mellem hver. Og den lød lige en gang til, da folk først var tøvende over for at adlyde. På trods af den nye afstand syntes det hele dobbelt intimt. Folk talte dæmpet i de lavt belyste foyerer i pausen, og de røde veloursæder var særligt repræsenterede som ens nye sidemænd.

Monteverdis musikalske historie i fem akter regnes for musikhistoriens første huskede opera. Der havde været et par forgængere, der i dag er gået i glemmebogen. Blandt andet Jacopo Peris Eurydice, der byggede på samme antikke historie om halvguden og musikeren Orfeus, der mister sin elskede Eurydice og tager til Hades for at hente hende tilbage til livet.

Han lykkes med sit overskridende projekt og får faktisk lov at tage hende med. Men i flere udgaver af tragedien på den betingelse, at han ikke vender sig om og kigger på Eurydice på deres vej op fra underverdenen, hvilket han selvfølgelig ikke kan overholde, og dermed mister han hende for evigt.

Musikken som hovedperson

At tale om den første opera vil sige, at teater og musik på et tidspunkt omkring indledningen af 1600-tallet får lov at flyde så meget sammen, at man kan kalde det et sammenhængende musikalsk drama. Det gjorde Monteverdi og kaldte sin forestilling en »favola in musica«, en fortælling i musik. Han bestræbte sig på at fremkalde følelser i folk på samme måde, som de græske tragedier havde gjort det.

Til det var fortællingen om Orfeus, der mister sin Eurydice, meget anvendelig på grund af den ulykkelige kærlighedshistorie, men også fordi myten i sig selv handler om, hvilken magisk ting musik og sang er.

Orfeus i den græske mytologi er søn af guden Apollon og musen Kalliope, den smukke stemmes muse, digtningens muse. Orfeus kunne synge, så hele naturen måtte standse og lytte, og så selv sten blev berørt. Og i sin sorg over Eurydice sang Orfeus så smukt, at selv underverdenens hersker måtte give sig.

Hvordan man kunne nærme sig denne antikke forestilling om at vække følelser hos alt levende og dødt gennem musikken, var Monteverdis projekt. Den smukke stemme skråstreg den smukke musik er hovedpersonen i Monteverdis værk.

Narrativ og psykisk lidelse

I dagens opsætning var sorgen hovedpersonen. Scenografien stod i en slags nær fortid med en fortabende stor grå stue i et ældre palads med meget højt til loftet og nogle store vinduer med sørgeligt hvidt lysindfald, grå jakkesæt og hvide skjorter.

I stedet for at have nogle hovedkarakterer og et kor blev forestillingen sunget og ageret af et lille ensemble af sangere, der både var kor og tog de forskellige roller på sig omkring hovedsangeren Orfeus. Dette var meget velfungerende, og der opstod med få midler mange smukke scener ud af den gennemkoreograferede ageren. Ensemblet var et smukt intimt kor af stemmer og kroppe, der glædedes og sørgede i takt med Orfeus.

Man lod libretto være libretto og lod der ofte ske noget helt andet på scenen, end ordene sagde – det vil sige lod for eksempel den arkaiske tekst for et kor oprindeligt af hyrder og nymfer være fyldord i munden på et kor af moderne mennesker, der i stedet agerede ud fra deres egne undertekster i en moderne parallelverden til det oprindelige stykke.

Forestillingen brugte både flashbacks og flashforwards for at vise historien om Orfeus som et almindeligt menneske med en almindelig barndom og nogle kærlige forældre. I første omgang forstod jeg ikke et trut, men det hjalp efter pausen, hvor jeg fik læst programmet. Eurydice er simpelthen Orfeus’ barndomskæreste, som han først er så lykkelig over endelig at have vundet. Og Orfeus er ikke nogen halvgud, men en sorgramt, der sidder i sin stue og ikke kan andet.

Ifølge en videnskabelig tekst i programmet kan Orfeus muligvis diagnosticeres til at have en vedvarende sorglidelse. Det var måske det spor, der var lidt træls. Diagnosesporet frem for mytesporet. Til sidst sidder Orfeus på gulvet viklet ind i Eurydices brudekjole som en psykisk syg.

Hypnotisk smukt

Men det rokkede ikke ved, at Marc Mauillon som Orfeus sang guddommeligt smukt. Og de andre også for den sags skyld. Det er det, man skal sætte sig ned og høre på Det Kongelige Teaters særlige service i disse lukningstider.

Det Kongelige Teater har oprettet en improviseret hjemmeside, hvor de kan møde publikum derhjemme, og Danmarks Radio nåede at lave en optagelse af netop denne sidste aften, som man kan opleve her.

Og så skal man lytte til, hvorledes Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensens ledelse laver musik, der ikke kun fremkalder følelser, men også transcenderer dem til skønhed. For det var det, Orfeus, eller Monteverdi, kunne. Han kunne tage den største ulykke og gøre den til den største skønhed. Det er hypnotisk smukt, og der er helt sikkert en mening med, at det er blevet bevaret og kan sendes ud til folks private stuer i dag.

Monteverdis partitur er ikke gennemorkesteret, men efterlader rum til de enkelte musikere til at improvisere. Prøv at høre på kglteater.dk/xtra i operaens første del 00.54.50, hvordan øjeblikket fanges og fordøjes, når Marc Mauillon og musikerne i graven fylder sorgen ud og lader tonernes svingninger blive til universelle kræfter, der kan lede mennesket. Til undergangen. Og videre.

Claudio Monteverdi: ’Orfeus’. Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse:  Jetske Mijnssen. Scenografi: Ben Baur. Solister: Marc Mauillon, Sofie Lund-Tonnesen m.fl. Gamle Scene den 10. marts.

Forestillingerne på Det Kongelige Teater er aflyst indtil 29. marts. Men på hjemmesiden kglteater.dk/kgl/xtra kan man følge teatrets arbejde og blandt andet lytte til DR’s optagelse af ’Orfeus’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her