Piketty-film tænder en indignationens ild, der kan brænde langt ind i det 21. århundrede

Hvis man vil forstå Thomas Pikettys økonomiske teorier, må man være villig til at få knust sit hjerte en lille smule.

Dokumentarfilmen baseret på hans bog Kapitalen i det 21. århundrede og af samme navn (Capital in the twenty-first century, red.) er knapt kommet i gang, før en historiker lakonisk konstaterer: »I virkeligheden ville en mand som mr. Darcy aldrig vælge en kvinde som Lizie Bennett.«

Alle os, der har læst Jane Austens roman Stolthed og fordom fra 1813 eller i 2005 så Keira Knightley i rollen som den ubemidlede, livfulde og intelligente middelklassepige Elizabeth Bennett, eller så Colin Firth i rollen som den rige, gnavne, men retfærdige godsejer mr. Darcy i 1995, vi vidste det måske godt, men sandheden er hård og feudal: Mr. Darcy ville have giftet sig med en rig kusine for at øge sin formue og udvide sine jordbesiddelser.

At være født fattig i det 18. århundrede og det tidlige 19. århundrede var en dødsdom. Det gjorde ingen forskel, at man var en vittig og smuk ung kvinde og sendte stjålne blikke mod mr. Darcy, som Keira Knightley gør det i de klip, der akkompagnerer den britiske historiker Kate Williams udtalelser om, hvordan det i virkeligheden var dengang, hvor jord og arv var altafgørende og urørlig.

Det er det scenarie, Thomas Piketty frygter vil gentage sig. En virkelighed, hvor man lever af sin formue.

En virkelighed, hvor der ikke er sammenhæng mellem arbejde og indkomst, men hvor de, der allerede har penge, lever af afkastet af deres formue og konstant øger afstanden til dem, der ingen har – de kan til gengæld slide sig ihjel uden nogensinde at kunne ændre på hverken deres egne eller deres børns livsvilkår.

Hvad er så sammenhængen mellem dengang og nu? Det er denne boomerangbevægelse, som Justin Pembertons film meget overbevisende forsøger at skildre.

Verden bevæger sig tilbage

De første billeder, vi ser, er fra Murens fald. En fuldstændig skelsættende begivenhed i verdenshistorien og i Thomas Pikettys eget liv.

Han fortæller, at han rejste i de østeuropæiske lande efter Sovjetunionens kollaps, og så hvordan den lovede frihed skabte elendighed og undertrykkelse, men alligevel førte til en evig tro på deregulering af markederne og kapitalens fri bevægelighed i hele den vestlige verden.

Meget virkningsfuldt synger Lordes »Royals« hen over collager af historiske billeder af aristokratiet og moderne optagelser af overdrevet rigdom. Billedernes opsætning mimer introen til tv-serien Dynasty (Dollars, red.).

Murens Fald markerer for Piketty det tidspunkt i historien, hvor verden begyndte at bevæge sig tilbage til 1800-tallets fastlåste ulighed.

For at forstå den udvikling sender filmen os derfor tilbage til Den franske revolution og derfra til mr. Darcy, videre til den industrielle revolution, Første Verdenskrig, Depressionen og Anden Verdenskrig.

Mens historikere, økonomer, journalister og Piketty selv forklarer, hvordan perioder med stor ulighed og kamp om adgang til kapitalen førte til de største historiske vendepunkter, og hvordan disse begivenheder blev fulgt op af politikere, der indså nødvendigheden af at tage styringen over kapitalen og regulere og omfordele den bedre.

Særlig stærkt i den fortælling står selvfølgelig Anden Verdenskrig. Men for første gang siden da forventer folk i dag, at deres børn vil blive fattigere end dem selv. For i mellemtiden er kapitalen igen blev dereguleret og i en globaliseret verden kan den flyde fuldstændig uden for nationalstaters rækkevidde.

Der ligger formuer i ejendom og skattely, som vokser og vokser og øger uligheden i verden til et niveau, som skræmmer Piketty og dokumentarfilmens andre kilder. Ulighed har alle dage været ødelæggende – ikke bare for den enkelte, men for verdensfreden. Social stabilitet er baseret på en mere lige fordeling af goderne.

Energisk tempo

Alle der har givet sig i kast med Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede ved, at hans teorier baserer sig på en enorm mængde indsamlet data.

Den indsigt, han har i kapitalens betydning, og hvor afgørende det er, at staten evner at regulere den ved hjælp af skatter og afgifter, har han ikke fået ved at læse Jane Austen og Balzac.

Men det er hans evne til at koble fiktionens fortællinger om penge og ulighed med historisk datamateriale, der gør det så forholdsvist let forståeligt, hvordan vi kunne komme hertil.

Dokumentarfilmen udnytter dette potentiale fuldt ud ved i et energisk tempo at bruge klip fra de film, vi kender så godt, og lade dygtige formidlere inden for deres fag forklare Pikettys pointer.

For eksempel forklarer professor i psykologi ved Berkeley Paul Piff, at han via et studie har påvist, at vores opfattelse af formuens privilegie skygger så meget for uligheden og er så indgroet, at når testpersoner ved et terningkast får tildelt enten mange eller meget få penge ved starten af et spil, så vil vinderen aldrig forklare sin sejr med, at han jo havde flere penge fra starten end den anden. Han vil for eksempel i stedet sige: ’Jeg investerede godt’.

Social indignation

Filmen slutter ved finanskrisens missede mulighed. »Det stille kup«, som det bliver kaldt i filmen. Her kunne systemet være blevet ændret, men da havde Gordon Gekkos motto »Greed is good!« fra filmen Wall Street triumferet.

Wall Street havde overtaget politik og bildt os ind, at de var too big to fail, og at hvad der er godt for Wall Street, er godt for Main Street. Men som endnu en velvalgt kilde i filmen, redaktør på Financial Times, Rana Foroohar, siger: »Det har i virkeligheden aldrig været sandt.«

Man bliver helt overrasket, da Thomas Piketty til slut i filmen erklærer, at når han ser tilbage på historien, så er han optimist. Optimist!?

Via filmens overbevisende forklaring af årsagssammenhænge får man den opfattelse, at alt lighedsskabende og kapitalregulerende økonomisk politik altid er gennemført som en uundgåelig reaktion på krige, katastrofer og kriser og ikke som udtryk for en politisk vision eller som resultatet af en politisk bevægelse.

Uligheden skal så at sige føre til død og elendighed, før det kan blive bedre. Hvordan kan man så være optimist? Det formår filmen ikke rigtig at forklare.

Til gengæld er der social indignationsmateriale nok til at tænde et bål, hvis flamme kan lyse langt ind i det 21. århundrede. Hvis man altså er villig til at bruge den viden, som Thomas Piketty præsenterer, og med den gøre krav på indsigt i verdens hemmelige kapital, så den kan gøres til genstand for regulering og omfordeling.

Måske er det den optimisme, der trods alt kan ligge i filmen: Når vi ved det her, hvordan kan vi så leve med alt det, vi ikke ved? Noget må forandre sig.

’Capital in the twenty-first century’. Instruktion: Justin Pemberton, baseret på Thomas Pikettys bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’. Omskrevet til filmmanuskript af Justin Pemberton, Thomas Piketty og Matthew Metcalfe. 103 minutter. Kan ses online på cphdox.dk/online.