Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Robolove’ får en til at tænke: Er vi alle bare aber med for voldsomt legetøj?

I den korte, strålende og åbent spørgende CPH:DOX-aktuelle dokumentarfilm ’Robolove’ bliver vi konfronteret med en bred vifte af perspektiver på kunstig intelligens og robotteknologi. Ikke mindst spørgsmålet om, hvad det menneskelige er. Men også hvordan de kan lære os at genopdage verden
Maria Arlamovsky undersøger i ’Robolove’ de kolossale teknologiske udfordringer og muligheder, vi står over for med robotter og kunstig intelligens. Og det er filmens styrke, at den stiller masser af spørgsmål, men overlader svarene til os.

Maria Arlamovsky undersøger i ’Robolove’ de kolossale teknologiske udfordringer og muligheder, vi står over for med robotter og kunstig intelligens. Og det er filmens styrke, at den stiller masser af spørgsmål, men overlader svarene til os.

CPH:DOX

Kultur
25. marts 2020

En robot med et ungt, forundret ansigt oplever efteråret for første gang. Først ser den ud ad vinduet på fuglene, der flyver fra træerne hen over byen. Dens øjenoptikker er store og virker nærmest forbavsede. Så glider den ned og ud på gaden, mens der kommer lyde fra dens unge led. Det er ikke gigt, bare hydraulik. Udenfor nærmer den sig et ungt træ med rødmende blade. Den rækker sin højteknologiske, finmekaniske langemand af en fod frem og rører ved plantevævet.

Det er en rørende scene i østrigske Maria Arlamovskys ellers ganske nøgterne dokumentarfilm Robolove, der undersøger de kolossale teknologiske udfordringer og muligheder, vi står over for med robotter og kunstig intelligens. Det er Roboloves styrke, at den stiller masser af spørgsmål, men overlader svarene til os.

Menneskerettigheder for robotter

Men hvad dælen skal vi stille op med robotteknologien, der kan erstatte så mange af menneskets funktioner i verden fra simpelt manuelt arbejde til sex? Og med de kunstige intelligenser, som kan arbejde med langt større datamængder og kalkulere uendeligt hurtigere end os?

Well, vi kan vedblive med at være mennesker, kunne man svare. Fejlbarlige, fulde af følelser, unikt sansende.

Men nej, siger den japanske robotopfinder Hiroshi Ishiguro. Der er ingen afgørende forskel på mennesker og hans robotter.

»Når det kommer til spørgsmålet om ’det menneskelige’, er kroppen irrelevant,« mener han.

Dermed kan spørgsmålet om, hvor menneskelige robotter er, frigøres fra kroppen, og således kan man overføre menneskerettigheder til robotter. Vi er alligevel i gang med at blive til robotter, argumenterer han.

»Selv hvis alle organer blev erstattet af maskiner, ville en person stadig være et menneske.«

Til det kan man vel sige, at hjernen ikke kan erstattes – i hvert fald endnu. At kroppen er en stor del af vores identitet og vores idé om mennesket. At den menneskelige erfaring, som også er kropslig, gør os til mennesker.

Men se bare, hvad Robolove lige gjorde dér. Den fik mig til at diskutere de uudgrundelige perspektiver i de nye teknologier. Den stimulerer.

Mænds efterspørgsel styrer udbud

Robolove går kortfattet og bredspektret til værks. Vi kommer vidt rundt i robotteknologiens verden. En buddhistisk munk og en kunstner filosoferer på hver deres måde over vores behov for at skabe disse væsener.

En anden robotopfinder forklarer, at det er muligt at programmere robotter til at føle som mennesker. For vi er alle mere eller mindre emotionelt programmerede. Spædbørn græder for at få mad, og følelser som væmmelse, vrede og foragt – i modsætning til angst – er tillærte følelser.

Tre sexarbejdere mener, at de risikerer at blive arbejdsløse – og advarer imod, at de friheder, man kan tage sig over for sexrobotter, kunne blive overført til mennesker.

Og så er der technofeministen Kyoungmi Oh, der påpeger, at det er den mandlige efterspørgsel, der i høj grad former udbuddet af robotter. I en scene mindes man om, at det alt sammen handler om, hvem der programmerer: Et team er i gang med at lave en robot, og en af mændene siger så: »Det skal blive til en kvinde, så smilet er vigtigt.«

Kombinationsangst

Personligt faldt jeg pladask for førnævnte ungt udseende robot og dens rørende ærefrygtige udtryk. Ikke mindst da den rører ved efterårsbladene. Det er som at overvære barnets nysgerrige opdagelse af verden – I ved det dér blik, der får en til selv at genopdage verden.

Og så har i hvert fald denne skribent vist skrævet over uhyggens afgrund – den såkaldte Uncanny Valley, hvor man væmmes ved den alt for livagtige robotteknologi. Jeg er så kommet over på den anden side, i armene på moderne robotteknologi.

Men der er stadig masser af forbehold.

Menneskehedens udvikling siden Første Verdenskrigs massedrab, ja, vel egentlig siden ilden og flinteøksen har været historien om stadigt farligere værktøj, vi har stadigt sværere ved at styre. Automatvåben. Kemiske våben. Atomvåben. Nu droner og andre former for autonome krigsmaskiner, herunder robotter.

Vi er i virkeligheden bange for menneskene, ikke teknologien, argumenterer en tysk robotudvikler. Men det er kun delvist sandt. I virkeligheden oplever vi vel en kombinationsangst. Mennesker + robotteknologi = fremtidsangst. Akkurat som voldsmanden også bliver mere skræmmende, når han har en motorsav frem for en spiseske.

Det handler bare om regulering, lyder et argument, men præcis hvor gode er vi til det? Har vi styr på atomvåbnene? På klimakrisen? På kapitalismen? På den hypercomputeriserede finansverden? På internettets udbredelse af fake news? Er teknologierne og brugen af dem netop ikke løbet bare en smule løbsk?

Og hvis det handler om, hvordan vi programmerer de kunstige intelligenser i disse robotter, så taler vi vel en form for opdragelse og opvækst. Og den kniber det jo med for alt for mange mennesker. Vi oplever jo ikke ligefrem mangel på vold og mord i verden.

Og i hvert fald denne signatur efterlades med en replik til Hiroshi Ishiguro, der mener, at vi bare er aber, hvis man tager teknologien fra os. Mit spørgsmål: Er vi ikke stadig bare aber, blot udstyret med for voldsomt legetøj?

’Robolove’. Instruktion og manuskript: Maria Arlamovsky. Fotografi: Sebastian Arlamovsky. 52 minutter. Kan ses på cphdox.dk/online indtil 5. april

Serie

En DOX om dagen 2020

Danmarks største filmfestival – og en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler – CPH:DOX, er under coronokrisen blevet forvandlet til en succesfuld onlinefestival med et stærkt udvalg af film, der mod betaling kan streames fra danske IP-adresser. De kan alle ses på cphdox.dk fra den 18. marts til og med 30. april.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her