Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I Sara Stridsbergs debutroman svømmer kvinderne mod strømmen

Sara Stridsbergs debutroman er et elegant tilløb til forfatterskabet
Et motiv som sommerfugle går ofte igen i Sara Stridsbergs romaner.

Et motiv som sommerfugle går ofte igen i Sara Stridsbergs romaner.

Thomas Borberg

Kultur
20. marts 2020

Sara Stridsbergs forfatterskab er en smuk og dyster drømmeverden.

Romanerne Drømmefakultetet, Darling River, Beckomberga og Kærlighedens Antarktis udspringer alle af det samme mørke stof, et sted med selvmord og psykisk sygdom, prostitution, vold og misbrug. Men det er også en verden befolket af mennesker fulde af længsel, kærlighed og ømhed.

En strøm af motiver går igen: sommerfugle, træer i brand, cigaretrøg, lys, smagen af metal. Og vand, ikke mindst, særligt søer, som kan være idylliske og eventyrlige eller sumpede og forurenede.

Happy Sally er Stridsbergs debutroman fra 2004, som nu udgives på dansk. Den er mildere end de senere bøger. Her er en alvor, men romanen er ikke nær så hård som for eksempel Kærlighedens Antarktis.

Stridsberg har skrevet en litterær fantasi over den svenske langdistancesvømmer Sally Bauers liv, ligesom hun gjorde med Valerie Solanas (kvinden der skød Andy Warhol) i gennembrudsromanen Drømmefakultetet.

I 1939 svømmede Sally Bauer som den første skandinav over den engelske kanal, fra den franske side til Dover på Englands kyst. Hendes tid: 15 timer og 22 minutter.

'Happy Sally' Sara Stridsberg.

'Happy Sally' Sara Stridsberg.

Saxo
I lang tid var hun på vej til at slå amerikanske Gertrude Ederles rekord, den første kvinde som svømmede over kanalen i 1926, men tidevandet arbejdede imod hende. I næsten fire timer lå Sally stille i vandet en kilometer fra land.

44 år senere, i 1983, forsøger en anden svensk kvinde at gøre hende kunsten efter. Ellen har en drøm, hun har sat sig noget for. Hun rejser til Dover med sin mand Viktor og deres to børn.

Det er den ældste af de to børn, hendes datter, som senere fortæller historien, når hun som voksen – i 2001 – vender tilbage til Dover og fører dagbog, mens hun reflekterer over morens nederlag.

Ellen må nemlig opgive sin drøm efter 18 timer i vandet, og således vinder hendes mand deres væddemål: Hvis Ellen svømmer over kanalen, får hun lov til at hellige sig svømningen. Lykkes det ikke, må hun rejse med manden og børnene i sejlbåd over Atlanten, det er Viktors drøm om den store Amerikatur.

Klar og overraskende

I begyndelsen af romanen kan det være svært at holde styr på personerne og tidsspringene. En person i bogen omtales kun som H, og der kan gå lidt tid, før man finder ud af, at det er fortællerens lillebror, ikke hendes søn.

På Stridsbergs bevidst kryptiske måde omtales han ofte bare som »drengen«. Her er mange spring i tid, fra nutidsplanet tilbage til barndommen, og Sallys historie kan glide ind i fortællingen bare fra den ene korte sætning til den næste. Som læser skal man lige ind i det – men så flyder man også med.

Stridsberg lader billederne strømme og slå mod hinanden, det er i høj grad stemningsrummet, som skaber romanen, snarere end en stramt fortalt historie. På den måde skal der ikke meget til, før læseren begynder at lægge betydning i billederne. Et selvmordsforsøg kan for eksempel beskrives sådan her:

»Håndled af vand. Lyserøde fisk svømmer under huden.«

Der er noget stillestående ved Stridsbergs romanuniverser, de er drevet af gentagelser. I mange af hendes bøger kredser hun tilbage til de samme scener igen og igen, også her, hvor teksten hele tiden søger mod morens nederlag på vej over kanalen; det der førte til, at hun tog sit liv.

Stridsberg er ikke bange for store kontraster eller næsten karikerede figurer; den lidt skøre historie, væddemålet mellem Ellen og Viktor og de to børn på vej over Atlanten er som et eventyr. Familiens sejlbåd hedder Victory.

Billedbrugen er klar og overraskende; ikke overnaturlig, men alligevel mystisk. Som lynet, der slår ned i et egetræ. Eller som når fortælleren som barn sidder bag på morens cykel, moren har været nede ved søen og svømmetrænet, som hun gør hver nat, de er på vej hjem i morgengryet:

»Da vi kommer tilbage til Paradisgatan, opdager jeg, at jeg har sovet et øjeblik. Det er helt lyst nu, birketræerne er sprunget ud i løbet af natten.«

Fulde af liv

Strandteksterne fra Dover i 2001 har en anden ro, beskrivelserne af mennesker og børn her kan minde om Marguerite Duras. Dagene ligner hinanden.

Sally Bauers dagbog optræder som en roman i romanen med et gammeldags sprog, hun ved, at hun bør brænde siderne, for hun skriver om sin forbudte kærlighed til den bramfri og mandhaftige Marguerite midt under Hitlers indmarch i Polen.

Happy Sally er en roman om kvinder, som går imod strømmen – bogstaveligt talt. Som Sally skriver i sin dagbog:

»Det er mændene, jeg vil udfordre. De andre, kvinderne, de berører mig ikke.«

Men det kræver sine ofre. Sally i 1939 sværger at fravælge børn. Ellens børn i 1983 søger morens nærhed og opmærksomhed. De hænger på hende som dyr. Hendes kærlighed til dem er stor, men det er også drømmen om at svømme:

»Jeres ansigter er lygter, mens jeg svømmer, projektører, fyrtårne, der skal vise mig vej gennem mørket.«

Stridsbergs romaner handler ofte om død, men er fulde af liv. Hun skriver om det, der er større end mennesket. Det foruroligende, det smukke, det farlige, det stærke. Som havet, der trækker vejret som et stort væsen; et mægtigt hjerte, som slår derude.

'Happy Sally' af Sara Stridsberg. Oversat af Ellen Boen. Forlaget Grif. 268 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her