Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Jeg er en 25-årig kvinde – og jeg elsker Bob Dylans nye 17-minutters sang om mordet på JFK

For nylig udgav Bob Dylan en uhørt lang sang om noget så uaktuelt som mordet på John F. Kennedy. For Informations unge, kvindelige kulturjournalist var det årets begivenhed. »Fordi Dylan aldrig er én, men altid i gang med at være flere, er der ligesom også plads til mig,« skriver hun i denne kærlighedserklæring til det amerikanske folkikon, som hun har lært sin 66-årige far at holde af
Bob Dylan har netop udgivet sin første nye sang siden 2012. Den er 16 minutter og 55 sekunder lang og handler om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.

Bob Dylan har netop udgivet sin første nye sang siden 2012. Den er 16 minutter og 55 sekunder lang og handler om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.

Kurt Petersen

Kultur
17. april 2020

Nobelpristager og koryfæ Bob Dylan har udgivet sin første nye sang siden 2012. Den er 16 minutter og 55 sekunder lang og handler om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.

Den udkom pludselig den 27. marts som en surprise-release, der ellers kun er forundt popstjerner som Beyoncé og Taylor Swift. Begivenheden er blevet overskygget af andre, mere presserende emner, og topper ikke ligefrem i aktualitetskriterier: En omkvædsløs, rimet sang om et gammelt præsidentmord sunget af et 60’er-ikon, der insisterer på stadig at tage på turné. 

Jeg er en 25-årig kvinde. Som min redaktør sagde, da jeg fortalte ham om sangen, var det ikke til at forstå, hvad i alverden der kunne få et ellers fornuftigt ungt menneske som mig til lægge øre til dét. Han troede vist også et øjeblik, at Dylan allerede var død. 

Men jeg er Dylan-fan på trods, og Murder Most Foul har de seneste 14 dage været mit sortsynede soundtrack mod et lydbillede, der ellers komponeres af vindblæste gader og statsministerens pressemøder. 

Som Iliaden på lydbog

Murder Most Foul er en meditation over det præsidentmord, der markerer et uskyldstab for det amerikanske samfund. Kennedy bliver ført gennem Dallas som et slagtekid, »led to the slaughter like a sacrificial lamb«. Som alle andre Dylan-sange er den et katalog over vestlig og amerikansk kulturhistorie. Opakt og mættet af referencer.

Kennedy bliver hos Dylan en Shakespeare-konge og en Jesus-figur på samme tid. Titlen er hentet fra Shakespeares Hamlet, hvor den myrdede konges spøgelse kalder sin egen død et »murder most foul«. Mordet i Hamlet er ikke en enkeltstående forbrydelse, men udslaget af et perverteret samfund nedsunket i blodsynd og bedrag.

Dramaet er lagt oven på en usædvanligt blasert violin, der kører i tomgang over vuggende klaver og tyst perkussion. Dylan rimer sine vers, men der kommer aldrig et omkvæd. Det hele minder mere om det græske epos Iliaden på lydbog end om en egentlig popsang.

Undergang i fællesskab 

Jeg har lyttet til Bob Dylan siden mine tidlige teenageår. Først romantisk fascineret af 1960’ernes ungdomsoprør, senere gysende og lige så fascineret af samme bevægelses forstillelse og forråelse med yndlingsforfattere som Joan Didion og Michel Houellebecq.

Men Dylan er hængt ved. Jeg hører ikke de samme folkemusik- og oprørsplader fra midttresserne. Men jeg dyrker både den knivstikkende Blood on the tracks fra 1974 og Time Out Of Mind fra 1997, hvor han vist bare glæder sig til at dø. Dylan er vred, forsmået, utro, kuet og i negativitetens topform. Jeg holder endda af den nykristne plade Oh Mercy fra en periode, hvor han bliver religiøs og vil minde mig om at »You Gotta Serve Somebody« (det vil sige Gud). 

Bob Dylan er tit på borgerrettighedsforkæmperne og de svages side, men mange opfatter ham nok som en enspænder med en »der er koldt på toppen«-attitude. Han er sjældent feminist og kan i øvrigt ikke synge. Hans gennemgående æstetik og mundharmonikaspil handler i hvert fald ikke om, at det skal lyde sådan. 

Undergang i fællesskab

Følgende er et svært argument at fremføre om en mand, der om noget har sat sig på den vestlige hvide mands smerteselvsmagende playliste, men jeg vil forsøge alligevel: Bob Dylan skriver sange om verdens undergang. Men det er en undergang i fællesskab, og det er det, der gør ham værd at lytte til. Det gælder også for den nye sang.

For Murder Most Foul handler om, at en præsident kan myrdes ved fuldt dagslys. Så hans hjernemasse falder ned over skjorten, og hans lyserødt Chanel-klædte kone med rædslen malet i ansigtet krænger sig bagover. Det er ikke bare Dylans rustne stemme, der knækker, det er også ideen om et meningsfuldt Amerika. 

Dylan tilbyder hverken forløsning eller trøst. Selv ikke den amatørfilm, der tilfældigvis fanger det fatale skud, giver nogen svar, selv om den spilles igen og igen. 

»Zapruder’s film I seen night before
Seen it thirty-three times, maybe more
It’s vile and deceitful, It’s cruel and It’s mean
Ugliest thing that you ever have seen« 

Det er stadig lige grimt. Og den bitre smag kan jeg genkende. 

Men sangen holder ikke op med at give mening, bare fordi verden går under. De sidste ti minutter af Murder Most Foul går faktisk med at anråbe andre. Han kalder på Marilyn Monroe, Freddie Mercury og Queen, Stan Getz, Etta James, Charlie Parker og alle mulige i et væk. De bliver til et fælleskor, der myldrer mellem hinanden. 

Dylan krydsklipper, så Nina Simone lige pludselig synger til Jackie Kennedy:

»Play ’Please Don’t Let Me Be Misunderstood
Play it for the First Lady, she ain’t feeling any good.«

Navnene, referencerne og citaterne overtager stroferne i den 17 minutter lange sang, så Dylan udviskes som afsender. Han står ikke tilbage som meget andet end budbringeren. Midt i apokalypsen står flerstemmigheden tilbage. 

Alle tiders vendekåbe

Jeg har lært min far at holde af Bob Dylan. Han er netop fyldt 66 og gik på pension sidste år, og burde ellers være His Bobness’ kernepublikum. Han spiller trommer i et jazzband og voksede op med at optage The Beatles på kassettebånd fra Jørgen de Mylius’ radioprogrammer.

Men det var ikke, før jeg købte Blonde on Blonde i Fona, at min far egentlig gad lytte til manden, det ellers er meget svært at starte forfra på. Der var noget i Dylans tekst og lyd, som pludselig krydsede generationskløften gennem cd-afspilleren.

Jeg ved godt, at det lyder vanvittigt, men jeg tror, at det handler om fællesskab. For midt i Dylans undergangsfortællinger opdager man pludselig, hvor mange man egentlig deler nedturen med. Jeg fik et lille chok, første gang jeg satte sangen Tangled up in blue fra 1974 på. Dylans stemme er fjern og dæmpet, slet ikke så skarp og bitter som den vrede unge mands, jeg havde vænnet mig til. Han er usikker. Det blev jeg også. 

Teksten er fuldstændig ligeglad med tid og sted og bevæger sig fra daglejerjob på fiskerbåde i Louisiana til topløse bartendere, der læser Dantes poesi højt for ham. Alting og alle er i opløsning i skilsmissesangen: 

»All the people we used to know
They’re an illusion to me no
Some are mathematicians
Some are carpenter’s wives
Don’t know how it all got started
I don’t know what they’re doing with their lives

I stedet for at lade begivenheder, mennesker og livsforløb samles, spreder Dylan sine skæbner for vinden. Han ved ikke, hvor han er på vej hen, og jeg aner det heller ikke. 

Myten om manden fortæller det samme. Han går electric og forråder sine folkemusikvenner, går i landmandseksil efter et motorcykeluheld, crooner som en flødebolle med Johnny Cash, bliver kristen engang i 1980’erne og laver som 74-årig coverversioner af Frank Sinatras sange. Noget mere vellykket end andet. 

Men fordi Dylan aldrig er én, men altid i gang med at være flere, er der ligesom også plads til mig. Det, der gør Murder Most Foul interessant, er derfor også, hvad man kunne kalde de mange stemmer i fælles vildrede.

Dylan messer: »Play it for the dog that got no master« og »Play ’Stella by Starlight’ for Lady Macbeth«. Det er musik både for den herreløse hund, for Miles Davis og for en blodtørstig Shakespeare-dronning. Nok handler det om Kennedymordet i Dallas i 1963, men det er ikke en ensomhedsfortælling. Det er en fortælling om at synge i kor, mens det hele går ad helvede til. Det gør Dylans tekst til et sted, hvor både min far og jeg kan være med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

Tjek. Den er delt med flere!

God artikel. Her til morgen (DK tid) har onkel Bob lagt en ny sang ud: I Contain Multitudes. Spøjst sammentræf!! Tjek bobdylan.com

Hilsen én der tydeligt husker familien samlet om s/h tv'et i 1963 for at få meddelelsen om JFK mordet. Da var jeg 11. Et par år senere begyndte jeg at låne Dylan-lp'er på biblo. De blev indspillet på spolebånd.

Lars Myrthu-Nielsen

Tak for indsigt i den smukke sang!
Og en lille detalje. Det er ikke på 'Oh Mercy' pladen, der er fra '89, men på 'Slow Train Coming' fra '79, at You Gotta Serve Somebody, er på :-)

Din redaktør hører ikke hjemme på Information ;-))

Niels Christensen, Jakob Silberbrandt, Hans Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen Lerche Nielsen

Her er dagens nye nummer I Contain Multitudes - fra Whitman - igen med refleksion over livet - på en gang spidst og med humor. Skøn rolig ballader fra Dylan snart 79 år.

Today, tomorrow, and yesterday, too
The flowers are dyin' like all things do
Follow me close, I’m going to Balian Bali
I'll lose my mind if you don't come with me
I fuss with my hair, and I fight blood feuds
I contain multitudes
Got a tell-tale heart, like Mr. Poe
Got skeletons in the walls of people you know
I’ll drink to the truth and the things we said
I'll drink to the man that shares your bed
I paint landscapes, and I paint nudes
I contain multitudes
Red Cadillac and a black mustache
Rings on my fingers that sparkle and flash
Tell me, what's next? What shall we do?
Half my soul, baby, belongs to you
I relic and I frolic with all the young dudes
I contain multitudes
I'm just like Anne Frank, like Indiana Jones
And them British bad boys, The Rolling Stones
I go right to the edge, I go right to the end
I go right where all things lost are made good again
I sing the songs of experience like William Blake
I have no apologies to make
Everything's flowing all at the same time
I live on the boulevard of crime
I drive fast cars, and I eat fast foods
I contain multitudes
Pink petal-pushers, red blue jeans
All the pretty maids, and all the old queens
All the old queens from all my past lives
I carry four pistols and two large knives
I'm a man of contradictions, I'm a man of many moods
I contain multitudes
You greedy old wolf, I'll show you my heart
But not all of it, only the hateful part
I’ll sell you down the river, I’ll put a price on your head
What more can I tell you? I sleep with life and death in the same bed
Get lost, madame, get up off my knee
Keep your mouth away from me
I'll keep the path open, the path in my mind
I’ll see to it that there's no love left behind
I'll play Beethoven's sonatas, and Chopin’s preludes
I contain multitudes

https://youtu.be/pgEP8teNXwY

Niels Christensen, Brian Nocis Jensen, Trond Meiring og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar