Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Søen’ er en sært specifik og lige så sært vag dannelsesroman

De dramatiske begivenheder er ikke afgørende nok i Bianca Bellovás prisbelønnet roman
Der er noget ganske inciterende over Bellovás sært specifikke og lige så sært vage romanverden, men efter endt læsning sidder jeg alligevel tilbage med en mild skuffelse, skriver anmelder Martin Bastkjær.

Der er noget ganske inciterende over Bellovás sært specifikke og lige så sært vage romanverden, men efter endt læsning sidder jeg alligevel tilbage med en mild skuffelse, skriver anmelder Martin Bastkjær.

Marta Režová

Kultur
6. marts 2020

Der er noget fuldstændigt galt i den lille landsby Boros. I generationer har en stor sø sikret indbyggerne arbejde på fiskefabrikken, men nu er vandstanden begyndt at falde, og vandet bliver mere og mere beskidt. Dem, der drikker det, kaster op; dem, der bader i det, får eksem. Børn bliver født med overskydende eller manglende lemmer, og byen er ovenikøbet også belejret af russiske soldater.

Drengen Nami bor i Boros med sin bedstemor. Han har aldrig kendt sine forældre, og han har ikke rigtig nogen venner. For det meste hjælper han til derhjemme, bliver drillet af de andre børn og sender lange blikke efter Zaza med den fine sløjfe i håret. Da bedstemoren kommer slemt til skade, ofrer landsbyen hende til Søens Ånd, i håb om at mildne den. Landbrugsformanden og hans familie flytter ind i huset, mens Nami bliver spærret inde hos hønsene.

Bianca Bellová: ’Søen’

Arnold Busck

Efter et par dramatiske begivenheder, som jeg ikke skal afsløre her, rejser Nami til hovedstaden for at finde sin mor. Han bor på et herberg og arbejder på en svovlfabrik, inden han bliver samlet op af den skumle, excentrisk og rige Johnny. Nami flytter ind i Johnnys enorme lejlighed og bliver en slags tjener for ham, indtil de rager voldsomt uklar.

Namis søgen efter sin mor fører ham helt ud i en fjerntliggende ørkenlandsby, men det ligger hele tiden i kortene, at han en dag må vende tilbage til Boros. Kun dér kan han nemlig løse gåden om, hvem hans far var. I landsbyen siger man, at Nami er et resultat af hans mors promiskuitet – men dækker det i virkeligheden over en grusom historie?

Søen er en slags dannelsesroman. Nami er på jagt efter sit ophav, men han søger også efter fællesskaber i sine nære omgivelser. Hvad skal han stille op med sin spirende seksualitet? Hvordan skal han forholde sig til den maskulinitet, han kun møder i afstumpede udgaver?

Plottet drives som regel videre af, at Nami pludselig står i en voldsom situation, han ikke kan overskue, og som han flygter fra. Herfra kommer han videre til noget, der om ikke virker lovende, så i hvert fald udholdeligt – lige indtil også den situation kulminerer i et ubehageligt optrin, og Nami igen løber sin vej. En væsentlig del af historien er således også, at Nami skal lære at tage ansvar.

En eksistentiel grundkonflikt

Tjekkiske Bianca Bellová vandt EU’s litteraturpris for romanen, som nu er oversat til mere end 20 sprog. Den rummer alle elementerne til en dramatisk fortælling: En eksistentiel grundkonflikt blandet med vold, voldtægt, afrevne lemmer, politisk oprør, mord og en truende naturkatastrofe.

I begyndelsen er det da også nemt at blive revet med, men hen mod slutningen taber romanen pusten. For selv om det er en historie om store spørgsmål, føles den alligevel ret lille – måske fordi forskellen på det, Nami forlader, og det, han kommer tilbage til, viser sig at være noget mindre, end de dramatiske hændelser undervejs lægger op til.

Følelsen af uforløst potentiale forstærkes af, at klimaforandringerne og det politiske oprør ulmer i baggrunden uden nogensinde at blive synderligt plotafgørende. Den ellers interessante skildring af en drengs møde med maskulinitetens dårlige sider skæmmes af Bellovás knap så nuancerede personbeskrivelser.

I romanens første kapitler er Namis bedstefar stadig i live, og portrættet af ham som en håbløst ensporet mandemand er selv håbløst ensporet – han er ufølsom, simpel og sexfikseret, hvilket helst skal tydeliggøres i nærmest alle hans replikker:

»Kvindeforstand – det værste i verden, næst efter tømmermænd!«.

Da Johnny ser på, mens en dyreflok bliver skudt i sænk, ryster han ikke bare af ophidselse. Hans åbenlyse erektion står som et symbol på en alt andet end subtil udstilling af toksisk maskulinitet.

Noget af den grovkornede persontegning kan skyldes, at romanen foregår i et semimytologisk univers, og at mændene derfor er en slags arketyper. I hvert fald læser jeg universet som en blanding af fantasi og politisk allegori, hvor grænsen mellem dem bevidst er utydelig. Stedet virker østeuropæisk, men rummer samtidig en ørken. På samme måde er det, som om handlingen både udspiller sig i nær fortid og i en mytologisk tidløshed.

Der er noget ganske inciterende over Bellovás sært specifikke og lige så sært vage romanverden, men efter endt læsning sidder jeg alligevel tilbage med en mild skuffelse. Jeg tror simpelthen det skyldes, at de dramatiske elementer ikke fungerer som klangbund for en lille historie, men snarere som et ekko af den større historie, vi i stedet kunne have fået.

Bianca Bellová: ’Søen’. Oversat af Peter Bugge. Jensen & Dalgaard. 242 sider. 279 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her