R&B-jokeren The Weeknds ’After Hours’ er et hjerteløst, ynkeligt break up-album

Ørerne er jo de samme, så det burde ikke gøre den store forskel. Det er de samme højttalere, lyden strømmer fra. Samme stue, melodierne fylder ud. Og jeg prøver at tilgå musikken på samme måde, som jeg ellers ville: med åbne ører, nysgerrighed og kritisk skepsis. Men det gør virkelig en forskel for lytteoplevelsen, at verden er i pandemisk undtagelsestilstand.

Det bliver tydeligt for mig, da jeg for tredje gang gennemlytter The Weeknds fjerde album After Hours. For de mange sløve r&b-sange, om hvor hårdt det er at blive forladt efter at have levet et egoistisk luksusliv med free refill på stoffer og sex, virker endnu mere irriterende og irrelevante, end de plejer for denne skribent i disse dage.

The Weeknd er den canadiske sanger og producer Abel Tesfaye, hvis første mixtapes fra 2011 blandt andet fik positiv opmærksomhed fra landsmanden og hitsmeden Drake. Siden har Tesfayes funky popsange og Michael Jackson-inspirerede r&b-ballader fået ikke så lidt radiorotation, og han har samarbejdet med både Daft Punk, Ariana Grande og Beyoncé.

Op til udgivelsen af After Hours har hans pr-maskineri kørt for fulde omdrejninger i lanceringen af albummet som et slags karaktercentreret koncept. Tesfaye optræder på coverfoto og i musikvideoerne til singleforløberne »Heartless« og »Blinding Lights« som en rastløs antihelt iklædt rødt jakkesæt og sorte læderhandsker.

Han iscenesættes som en hybrid mellem jokeren fra Batman og den psykedelisk farverige gestaltning af gonzojournalistikkens fader, Hunter S. Thompson, som Johnny Depp leverede i filmatiseringen af Fear And Loathing in Las Vegas. Som en utilpasset kyniker, manisk gnæggende med forslået ansigt og blodigt tandsæt.

Misogynt ynk

Allerede før udgivelsen var »Blinding Lights« blevet afspillet cirka en halv milliard gange på Spotify. Og det er da også en virkelig ørehængende synthpopsang med en 80’er-klingende melodilinje, der kan vække danseglæden i de fleste. Den er sunget fra en søvnløs nat i Sin City af en mand, der ikke kan finde ro, før han får hold på sin elskede:

»Oh, the city’s cold and empty / No one’s around to judge me / I can’t see clearly when you’re gone / I said, ooh, I’m blinded by the lights / No, I can’t sleep until I feel your touch«.

Og hittet, der er skabt i samarbejde med den svenske producer Max Martin, er ikke det eneste nummer på albummet, der udtrykker en dyster længsel. Der er en hel horde af break up-ballader, hvorpå The Weeknd søber rundt i sin selvforskyldte elendighed.

Igen og igen trygler han en ekselsker om tilgivelse, som på den syntetisk rumsterende og yderst autotunede »To late«: »I made mistakes, I did you wrong, baby«.

Teksterne rapporterer fra et ramponeret følelsesliv. Og det virker, som om det ikke helt er gået op for manden, at overdrevne mængder pussy, amfetamin og bilmærkeblær ikke er opskriften på stabile, langvarige romantiske relationer.

Alle pengene og kendislivet gør ham hjerteløs, som han synger på »Heartless«. Men jeg tvivler på, at han selv er klar over, hvor usympatisk han fremstår, når han fralægger sig sit ansvar med, at spiritus gør ham gal, eller undskylder sin opførsel med, at han er en slave af kønsdelene på de kvinder, han konsekvent betegner som »hoes« og »bitches«?

Jeg ved ikke, hvem den slags virker på. Ikke mig i hvert fald. Min kvote for misogynt ynk forklædt som hitpotent r&b er for længst brugt op.

The Weeknd: ’After Hours’ (XO/Republic).