Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Peter Adolphsen skriver balstyrisk om kvælende oste og hoveder, der eksploderer

Peter Adolphsen vender mere end overbevisende tilbage til kortprosaen med ’Små historier 3’, der blandt andet byder på trylleoste, knælererotik og nøgterne apokalypser
Når ’Små historier 3’ i den grad holder, er det, fordi Adolphsen mestendels har held med at skabe nærværende scener og scenarier, der fremmaner dragende, suggestive universer, der netop skitseres snarere end udforskes, skriver anmelder Nicklas Freisleben Lund.

Når ’Små historier 3’ i den grad holder, er det, fordi Adolphsen mestendels har held med at skabe nærværende scener og scenarier, der fremmaner dragende, suggestive universer, der netop skitseres snarere end udforskes, skriver anmelder Nicklas Freisleben Lund.

Sigrid Nygaard

Kultur
6. marts 2020

Godt 40 sider inde i Peter Adolphsens Små historier 3 finder man fortællingen om Svend Åge, der en morgen vågner ved, at hans hoved eksploderer. »Heldigvis« plopper et nyt straks frem. Det viser sig at blive en genkommende misere, hvorfor titelkarakteren ultimativt får »specialkonstrueret en plexiglaskasse med vinduesviskere og udsugning«.

Peter Adolphsen: ’Små historier 3’.

Saxo
Teksten er en hommage til Svend Åge Madsen, hvis fabulerende forfatterskab har klare familieligheder med Adolphsens eget. Den er imidlertid også et godt billede på Små historier 3 selv. Bogens 48 korte tekster – mellem syv linjer og godt fire sider lange – bæres netop frem af en barok hittepåsomhed, der også afføder fortællinger om bl.a. en »cumolusnimbussky af spædbørn«, rumvæsenshverdage og en hanknælers refleksioner over kærlighed og død.

Hvis stoffet er jævnt balstyrisk, så modsvares det af de kondenserede og stramme tekstkonstruktioner. Således er Små historier 3 karakteriseret ved sit arbejde med eksisterende genrer, former og registre – bl.a. fabler, krøniker, tegneserier og videnskabelige tekster.

Et godt eksempel er åbningsteksten »Trylleosten«, der blev bragt her i avisen tilbage i 2001 og dermed hører til samlingens – som er skrevet over en periode på 20 år – ældste tekster. Og korteste:

»I et tomt, aflåst lokale sad der engang en mand med en humpel trylleost i hånden. Denne ost skulle redde ham fra sulten og tørsten en tid lang, men også ende med at slå ham ihjel: Magien var nemlig den, at osten voksede for hver gang, han spiste af den. Han led den fæle kvælningsdød, klemt op mod et hjørne af loftet.«

Her er der i al stilfærdighed kog på kortformatet. Det skyldes ikke mindst den glasklare syntaks og præcisionen i detaljerne; for eksempel den altmodische klang, der gør, at teksten også tonalt rammer den folkeeventyrtradition, som Adolphsen her både er i dialog med og bryder med.

»Trylleosten« spiller netop med forventningen om allegorisk struktur; at fortællingen gemmer på en lære, en morale. Men sigende leverer det afsluttende svirp ikke en nøgle til afkodningen af det overnaturlige mælkeprodukts betydning; snarere er den en beskrivelse af trylleostens natur i teksten.

Det er ret symptomatisk for de små historier, som kunne karakteriseres som gådefulde eller åbne. Man kunne også – og ikke negativt – beskrive dem som overfladiske. Det er tekster, der primært er investeret i konstruktionen af fiktioner og i mindre grad har ambitioner om at præsentere udsagn om dette og hint.

En form for gnomfætter

I forhold til generelle litterære præferencer er det egentligt ikke min ting. Men Små historier 3 har været en lystlæseoplevelse.

Nuvel, enkelte tekster kan blive lige gimmicky nok. Det gælder for eksempel beskrivelsen af en bloddryppende pegebogsserie, der med titler som »Vinkelsliberen« og »Hammeren« handler om »Lunas« drab på »mor«.

Men når Små historier 3 i den grad holder, er det, fordi Adolphsen mestendels har held med at skabe nærværende scener og scenarier, der fremmaner dragende, suggestive universer, der netop skitseres snarere end udforskes.

Det er et indbygget formvilkår for kortprosaen, selv om jeg til tider savner den form for udfoldet gennemspilning af de knudrede tankeeksperimenter, man finder i forfatterens nyere sci-fi-romaner, senest Rynkekneppesygen (2017).

Omvendt er attraktionerne ved Små historier 3 netop hastigheden, heterogeniteten og dyrkelsen af selve ideerne snarere end deres dvælende realisering.

Den tilgang har bestemt sine styrker. For eksempel i forhold til bogens originale opslagsværkagtige take på de allestedsnærværende apokalypsefantasier. »Alt i alt gik livet videre,« lyder konklusionen for eksempel i »Jorden accelereret«, der summarisk-distanceret gennemgår de »væbnede kampe« og massive migrationsbølger, der følger i kølvandet på titlens klodekatastrofe.

Sigrid Nygaard

Sætningen er symptomatisk for et fællestræk bogens tekster imellem: Deres afsøgning af alternativer til det menneskelige normalperspektiv. Det pudsige er dog, at en genkommende horisontlinje på tværs af de skiftende optiker er en kynisk-resigneret fremstilling af mennesket (og lignende væsner), hvilket måske ultimativt gør Små historier 3 til en art gnomfætter til den form for machomisantropi, der gennemsyrer en forfatter som Kaspar Colling Nielsens romaner.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om. Lad os for nu kalde det en interessant indre spænding i værket.

Ellers noget? Jo, meget af det ovenstående kunne måske også siges om bogens direkte forgængere, debut- og gennembrudsværket Små historier fra 1996 og efterfølgeren Små Historier 2 fra 2000.

Dem har jeg imidlertid ikke læst (endnu). Har man det, vil man måske ikke opleve helt den samme slags overrumplede begejstring som mig. Til gengæld er jeg ret sikker på, at Små historier 3 for kendere bliver et mere end glædeligt gensyn.

Da Peter Adolphsen er tilknyttet Informations litteraturredaktion som bogkortsskribent, er bogen anmeldt af Nicklas Freisleben Lund fra Jyllands-Posten.

Peter Adolphsen: ’Små historier 3’. Gyldendal. 95 sider. 150 kroner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her