Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater

Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt
I Thomas Pikettys nye kæmpeværk ’Kapital og Ideologi’ påviser han, at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget stor del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet lige så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder.

I Thomas Pikettys nye kæmpeværk ’Kapital og Ideologi’ påviser han, at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget stor del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet lige så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder.

Joel Saget

Kultur
10. marts 2020

Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier.

S-partierne har lidt store tilbageslag i forhold til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret.

Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk Kapital og Ideologi være pligtlæsning for socialdemokrater.

Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle.

De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistorien med de ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.

»Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse.« Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi, da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion.

Det var en forståelig kommentar til tilstanden i de samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der er selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.

Fortidens forbrydelser

Piketty påviser imidlertid, at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget stor del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet lige så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder.

Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for 30 år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed.

Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene – og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv.

På denne måde blev der skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse – også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.

Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen.

Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om, at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkedernes amokløb bragte os en finanskrise, og den uregulerede, ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise.

Thomas Piketty: 'Kapital og Ideologi'.

Saxo
Begrænset social mobilitet

Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen, og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange.

Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, mens de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå.

Piketty påpeger, at den sociale mobilitet i nutiden er meget begrænset. Det er ikke, fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.

»Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge,« svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.

Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – blandt andet i kraft af deres ejerskab til massemedier.

De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer er ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.

Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne i FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.

Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver, hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år. Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer over temaet økonomisk demokrati.

Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højrepopulisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed.

Thomas Piketty: ’Kapital og Ideologi’. Informations Forlag og DJØF Forlag. 1040 sider. 400 kroner. 

Mogens Lykketoft er forhenværende minister og formand for FN’s Generalforsamling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Ville Reagan og Thatcher (som nu Trump) være kommet til magten med et valgsystem som fx det danske?
Ok, de fik, og deres efterkommere får mange stemmer, og det er i og for sig bekymrende nok...
Pligtlæsning? Måske et forbud ville skaffe flere interesserede læsere? Desværre.

jens christian jacobsen

Jeg har ikke læst Pikettys bog Capital and Ideology, men det er interessant at læse Lykketofts anmeldelse i lyset af Paul Krugmans ditto i NYT i dag. Lykketoft hævder at Piketty mener at vi bør fokusere på 'et opgør' med uligheden i samfundet. Krugman er langt mere usikker på, hvad Piketty egentlig mener. Han nævner nogle faktorer, der kan have opmuntret til politisk passivitet overfor de superrige og den eksplosivt voksende ulighed. Det er fx ødelæggelsen af fagforeningerne som Thatcher igangsatte, centrum-venstres optagethed af elitære identitetsspørgsmål og svigt af arbejderklassens interesser men fremfor alt ligegyldighed over for og uvidenhed med levevilkår i andre lag end det, man selv tilhører.
Krugman mener at Trump har forstået noget basalt som demokraterne ikke har forstået nemlig at økonomi skal gå hånd i hånd med ideologi. Brød og skuespil. Men som han slutter sin anmeldelse: In the end, I’m not even sure what the book’s message is. That can’t be a good thing.

Thorkel Hyllested

Pierre Proudhon (1809 - 65) sagde det helt klart: " privatejendom er tyveri."
Jeg glæder mig til at læse Pikkety. Tak for en god anmeldelse.

Hanne Ribens, Erik Winberg, Mikkel Zess og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Tak til Information for at udgive denne meget vigtige bog, en bog der vil være med til at pille tøjet af kapitalismen, stykke for stykke, for til sidst, vi som beskuer og læser kan se, hvordan vi kan bringe os allesammens , frem mod bedre livsvilkår og mere retfærdig lighed.

Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Al kritik af kapitalismen skal være velkommen, uanset hvor mangelfuld den er. Fordi den tendentielt holder farvandene åbne for erkendelsen af det helt basale problem: at kapitalisme betyder en afmægtiggørelse af det enkelte menneske, forstået som afmagt overfor formningen af egen tilværelse. Dette gælder i stigende grad også de såkaldte 'ejere', som ikke er herrer over konsekvenserne af deres virksomhed.

Steen K Petersen, lars søgaard-jensen, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens, Erik Winberg, Christian Mondrup, Mikkel Zess og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Liselotte Paulsen

Læs interwievet i bogtillægget fra i fredags! Knaldgodt!!

Steen K Petersen, lars søgaard-jensen, Anders Reinholdt, Peter Ahlmann-Petersen, Pia Nielsen, Ete Forchhammer , Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Herremandens straffrie afstraffelse af undersåtter er direkte overført i vore dages straffesystem: økonomisk tyveri straffes lempeligere end "at slå et menneske til lire-kasse-mand", så, jo kapitalismen har stadig godt fat i den lange ende! Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj har ikke kunnet forklare arbejder-klassen, at fordi man har "villa-vovse-volvo" er de stadig ikke er kapitalister! Derfor sagde Thomas Nielsen de forløsende ord: fagbevægelsen har sejret ad h....
. til! Så Piketty har en pointe.

Thomas Tanghus

Pudsig, så sympatiske gamle socialdemokrater begynder at lyde, når de ikke længere har magt. Jeg erindrer ikke finansminister Lykketoft som værende på de svages side.

jens christian jacobsen, Erik Winberg, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Ernø og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jens Christian Jacobsen

Jeg har kun læst uddrag af Pikettys nye bog. Men jeg har læst stribevis af anmeldelser af den – også Krugmans i NYT. Jeg har ikke stødt på andre anmeldere, der har haft problemer med at forstå ” what the book’s message is.”. Krugmans bemærkninger undrer mig derfor.

Steen K Petersen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Henrik Plaschke
Jeg tror kort fortalt, at Krugman mener at Piketty er for lidt økonom og for meget ideolog. Derudover kritiserer han Piketty for at fylde bogen med en række enkelttilfælde fra historien i stedet for at argumentere for sine pointer. Så Krugman er som økonom uenig i, at økonomien nedtones hos Piketty og så kritiserer han Pikettys 'metode.' Sådan cirka tror jeg...

Henrik Plaschke

Jens Christian Jacobsen

Det skal Krugman jo have lov til at mene, men det svarer ikke særlig godt til en række anmeldelser, jeg har læst og forekommer mig derfor ikke umiddelbart overbevisende. Men da jeg ikke har læst den nye bog i sin helhed, vil jeg naturligvis ikke lægge mig fast på en endelig bedømmelse.