Opfindsomt er det i hvert fald. Og også lidt upraktisk. Den københavnske punktrio Slim0 har valgt at udgive deres debut-ep Sol i øjet som en skulpturel porcelænssol med indstøbt USB-stik. Solen er lavet af bandets ene medlem, Simin Stine Ramezanali, der også er billedkunstner. Den er rødglødende med et smilende ansigt, og de omkransende solstråler er buttede, som var de glaserede ladyfingers.
Hvordan, man skal få plads til den i sin pladesamling, må stå åbent. For den er formentlig mere genstridig at få ind i reolen end Andy Warhols frække cover til Rolling Stones Sticky Fingers (Mick Jaggers lynlås ridsede bare mærker i nabopladerne), eller det skakbræt med påklistrede brikker, som den danske duo Kogekunst for nylig lavede som unikaomslag til deres seneste plade La La.
Solens kraft besynges på titelnummeret. »Sol i øjet / lever med det« og »Tag nu ikke solen fra mig / please hold ud«, lyder den enkle symbolik. Vokalen er autotunet a cappella; skarp, så man må misse med ørerne. Et diskret celloklingende akkompagnement og flere stemmer følger efter en dirrende pause, og sangen ender i en sørgmodig korharmoni.
Kontrasten til den efterfølgende »Tamo Daleko (Moonbreak)« kunne næsten ikke være mere ekstrem. Et livligt marimbabeat overdøves efter kort tid af kværnende guitarstøj og en primal skrigen om søstersolidaritet. Sangen flimrer, skifter konstant og munder ud i en skøn skinger saxofonimprovisation spillet af Maria Dybbroe.
Glissandoraketter
Slim0 består udover Simin Stine Ramezanali af de to søstre Lena og Mija Milovic. Lena er filminstruktør, mens Mija er uddannet sanger og elektronisk musiker fra Syddansk Musikkonservatorium. Hun har været aktiv i et utal af anarkistiske og avantgardistiske musikkonstellationer, spillet med bl.a. M. Rexen og Peter Voss Knude, og i februar udsendte hun sin solodebut i eget navn, With Shadowfax On My Back.
Trioen spiller – ud over en mere traditionel og støjende rockbesætning med trommer og guitar – også på hjemmelavede lerinstrumenter. De har noget af den samme rå energi, som britiske The Raincoats udledte i slutningen af 1970’erne. Jo mere punket de lyder, jo mere smittende er deres hektiske intensitet og kærlige korsang.
»Yes, I’m a witch, I’m a bitch / I don’t care what you say / My voice is real, my voice is truth / I don’t fit in your ways« synger de mørkt og messende for dernæst at lave en raffineret raket af en glissando på sjette og sidste nummer, »My Voice Is Real«. Det er deres fortolkning af Yoko Onos »Yes, I’m A Witch« fra albummet A Story, der blev optaget i 1974, men først udgivet i halvfemserne.
De seks numre er lunefulde. Punkrockede det ene øjeblik. Jazzede det næste. Pludselig lyder de udsyrede og psykedeliske som den niche i folkmusikken fra sluttresserne, der har fået betegnelsen loner folk. Og midt i det hele luller en smuk vuggevise til ro (og uro) med elektronisk rislen, guitarraslen og ordene: »stille nat nu / guldet det sover / svage måne lyser op mod himlen«.
Sol i øjet er en strålende debut, der insisterer på foranderlighed. Vild og guitarhylende, men også blid, sørgmodig og søstersolidarisk.
Slim0: ’Sol i øjet’ (megaXpres).
