Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Scenekunstens styrvolt

Kaj Munk dyrkede længe diktaturet og den stærke autoritet, men i ny stor litterær monografi vises hans sammensathed og uforudsigelighed
Digter og præst, Kaj Munk.

Digter og præst, Kaj Munk.

Ukendt/Scanpix

Kultur
6. marts 2020

Det hører til sjældenhederne, at et stort, kendt og komplekst forfatterskab bliver genlæst med friske øjne og forsøgt tolket igennem fra grunden. Men dette er reelt, hvad litteraturforsker Anker Gemzøe og filosof Mogens Pahuus gør i og med deres store, grundige værk Kaj Munks digtning og livssyn – en akademisk udgivelse, der nu pludselig er blevet højaktuel takket være Aarhus Teaters efter avisernes anmeldelser at dømme originale og scenisk vellykkede opsætning af Munks omdiskuterede skuespil Ordet (1925, opført og udgivet 1932).

Anker Gemzøe og Mogens Pahuus: ’Kaj Munks digtning og livssyn’.

Aalborg Universitet

Dette både bemærkelsesværdige og dybt mærkværdige mix af folkekomedie og kristent mysteriespil skabte Munk på bare en uge, imens han ventede på den endelige dom fra Det Kongelige Teater over dramaet En Idealist.

Hans produktivitet var legendarisk, men hurtigheden var som regel forenet med håndelag og stor sproglig kreativitet, og Munk erhvervede sig tidligt – i kraft af idolerne Shakespeare, Oehlenschläger og Henrik Ibsen – en sikker sans for, hvordan tekster for scenen passende lod sig skrue sammen.

Drøfter samtidens debatter

I Munks, indrømmet, kvalitetsmæssigt temmelig ujævne dramatik behandles tunge temaer fra hans samtids debatter: om demokrati vs. diktatur, om livsanskuelse, om kristendom over for humanisme, om tro over for videnskab.

På scenen konfronteres gerne stærke viljer og voldsomme kræfter. Men gennemgående er ifølge Gemzøe og Pahuus kontrasten eller konflikten mellem et ideal om styrke og et kristent (eller humanistisk) ideal om kærlighed og godhed.

Forfatterne, som begge er tilknyttet Kaj Munk Forskningscentret, gennemgår årti for årti og værk for værk de forskellige udformninger af dels styrkeidealet, dels kærlighedsidealet. De viser spændingen og den dog ind imellem forekommende syntese mellem dem, og de søger tilbage til forfatterskabets inspirations- og påvirkningskilder, tit gennem brug af et omfattende arkivmateriale.

På samme måde som titelordene ’digtning’ og ’livssyn’ signalerer en tro på det vellykkede litterære kunstværk som et privilegeret medie til indsigt i en forfatters livsfølelse og tænkemåde, betegner valget af arkivet som arbejdets basis en i dette tilfælde sympatisk tilbagevenden til klassiske forskningsmæssige dyder.

Ny viden

Kedeligt bliver det imidlertid aldrig, og ikke sjældent leverer Gemzøe og Pahuus nyttig ny viden, som når de skærer igennem en gammel diskussion og overbevisende argumenterer for, at Munks tidlige, heftigt politiserende skuespil Willi Kuhn i Donland (mange år senere udgivet som Operationen, 1942) ikke kan være skrevet i 1919, eftersom det lægger sig tæt op ad Påskekrisen i 1920, og oven i købet er kraftigt ideologisk påvirket af den nationale stemning omkring Genforeningen samme år.

Sober og værdifuld er ligeledes påvisningen af, at Munk næppe på noget tidspunkt blev demokrat. At han under Danmarks besættelse tog stilling imod tyskerne, ændrer ikke ved hans gennem mange år urokkelige tro på diktaturets evne til at skabe resultater og samle folket om en fælles sag. Her kalder skuespillet Sejren (1936), skrevet på Mussolinis felttog mod Abessinien/Etiopien, og det i sin samtid nærmest ubegribeligt populære Han sidder ved Smeltediglen (1938), om en Førerskikkelse og hans problematiske menneskerettighedsbrud, på særlig indgående analyse.

Begge disse dengang højaktuelle værker rummer værdimæssigt sprængstof, som behandles med fin fornemmelse for nuancer. Forskerne opererer med en hypotese om, at en forfatters bedste værker i mange tilfælde kan vise sig klogere end ophavsmanden i dennes rolle som debattør og kronikør. Fint gennemført forekommer også deres polemik imod Per Stig Møller, hvis forskellige Munk-udgivelser formentlig forenkler tingene, når digteren søges gjort til eksponent for en kristen eksistentialisme à la Søren Kierkegaard.

Til sidst i deres righoldige bog vover de to forfattere sig frem med nogle mere generelle synspunkter på Munk: Han havde ikke sin styrke i en teologisk og filosofisk gennemtænkning af kristendommen, og hans syn på ægteskab og sex betegner en ’konventionalisering’, der forekommer lidet klædelig.

Hvad angår striden mellem på den ene side styrke- og storhedsideen og på den anden side idealet om kærlighed og godhed, medgiver forskerne, at tankerne uophørligt brydes hos den evigt urolige Munk: »Vidt forskellige tolkninger (…) kommer ind ad hvert sit øre og tørner sammen midt i hjernen. Præsten strider med digteren, den selvsikre profet skurrer mod den tvivlende, tøvende vismand.«

Ikke desto mindre er han interessant som prisme og seismograf, som kampplads for stærke, ofte problematiske, europæiske idéstrømninger i det 20. århundrede. Måske vil Ordet på Aarhus Teater trods alt ikke blive det sidste forsøg på at fremvise kvaliteterne hos denne dramatiske dramatiker, denne skuespillets uregerlige styrvolt?

Anker Gemzøe og Mogens Pahuus: ’Kaj Munks digtning og livssyn’. Aalborg Universitetsforlag. 398 sider. 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her