Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Sommeren på Birgitø’ er hverken rigtig godt eller dårligt, bare lidt ligegyldigt

Jeg ville så gerne, men det er svært at elske Rasmus Bruun og Frederik Cilius’ nye show ’Sommeren på Birgitø’, som mest er en kapitalisering af egne tidligere bedrifter
Kirsten Birgit taler hele tiden om at ’maxe’, men det forbliver desværre mest bare i munden. ’Sommeren på Birgitø’ er hverken eller, skriver Peter Nielsen.

Kirsten Birgit taler hele tiden om at ’maxe’, men det forbliver desværre mest bare i munden. ’Sommeren på Birgitø’ er hverken eller, skriver Peter Nielsen.

PR-foto

Kultur
10. marts 2020

Hvad skal man i grunden mene om det her?

Sommeren på Birgitø af Rasmus Bruun og Frederik Celius på Bremen Teater. På forhånd var jeg opstemt og fuld af forventninger. Duoen har gennem de senere år med Den Korte Radioavis revolutioneret satiregenren og – sagt uden forbehold – lavet genial satire.

I feltet mellem virkelighed og løgn, skarp journalistik og satire har de skabt et nyt rum, som ikke har været der før, og som har været nødvendigt for den offentlige samtale i en tid med fake news alle steder. Og det med en begavelse og timing, der tåler sammenligning med de største forgængere i satiregenren.

Den Korte Radioavis var det største tab, vi kulturelt led, da Radio24syv blev nedlagt. Og især er det ikke til at holde ud at tænke på, hvem der nu skal udstille den siddende regerings nye magtfuldkommenhed. Ingen vil kunne gøre det som Rasmus Bruun og Frederik Cilius i rollen som Rasmus Bruun og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Men det nye show på Bremen Teater? Tjah, hvad skal man sige om to elskelige dilettantskuespillere, der skal fylde godt to timer ud med det, der dybest set er en lang sketch forklædt som et langt kammerspil. Vi er langt væk fra den dagsaktuelle satire i Den Korte Radioavis og nærmere revyen, men uden de hyppige scene- og rolleskift, der giver variation og fastholder skarpheden.

Det lange kammerspil udstiller svagheder med ubarmhjertig styrke. Det viser, at Rasmus Bruun kun rigtigt fungerer i rollen som den naive vindbøjtel, han spiller i radioprogrammet, mens han her på scenen mangler elegance og timing. Han er her ikke andet end en habil dilettant fanget i sit eget show.

Frederik Cilius derimod kan åbenbart gøre hvad som helst, inklusive at danse mærkelige afrikanske stammedanse, uden at sætte en fod forkert. Hans timing er musikalsk som piskesmæld eller taktslag, der sættes ind de helt rigtige steder.

I fanklubben

Velviljen er sådan en premiereaften en stor varm favn, der på forhånd er klar til at omfavne det populære par på scenen. Sådan er det med fankult. Allerede i den første scene, hvor de to omfavner hinanden i et gensynsknus, da Rasmus ankommer til Kirsten Birgits ø, er publikum oppe at køre og afbryder forestillingen med minutlangt bifald og tilråb som til en rockkoncert.

Vi befinder os i showet i en ukendt fremtid, Danmark er blevet overtaget af et muslimsk styre ligesom i Michel Houellebecqs roman Underkastelse, og Kirsten Birgit har trukket sig tilbage i et selvvalgt eksil på Birgitø. Hertil kommer den unge journalist Rasmus Bruun for at interviewe hende med henblik på at skrive en biografi om den tidligere stjernereporter.

Scenen er stranden på Birgitø med strandstole og tørrede oste på et stativ, som Kirsten Birgit siger, hun har gjort af sin egen brystmælk. Hun bor i Gaddafis rejsetelt, som hun har erhvervet sig i Tripoli. Teltlag på teltlag åbnes der gennem forestillingen til en ny afdeling af teltet, som samtidig er en blotlægning af, hvem Kirsten Birgit er.

Først er vi i hendes stue, hvor Rasmus i bedste freudstil udspørger hende liggende på en divan, siden i hendes kaotiske arbejdsværelse for til sidst at nå til, ja, det inderste rum, som vitterligt er det inderste rum af hemmeligheder og mystik. Da vi når derind, bliver der også sat spørgsmålstegn ved, om de to personer overhovedet er i live, og om vi på øen befinder os i en slags helvede, hvor alting bare gentager sig i en uendelighed.

Her i den absurde mystik er forestillingen bedst.

Ellers drives handlingen mest frem af en del situationskomik, som aldrig rigtig bliver sjov. Rasmus roser Kirsten Birgits (udstoppede) ræv, som hun har stående, og hun tror, at han taler om hendes røv. Han synes, den er lækker, vil vildt gerne have den, og det bliver hun vældig opstemt af. I den dur-humor.

Undervejs sender de til genkendelig glæde for tilskuerne hilsner til deres egne udsendelser. Her er alt fra ’skrivebordstomaten’, sexskandalerygtet om Henrik Sass Larsen og Ghita-sagen til konspirationsteorierne om lukningen af Radio24syv. Tilføjet lidt aktuel satire rettet mod Mette Frederiksen. Men det bliver aldrig rigtigt sjovt, mest bare en kapitalisering af egne fortidige bedrifter.

Jeg vil så gerne synes om Sommeren på Birgitø, men sandheden er at det mest af alt var som at være til årlig generalforsamling i rygklapperklubben, hvor vi bekræfter hinanden i, at det er gået rigtig godt i år, selv om det bare har været et jævnt år. Om forrige show af de to herrer hed det både, at det var »genialt« og »en selvfed teaterfuser«. Kirsten Birgit taler hele tiden om at ’makse’, men det forbliver desværre mest bare i munden. Sommeren på Birgitø er hverken eller. Hverken rigtig godt eller dårligt, bare lidt ligegyldigt.

’Sommeren på Birgitø’. Idé og manuskript: Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Instruktør: Karen Lundsby. Spiller på Bremen Teater indtil 18. april. Derudover også spilledage i Odense og Aarhus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Øv. Men der er vist også udsolgt...

Men når det nu forholder sig sådan, og det er jeg aldeles enig i, at:

"Duoen har gennem de senere år med Den Korte Radioavis revolutioneret satiregenren og – sagt uden forbehold – lavet genial satire. I feltet mellem virkelighed og løgn, skarp journalistik og satire har de skabt et nyt rum, som ikke har været der før, og som har været nødvendigt for den offentlige samtale i en tid med fake news alle steder. Og det med en begavelse og timing, der tåler sammenligning med de største forgængere i satiregenren. Den Korte Radioavis var det største tab, vi kulturelt led, da Radio24syv blev nedlagt. Og især er det ikke til at holde ud at tænke på, hvem der nu skal udstille den siddende regerings nye magtfuldkommenhed. Ingen vil kunne gøre det som Rasmus Bruun og Frederik Cilius i rollen som Rasmus Bruun og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm."

Så er der ikke andet for end, at 'Den korte radioavis' må finde en ny platform at genopstå på, da det er ubærligt, at skulle undvære den!

Eva Schwanenflügel, Kai Birk Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Jacob Johansen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar