Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Problemet er ikke klimateknologien, men de profithungrende kapitalister, som har magten over den

Humanøkologen Holly Jean Buck har skrevet et forfriskende bud på, hvorfor det på ingen måde er mejslet i sten, at komplekse klimateknologier udelukkende kan være til gavn for den kapitalistiske elites interesser
Hvad nu, hvis det ikke var olie- og kulindustrien, som besad magten til at støvsuge atmosfæren for CO2? Det er Holly Jean Buck ledende spørgsmål til læserne i ’After Geoengineering’.

Hvad nu, hvis det ikke var olie- og kulindustrien, som besad magten til at støvsuge atmosfæren for CO2? Det er Holly Jean Buck ledende spørgsmål til læserne i ’After Geoengineering’.

Nick Oxford

Kultur
10. marts 2020

Vi skal holde op med at tro, at moderne klimateknologier under betegnelsen geoengineering, eksempelvis CO2-’støvsugning’, per definition ikke kan udgøre et vigtigt element i venstrefløjens klimastrategi. Det handler nemlig ikke så meget om selve teknologierne, men først og fremmest om måden, hvorpå de kontrolleres og anvendes. Det handler om at afmontere kapitalismens profithungrende og forandringsforskrækkede anvendelse af de her klimateknologier.

Således går hovedlinjerne i humanøkologen Holly Jean Bucks velskrevne og nytænkende bog After Geoengineering.

Lad os lige resumere, hvad geoengineering betyder. Begrebet er en samlebetegnelse for menneskeligt og teknologisk orkestrerede indgreb i Jordens klimasystem, som er med til at mindske atmosfærens CO2-indhold.

Og Bucks bog er en montage, hvori der pendles elegant mellem sobre, men unødigt tekniske udredninger af forskningen inden for geoengineering og fremskrivningerne af kendte klimakonsekvenser og socio-politiske analyser af fænomener som arbejde, teknologi og praksis i en verden med abrupte klimaomvæltninger; mellem finurlige anekdoter om alt lige fra Hugo Chavez-skåltaler under COP15 i København til beretninger fra ministaten Bhutan om fordelene ved semidiktatoriske beslutningsprocesser, hvad angår effektfulde klimatiltag (Bhutan er verdens første CO2-negative nation). Derudover indeholder bogen følelsesvækkende fiktioner om livsperspektiver under og efter klimaforandringernes hverdagsindtog.

Det lyder som en ordentlig mundfuld, og det er det også. Men det hænger nu meget godt sammen.

En småprivilegeret præmis

Fiktionsfortællingerne, som nogle gange er velskrevne og andre gange minder om, at Buck ikke lever af at skrive noveller, hjælper til at livlig- og menneskeliggøre et så komplekst fænomen som klimaforandringerne. I modsætning til videnskabelige artikler fra Nature, kan fiktionen udfylde fremtiden med kropslighed og mening:

»Det er mennesker, med kroppe og liv, der vil komme til at erfare klimaforandringerne.«

Det kan dog undre, at en økomarxist som Buck hermed sniger den småprivilegerede vesterlandske præmis ind, at de alvorlige virkninger af klimaforandringerne er noget, der for størstedelen hører fremtiden til.

Hvorfor bruge fiktion til at beskrive worst case, når klimaforandringernes levende vidner allerede findes derude? Mennesker rammes i skrivende stund af nedbrændte hjem, økonomisk ustabilitet, fattigdom og ufrivillig migration. Det ved hun naturligvis. Derfor er det en smule skuffende, at hun advokerer for, at der i fremtiden vil opstå et punkt, et »skift«, hvor vi må anerkende, at hverdagsomvæltninger som udslag af klimaforandringer er umulige at undgå. Det »skift« er allerede indtruffet.

 Det kan blive nødvendigt at anvende mere science fiction-agtige indgreb

Men lad os vende os mod bogens egentlige fokus: geoengineering. Som udgangspunkt kan vi ikke længere bare stole på, at klimaproblemet løses ved at mindske CO2-udledningerne. Groft sagt er vores maksimale CO2-budget omkring 1.000 gigaton (et gigaton er en milliard ton) CO2 i forhold til Parisaftalen.

Det vil sige, som Buck redegør for med referencer til den nyeste klimaforskning, at hvis vi udleder 1.000 gigaton CO2 mere i atmosfæren, så vil den globale temperaturstigning være på omkring to grader i forhold til det førindustrielle niveau.

Holly Jean Buck: ’After Geoengineering: Climate Tragedy, Repair, and Restoration’.

Verso
Lige nu udleder vi omtrent 50 gigaton om året. Med lidt hurtig hovedregning kan man altså konkludere, at vi har opbrugt budgettet inden for 20 år, hvis vi fortsætter som nu. Måske er alternative løsninger nødvendige.

Af mindre ’drastiske’ indgreb findes en lang række biologiske metoder. De går ud på at fremskynde processer, der i forvejen finder sted i biosfæren. For eksempel diverse CO2-lagringer i havhabitater (»blue carbon«), omfattende skovbeplantning, eller regenerativt landbrug (et eksempel herhjemmefra er projektet CarbonFarm).

De biologiske indgreb er for det meste glimrende tiltag (især på grund af deres biodiversitetseffekt). Men problemet er, understreger Buck, at de her indgreb, hvis man strækker dem til deres socio-teknologiske ekstremer, måske kan fjerne mellem 10 og 20 gigaton CO2 om året. Lige nu udleder vi som sagt omkring 50 gigaton årligt.

Det kan altså meget nemt vise sig nødvendigt at anvende andre typer af indgreb, som synes mere science fiction-agtige. De opdeles almindeligvis i:

1) Fjernelse og lagring af CO2 fra atmosfæren (CCS, engelsk: Carbon Capture and Storage), og

2) Forsøg på at reducere Jordens absorbering af sollys (SRM, engelsk: Solar Radiation Management, en type af »Solar-engineering«).

CCS går ud på at opfange (’støvsuge’) og lagre CO2 geologisk. Der findes omkring 20 operative CCS-anlæg på kloden i dag, som kræver nogle særlige geologiske forhold (for eksempel sandstenslag eller kalk, hvilket findes mange steder i Danmark), hvor sandsynligheden er høj for, at CO2’en ikke slipper ud i atmosfæren igen. Buck antager, med henvisning til IEA (International Energy Agency), at vi skal have 3.500 anlæg inden 2050, hvis vi skal leve op til målet om to grader.

En af de mest omtalte SRM-metoder går ud på at sende svovlpartikler (aerosoler) op i stratosfæren (20-30 km over Jordens overflade), som reflekterer sollys. Reflekterer de nok sollys, vil det have en kølende effekt og altså modvirke den stigende CO2-mængde i atmosfæren.

SRM er en ret berygtet strategi. For eksempel slår nogen ned på de medfølgende muligheder for ændrede nedbørsmønstre i subtropiske regioner, eller at klimaeffekterne bliver asymmetriske (at det er godt for nogle og skidt for andre). Andre igen, at der bare er noget grundlæggende bizart ved at rode med noget så fundamentalt som solstråling.

Den teknologiske ja-hat

Et andet problem med klimateknologierne er, at CCS lige nu hovedsageligt anvendes i forbindelse med afbrænding af fossile brændsler og olieudvinding, hvor den opfangede CO2 pumpes ned i oliefelter, hvilket øger trykket og presser større mængder olie ud af undergrunden.

Men hvad nu, hvis det ikke var olie- og kulindustrien, som besad magten til at støvsuge atmosfæren for CO2? Det er Bucks ledende spørgsmål til læserne.

Hendes pointe er ganske enkel, om end der synes lang vej derhen: Hvis klimabevidste organer og flertallet får demokratisk kontrol over klimateknologien, så kan vi sikre, at den bruges til de rigtige formål. Vi skal kort sagt rive magten over teknologierne ud af hænderne på Big Agra og Big Oil, fremfor at udrydde teknologierne.

Laver man et meget groft snit i landskabet, så tilskriver de fleste, mener Buck, sig en af to positioner på det her punkt: På den ene side findes de blinde teknologioptimister, som ingen sans har for, at teknologier har været og er indsvøbt i udbyttende og ulighedsskabende samfundsformationer. På den anden side findes de personer, som har en historisk bevidsthed i forhold til kolonialisme og kapitalismens vækstbetingelser i moderne samfund, men som afviser, at radikal klimateknologi kan spille en afgørende rolle i en venstreorienteret politisk strategi.

Begge positioner tager ifølge Buck fejl. Venstrefløjen burde ikke være negativt indstillet over for teknologier i sig selv. Marx fastholdte, som hun pointerer, at storindustrialisering kan medføre emancipatoriske begivenheder, og økomarxister bør gentænke det udgangspunkt. Vi har brug for at »rekonceptualisere« geoengineering: Det er ikke mejslet i sten, at komplekse teknologier kun er til gavn for en kapitalistisk elite (selv om teknologi og kapitalisme lige nu synes uadskillelige). Teknologier kan forvaltes til alles gode. Det kommer an på, hvem der kontroller dem.

Det betyder dog ikke, at Buck fuldkommen ukritisk mener, at vi skal omfavne de her klimateknologier. »After« i bogens titel opfordrer hun til at forstå sådan, at ordet »geoengineering« på et tidspunkt forhåbentlig har mistet enhver betydning:

»Selv om geoengineering er et nøgleord i bogen, så håber jeg, at fremtidige generationer ikke vil kende til det – ikke fordi de lever med det som en almindelig baggrundsbetingelse, men fordi det er et bizart artefakt, en konsekvens af vor tids måde at betragte menneskets forhold til naturen på.«

Buck anerkender dog også en essentiel udfordring: Den teknologiske ja-hat har en tendens til at afstedkomme dovenskab og forandringslammelse. Hvis vi bare kan støvsuge atmosfæren for CO2, når det kræves, så kan vi i princippet fastholde fossiløkonomiens kapitalistiske vækstgrundlag. Men måske er det en risiko, vi er nødt til at tage, konkluderer hun.

Bucks projekt indebærer den opsigtsvækkende konklusion, at sociale og politiske forandringer af ejerskabsforholdene og teknologiforvaltningen faktisk bliver til en betingelse for klimakampen: Hvis vores fremtid afhænger af den korrekte anvendelse af klimateknologi, og den anvendelse afhænger af radikale politiske forandringer, så afhænger vores fremtid af de radikale forandringer.

Ved på den måde at optegne det sociale mulighedsrum for anvendelsen af klimateknologi, repræsenterer After Geoengineering frugten af, at human- og socialvidenskaberne tænker med om klimaforandringerne. Klimavidenskabens komplekse tal og fremskrivninger er nemlig en del af et mindst lige så komplekst sæt af sociale og politiske praksisser. Det handler om at forstå og handle ud fra begge.

Holly Jean Buck: ’After Geoengineering: Climate Tragedy, Repair, and Restoration’. Verso Books. 288 sider. 25 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Menneskelighedens skæbne er overladt til et psykopatisk system - Kapitalismen.

Steen K Petersen, Tommy Clausen, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Torben Arendal og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Der er ingen tvivl om, at teknologien for at ændre klimaet er til stede allerede nu, og dette værktøj vil selvfølgelig blive justeret og forfinet frem over.

Men der er heller ingen tvivl om, at det kræver en metal omstilling at bare indlede 1. etape af denne udvikling, og det bkiver ualmindelig svært at opnå. - Vi ved jo, at modstand mod forandringer er en virkelig alvorlig hindring i organisationer, og så bliver det langt sværere i hele samfund.

Men når det er nævnt, så er der ingen tvivl om, at investorer vil modsætte sig alt, hvad der kan medføre en risiko. Og vil gøre alt for fortsat at kapre store gevinster for arbejdsfrie investeringe. Og desværre er det deres politikere, der styrer landene.

Derfor har artiklen ganske ret.

Steen K Petersen, Achim K. Holzmüller, Jan Nielsen, Tommy Clausen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"Problemet er ikke klimateknologien, men de profithungrende kapitalister..."

Måske kunne man endda sige at "Problemet er ikke klimaet, men de profithungrende kapitalister...".

Og nu hvor vi har virkelige problemer at forholde os til, så kan det blive svært at holde fokus på klimaet og de onde kapitalister.

Men hvis man vil se virkelige udfordringer for klimaet skal man se steder som dette:

https://www.populationpyramid.net/nigeria/2050/

Eller dette

https://sites.ontariotechu.ca/sustainabilitytoday/urban-and-energy-syste...

"Menneskelighedens skæbne er overladt til et psykopatisk system - Kapitalismen."

Sludder. Befolkningstilvæksten!

Steffen Gliese

Nej, befolkningstilvæksten er ikke et problem, vi mangler ikke mad, vi mangler ikke tøj, vi mangler ikke muligheder for tag over hovedet; men vi mangler en retfærdig fordeling og en sundere livsstil i de forkælede lande.
Den får vi kun, når vi tager pengene og teknologien fra dem, der bruger den til egen egoistiske fordel.

torben - nielsen

Nej, selvfølgelig er befolkningstilvæksten intet problem, blot man gør, som i, for eksempel, Ægypten.

Da Napoleon var der omkring år 1800 var der anslået 3 mil. Indbyggere.

Ved århundrede skiftet til år 1900 var der anslået 10 mil. Indbyggere.

Men nu er der omkring 100 mil. Indbyggere.

Og de fleste har sikkert som mig, lært i skolen, at nok er der meget ørken i Ægypten, men at det landbrug som ligger ved Nilens bredder, er meget frugtbart.

Og i al historisk tid har Ægypten været selvforsynende med fødevarer.

Men det er de ikke længere.

I de senere år har det stigende befolkningstal i stor stil, bosat sig umiddelbart uden for de store byer.
Det har resulteret i at byerne har bredt sig ud i det omgivende landbrugsland.

Men Ægypten kan bare ikke udvide eller flytte landbrugsarealet, da det er betinget af Nilens regelmæssige oversvømmelser.

Og i mellemtiden har Ægypten så også fået bygget en dæmning over Nilen, ved Aswan.

Denne dæmning er primært bygget for at producere elektricitet. Og i stedet at bygge et Helio-hydro elektrisk kraftværk ved Quattara sænkningen, valgte man den nemme løsning, en dæmning over Nilen.

Her er der et stort magasin til vandet bag ved dæmningen, Lake Nasser.
Men nu sker der det, at det frugtbare slam, silt, som Nilen tidligere har efterladt ved sine regelmæssige oversvømmelser længere nede af floden, nu bliver aflejret i magasinet.

Og dernæst bliver floden forløb udjævnet, da der skal sikres en ensartet elektricitets forsyning.
Så nu har Aswan dæmningen resulteret i mindre oversvømmelser med mindre frugtbart vand.

Så resultatet er, at Ægypten nu dyrker mindre land, og med mindre udbytte, end da Napoleon var der, men i mellemtiden er de blevet mere end 20 gange så mange indbyggere.

Så hvor Ægypten før hen var selvforsynende med fødevarer, er Ægypten nu den største importør af fødevarer, blandt andet hvede.

Så nej, nej, befolkningstilvæksten er vist ikke noget problem.

Og herinde bliver der jo, af alle de naive bonderomantikere, jo slået til lyd for, at vi skal dyrke vores fødevarer lokalt.

Er det måske det gamle landsbyfællesskab, man vil have genindført??

Randi Christiansen

Det vil være en katastrofe at støvsuge atmosfæren for co2, som er gavnlig for klimaet.

Der har for mio af år siden været op til 10.000 ppm og med en frodig planet til følge. Plantevækst lever af co2.

Der er ingen kæmpe ø af plastic på størrelse med texas midt i stillehavet. Satelitfotos afslører løgnen. Billeder af dyr med plastic i maven er konstruerede.

Green washing er et kæmpe neoliberalt, privatkapitalistisk bedrag med formålet at booste en økonomisk model, som er i færd med at kollapse.

Tjek den valide argumentation for disse og andre pointer hos patrick moore, medstifter af green peace og den eneste med videnskabelig baggrund i organisationen, som han har forladt for år tilbage.

Moore, svensmark og andre undertrykkes af mainstream, som ejes af ... rigtigt gættet, (penge)mafiaen bag one world order planen. The dice are loaded, and we are being played.

"Nej, befolkningstilvæksten er ikke et problem, vi mangler ikke mad, vi mangler ikke tøj, vi mangler ikke muligheder for tag over hovedet; men vi mangler en retfærdig fordeling og en sundere livsstil i de forkælede lande."

Så tag du til Congo og sørg for at de opfører sig ordentligt it Kinshasa med 65mio indbyggere.. Mit bud er at den eksplosive befolkningstilvækst der er i visse centre udgør lang større udfordring end vi på noget tidspunkt indtil ny har været udsat for.

De småjusteringer vi kan foretage i Danmark er at sammenligne med ingenting

Randi Christiansen

@nils bøjden - den eneste måde man 'kan sørge for at folk opfører sig ordentligt' er, hvis folkets ledere gør det. Så derfor må man begynde omstillingen hos banditterne i habitterne, som er dem, der saboterer den globale miljø-og socioøkonomi.

" den eneste måde man ’kan sørge for at folk opfører sig ordentligt’ er, hvis folkets ledere gør det. "

Definer ordentligt. Er det den kapitalisme der har bragt mia af mennesker ud af fattigdom over de sidste 25 år? Eller er det diktaturerne i Kina, Rusland, Saudi Arabien hvor informationer udelukkende er propaganda?