Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Man kunne sagtens tåle 100 sider mere af Paul Villaumes bog om Den Kolde Krig

Vi har fået den første autoritative, danske historiske fremstilling af Den Kolde Krig i et globalt perspektiv
I ’Frygtens logik’ lægges der på ingen måde skjul på stalinismens forbrydelser og brutale fremfærd i Østeuropa og andre steder. Men Kreml havde også sine årsager til at handle så tilsyneladende paranoidt, som man gjorde.

I ’Frygtens logik’ lægges der på ingen måde skjul på stalinismens forbrydelser og brutale fremfærd i Østeuropa og andre steder. Men Kreml havde også sine årsager til at handle så tilsyneladende paranoidt, som man gjorde.

AFP/Ritzau Scanpix

Kultur
27. marts 2020

Den Kolde Krig: Uendeligt fjern for dem, der var for unge eller endnu ikke født. Stadig uhyggeligt tæt på for alle os andre. Terrorbalancen mellem Øst og Vest, som holdt verden i et jerngreb mellem Anden Verdenskrig og Sovjetunionens fald, er her i landet behandlet og beskrevet i et hav af bøger, artikler, antologier og kommissionsrapporter, alle mere eller mindre ud fra et dansk perspektiv, de fleste med en mere eller mindre udtalt politisk dagsorden, og visse af dem med efterfølgende sagsanlæg og domme.

Den afbalancerede og nuancerede fremstilling af hele den komplekse historie har manglet, men den ser ud til at være her nu. Leverandøren er historikeren Poul Villaume, som siden midt-1980’erne var tilknyttet Institut for Historie ved Københavns Universitet, fra 2002 som professor, og som holdt sin afskedsforelæsning for nylig. Villaume er i fuld gang med at udgive resultaterne af årtiers forskning i Den Kolde Krigs historie.

Frygtens logik behandler perioden 1917-1961 og bærer undertitlen en ny global historie med rette. Skildringen er underlagt et benhårdt, traditionelt kronologisk skelet, som bringer os fra krigsafslutningen 1945, Trumandoktrinen og Pragkuppet 1948 via Berlinblokaden, Tysklands deling og Koreakrigen 1950-53 til Suez- og Ungarnkriserne 1956 og endelig Cubakrisen 1961.

Men forfatteren har samtidig anlagt et ægte globalt perspektiv, som konsekvent inddrager den tredje verden i fortællingen. Meget få lande i verden forblev uberørt af våbenkapløbet mellem de to ideologiske hovedfjender, og de fleste fik en rolle at spille i kraft af de mange påvirkningsforsøg, stedfortræderkrige, statskup og interventioner i Asien, Sydamerika og Afrika.

Hvad der for alvor får fremstillingen til at leve op til sin undertitel er, at den effektivt gør op med forestillinger, der hidtil har været fremført af mere normativt anlagte danske fremstillinger, som er bukket under for fristelsen til at udnævne helte og skurke i forløbet, fordi forfatteren har haft en forkærlighed for demokratiske og markedsøkonomiske samfund fremfor totalitære og planøkonomiske.

Med Villaumes fremstilling har vi at gøre med en dagsorden, der dels rehabiliterer Sovjetunionens indsats under Anden Verdenskrig, som var afgørende for både Hitlertysklands nederlag og Japans kapitulation, dels understøtter den afbalancering af synspunkter, der er nødvendig, hvis vi skal forstå Den Kolde Krigs dynamik.

Drevet af frygtens logik

Stille og roligt driver Villaume sin pointe hjem: Kaprustning og terrorbalance beroede på gensidig mistillid, der i de første mange år umuliggjorde seriøse forhandlinger og skabte sin egen inerti, hvor den ene parts eskalering altid kunne retfærdiggøres af den anden parts handlinger. Der fandtes en afgørende balance ikke bare i våbenarsenaler og fremføringsmidler, men også når det kom til storpolitisk ageren og moralske parametre såsom skyld og ansvar.

’Frygtens logik. Den Kolde Krig – en ny global historie 1917-1961’. Poul Villaume.

Arnold Busck
Her i bind 1 lægges der på ingen måde skjul på stalinismens forbrydelser og brutale fremfærd i Østeuropa og andre steder. Men Kreml havde også sine årsager til at handle så tilsyneladende paranoidt, som man gjorde: Fra den vestlige intervention i borgerkrigen 1918-21 over de hemmelige amerikanske forhandlinger med Nazityskland i foråret 1945, den britiske generalstabs angrebsplaner mod Sovjetunionen i maj 1945, har modstanderne i Vesten ikke holdt sig tilbage for at fodre det sovjetiske trusselsbillede.

Kort efter fredsslutningen, allerede i oktober 1945 og et halvt år inden Churchills berømte ’Jerntæppetale’, sagde den amerikanske præsident Truman ganske utvetydigt i en offentlig tale, at »Alle, der hylder kristne og demokratiske institutioner, må forene sig mod den fælles fjende. Og den fjende er Sovjetunionen, som vil erstatte Åbenbaringen med Marx’ doktrin om ateistisk kommunisme«. Ingen havde noget at lade den anden høre. Begge parter var drevet af frygtens logik. At lukke op for en større opmærksomhed om de sovjetiske motiver og rationaler, som forfatteren gør, er i virkeligheden uomgængeligt i den historiske analyse.

Selvfølgelig er der synspunkter og prioriteter, der kan diskuteres, og den ovenstående inddragelse af Vestens ansvar i forbindelse med Den Kolde Krigs begyndelse skal nok skabe debat.

Jeg vil i stedet stille spørgsmål ved en anden af bogens prioriteringer.

Klassisk opfattelse

Kimen til Den Kolde Krig blev lagt allerede i oktober 1917 med Den Russiske Revolution og den første store udfordring til det altdominerende kapitalistiske verdenssystem. Denne indledende kolde krig, som varede frem til den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941, var i en periode ganske varm, idet vestlige interventionsstyrker i 1918-21 kæmpede mod Den Røde Hær på russisk territorium for at vælte det bolsjevikiske styre i en brutal og blodig krig, hvis betydning sidenhen blev underspillet i Vesten, men aldrig glemt i Kreml. 

Villaume holder sig dog til den klassiske opfattelse af Den Kolde Krig, som tager udgangspunkt i 1945-46, fordi det først var her, konflikten udviklede sig til et bipolart verdenssystem, baseret på ikke blot ideologiske modsætninger, men militær konfrontation baseret på magtpolitisk symmetri, der ikke var til stede efter Den Første Verdenskrig.

Det er ikke desto mindre vigtigt at holde fast i mellemkrigstiden som Den Kolde Krigs formative periode, uden hvilken det bliver vanskeligt at forklare, hvorfor Moskva-Washington-London-alliancen ikke overlevede Hitlertysklands sammenbrud. Det socialistiske Sovjetunionen promoverede åbenlyst verdensrevolutionen, og selv efter at Stalin midt i 1920’erne officielt opgav denne strategi for i stedet at koncentrere sig om opbygningen af »socialisme i ét land«, vedblev Kreml at støtte kommunistiske celler i Vesten, som skulle forberede revolutionen.

Sovjetunionen repræsenterede fra 1917 en grundlæggende trussel mod hele Vestens markedsliberale orden, en trussel, som langt ind i den reformistiske arbejderbevægelse og socialdemokratiske partier opfattedes som en alvorligere fjende end de fremadstormende fascistiske bevægelser.

Dertil kom storpolitikken og Vestens permanente frygt for en tysk-sovjetisk forståelse som den, der kom til udtryk med Rapallotraktaten i 1922, og som skulle gentage sig med Molotov-Ribbentrop-aftalen i 1939. Aftalen kom i stand efter mislykkede britisk-franske-sovjetiske forhandlinger og banede vejen for det tyske angreb på Polen og Anden Verdenskrigs udbrud.

Villaume gengiver denne forhistorie, og han følger den til dørs med en koncentreret fremstilling af alle de problemer, De Allierede løb ind i under Anden Verdenskrig i forsøget på at holde geleddet over for Nazityskland, inden de allierede ledere allerede i efteråret 1943 begyndte at dele Europa op i interessesfærer.

Fra da af blev mistilliden mellem parterne kun større, og det var kun et udtryk for rettidig omhu, da det amerikanske luftvåben i foråret 1945 fik ordre til at bombe de tyske atomanlæg nord for Berlin, så det ikke skulle falde i sovjetiske hænder, ligsom det lykkedes britisk-amerikanske styrker at evakuere størstedelen af det uranmalm, den tyske Værnemagt havde opmagasineret i saltminer i det, der skulle blive den sovjetiske besættelseszone.

Alt dette gør Villaume loyalt rede for, men det er også betegnende for forfatterens valg, at hele forhistorien indtil 1945 ikke fylder mere end 30 sider. Her vakler balancen. Den formative periode kunne bestemt have tålt en uddybning.

Men dette er jo blot et udtryk for, at man sagtens kunne tåle 100 sider mere af den dybt kompetente og velskrevne bog, forfatteren har begået. Endelig har vi fået den nuancerede og afbalancerede danske fremstilling af Den Kolde Krig, som jo også på mange måder definerede danskernes tilværelse i de 45 år – eller 73 – den varede. Et planlagt bind 2 skal tage sig af årene frem til Den Kolde Krigs afslutning omkring 1990. Det glæder vi os til.

’Frygtens logik. Den Kolde Krig – en ny global historie 1917-1961’. Poul Villaume. Gads Forlag, 528 sider, 350 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her