Læsetid: 3 min.

’Søen’ er en sært specifik og lige så sært vag dannelsesroman

De dramatiske begivenheder er ikke afgørende nok i Bianca Bellovás prisbelønnet roman
Der er noget ganske inciterende over Bellovás sært specifikke og lige så sært vage romanverden, men efter endt læsning sidder jeg alligevel tilbage med en mild skuffelse, skriver anmelder Martin Bastkjær.

Der er noget ganske inciterende over Bellovás sært specifikke og lige så sært vage romanverden, men efter endt læsning sidder jeg alligevel tilbage med en mild skuffelse, skriver anmelder Martin Bastkjær.

Marta Režová

6. marts 2020

Der er noget fuldstændigt galt i den lille landsby Boros. I generationer har en stor sø sikret indbyggerne arbejde på fiskefabrikken, men nu er vandstanden begyndt at falde, og vandet bliver mere og mere beskidt. Dem, der drikker det, kaster op; dem, der bader i det, får eksem. Børn bliver født med overskydende eller manglende lemmer, og byen er ovenikøbet også belejret af russiske soldater.

Drengen Nami bor i Boros med sin bedstemor. Han har aldrig kendt sine forældre, og han har ikke rigtig nogen venner. For det meste hjælper han til derhjemme, bliver drillet af de andre børn og sender lange blikke efter Zaza med den fine sløjfe i håret. Da bedstemoren kommer slemt til skade, ofrer landsbyen hende til Søens Ånd, i håb om at mildne den. Landbrugsformanden og hans familie flytter ind i huset, mens Nami bliver spærret inde hos hønsene.

Bianca Bellová: ’Søen’

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu