Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er værd at læse om efterkrigstidens liderlige og camparidrikkende overklasse, når Duras skildrer den

Marguerite Duras’ nyoversatte roman ’De små heste i Tarquinia’ fra 1953 veksler mellem trekantsdrama blandt velhavende badegæster og en decideret absurd skildring af mennesker i sorg
Omdrejningspunktet i De små heste i Tarquinia, der nu udkommer første gang på dansk, er priviligerede menneskers elegant formulerede jammer over tilværelsens ulidelige lethed.

Omdrejningspunktet i De små heste i Tarquinia, der nu udkommer første gang på dansk, er priviligerede menneskers elegant formulerede jammer over tilværelsens ulidelige lethed.

Ritzau/Scanpix

Kultur
27. marts 2020

Intet er rigtigt til at holde ud for den lille flok velhavende franskmænd, der holder ferie i en lille italiensk kystby i Marguerite Duras’ (1914-1996) De små heste i Tarquinia (1953), som nu for første gang udgives på dansk i Lone Bjelkes stilrene oversættelse.

Men intet er heller så slemt, at det for alvor er værd at gøre op med. Persongalleriet dasker frem og tilbage mellem badestrand, hotelrestaurant og ferievilla i en stemning præget af liderlighed og resignation.

Det er en klaustrofobisk oplevelse at være med på denne ferie, og havde det ikke været for den cool nøgternhed, de her ulidelige mennesker og deres uanselige problemer var skildret med, havde romanen virket hul og decideret irriterende. Hurra altså for den cool nøgternhed, der i stedet gør romanen til et spændende studie i de sofistikerede, neurotiske og dybest set latterlige menneskeaber, som dens karakterer er.  

Hvordan livet bedst kan nydes

Af alt, hvad der er uudholdeligt for romanens hovedperson, Sara, er heden det værste. Hun er på ferie med sin kun delvist udholdelige mand, Jacques, deres fireårige søn og dennes barnepige (som er træt af barnet og hellere vil danse kinddans med en lokal toldbetjent).

Sara og Jacques har lejet et hus i den unavngivne landsby for at være i selskab med venneparret Ludi og Gina, der har deres egen villa længere nede ad byens eneste vej. Her bor også den fælles veninde Diana, der har en skarp sans for sociale og erotiske spændinger. Til at sætte en smule handling og en central konflikt i gang er romanen udstyret med en fremmed mand, der har en båd, selskabet kan tage på ture i, og et godt øje til Sara.

’De små heste i Tarquinia’. Marguerite Duras.

Saxo
Man følger den lille flok i nogle få dage af ferien, der allerede har varet længe og vil vare længe endnu. Hver dag orker de lige akkurat at stå op, tage på stranden, drikke camparier på det lokale hotel, spille boules om aftenen og ellers bare føre dovne, irritable samtaler om livet, og hvordan det skal leves. Eller rettere: Hvordan livet bedst kan nydes.

Denne diskussion handler, når den er mest kortsigtet og lavpraktisk, om, hvorvidt man skal gå på stranden med det samme eller vente på andre, eller om det er på tide med en campari. Det er der altid mindst én i selskabet, der mener, det er. Når diskussionen om, hvad de stiller op med al deres tid og frihed, er mest vidtgående i sit perspektiv, handler den om kærlighed, begær og ægteskab og udspringer af de konstante gnidninger mellem alle i gruppen og internt i de to par. 

Et andet tilbagevendende samtaleemne er ferien, som evalueres løbende: Er den dårlig eller kedelig? Er den særligt mislykket, eller mislykkes alle ferier bare? Skulle de rejse et andet sted hen, for eksempel til byen Tarquinia, hvor man kan se nogle særligt bedårende heste, der er malet på nogle etruskiske gravsten? Hvem skulle i så fald rejse med, og hvem skulle blive tilbage?

Køligt komiske trekantsdramaer

Omdrejningspunktet i De små heste i Tarquinia er altså priviligerede menneskers elegant formulerede jammer over tilværelsens ulidelige lethed. De kan lide at udtrykke sig i mere eller mindre dybsindige bonmoter, som når for eksempel Ludi udtaler, at »der er det med lykken som med smerten, af og til må man skifte til en anden slags smerte, ellers bliver man gammel og dum«.

Det ville være fantastisk irriterende at læse om, hvis det ikke var så syleskarpt og derfor så sjovt skildret. Hele romanen er gennemsyret af en diskret absurditet. Det er karaktererne, der er humorforladte, ikke fortællingen om dem. Den er så tilpas distanceret i sin beskrivelse af varmeplagede luksuslegemer og deres mere eller mindre vilkårlige begær efter hinanden (eller hinandens mænd, koner og motorbåde), skønhed og anerkendelse, at man fryder sig.  

Det let latterlige ved Sara, Jacques og deres venner kammer let og elegant over i regulær absurditet, når de bliver konfronteret med stor ulykke. Den slags har de nemlig også adgang til. Anden Verdenskrig er ikke længere væk, end at der stadig bliver ryddet miner i bjergene over landsbyen.

Umiddelbart inden romanens begyndelse blev en ung minerydder sprængt i luften. Morbidt nok har hans gamle, akut sørgende forældre samlet hans tilbageblevne legemsdele i en sæbekasse. Den sidder de nu på ulykkesstedet og vogter over dag ud og dag ind, idet de nægter at underskrive den blanket, der skal give dem lov til at rejse hjem med sønnens jordiske rester. En exceptionelt desillusioneret og selvmedlidende købmand besøger dem dagligt – og tager i øvrigt prisen som romanens mest patetiske karakter. Han præsenteres sådan her: »Ensom og gammel midt blandt sine tomme hylder gned han sig i hænderne af fryd. Det var hans livsværk. Han havde aldrig troet, at han en dag ville være så bedøvende ligeglad med det hele.« Derfra bliver han bare mere håbløst stolt af sin egen kolossale resignation. 

Hver dag får det lille rejseselskab en udflugt ud af at bringe mad op til den bizarre gruppe, der mest af alt virker, som om de er stukket af fra et stykke af Samuel Beckett. Trekantsdramaerne og de ægteskabelige skænderier fremstår køligt komiske i De små heste i Tarquinia, men det bedste ved romanen er de forkælede solbaderes rituelle udflugter op til det groteske sørgeselskab. 

’De små heste i Tarquinia’. Marguerite Duras. Oversat fra fransk af Lone Bjelke. Batzer & Co. 272 sider. 300 kroner

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her