Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ali Smiths ’Forår’ undersøger, hvad der binder det splittede Storbritannien sammen efter Brexit

Migranter mishandles, og mennesker mødes i tredje bind af Ali Smiths ambitiøse og udfordrende årstidskvartet om fortabte sjæle i et Storbritannien efter Brexit-afstemningen
Ali Smith (2015).

Ali Smith (2015).

David Sandison

Kultur
17. april 2020

Trods titlen er Forår den foreløbig mørkeste og mest bidske i Ali Smiths årstidskvartet. Det er samtidig bind tre i den skotske forfatters romanværk, der udspiller sig i kølvandet på Brexit-afstemningen, og som skildrer Storbritanniens skrøbelige tilstand her og nu.

Forår. Ali Smith. Oversat af Ninna Brenøe. Gyldendal 334 sider. 250 kroner

Arnold Busck

Bag rammefortællingen i både Efterår (2017) og Vinter (2018) gemmer sig et portræt af en nation, hvor naboer ikke længere taler sammen, og landsbyboere, der før havde stærke fællesskaber, nu ikke tåler synet af hinanden. Brexit har – som vi sidste sommer skrev i artiklen »Storbritanniens udtræden af EU har skabt en helt ny litterær genre: Brexlit-romanen« – groft sagt skåret England midt over af dem, der stemte for og imod referendummet.

Samme indtryk efterlader Forår, der runder både klimaforandringer, kunstens rolle i samfundet, tidens sociale spændinger og den stigende højredrejning, men hvis fokus er på den globale flygtningekrise og den umenneskelige behandling, som migranter flere steder udsættes for. Spørgsmålet er som i de forrige bind: Hvordan er vi endt her?

»Brug din fantasi«

Handlingen fremstår umiddelbart lige så rodet som Storbritannien efter Brexit, og det er naturligvis helt bevidst i dette tilfælde og i øvrigt også kendetegnende for forfatterskabet generelt. Den traditionelle realisme rækker ikke til at afspejle en virkelighed med svindende sammenhængskraft, og Ali Smiths bøger er derfor opbygget af fragmenterede historier præget af kronologiske krumspring og vekslende synsvinkler.

Det kan være svært at navigere i som læser, hvis koncentrationen svigter, men i Vinter har vi dog to centrale personer at støtte os til. Den første er Richard Lease, en aldrende filminstruktør, der netop har mistet sin bedste veninde og skrivepartner. 30 år tidligere forlod kone og datter Richard, og det var Paddy, som veninden hedder, der foreslog ham at tage datteren med på gallerier og museer og i teatre og biografer.

»Brug din fantasi. Tag hende med hen at se noget. Tro mig, din datter går også og fantaserer om dig, hvor i verden hun end befinder sig. Så mød hinanden i jeres fantasi,« lød Paddys råd (i Ninna Brenøes fremragende oversættelse).

Richard taler stadig med sin imaginære datter, der »har været cirka elleve år gammel i hans hoved igennem et par årtier nu«, men Paddy er død, og ved romanens start er Richard på vej fra London til Skotland på en slags pilgrimsfærd, hvis mål er at komme sorgen til livs. I toget møder han Britt, en ung kvinde, der arbejder i et center for illegale migranter og flygtninge. Med sig har hun skolepigen Florence, som måneden inden måske gik gennem sikkerhedskontrollen på flygtningecentret og fik ledelsen til at gøre toiletterne rene.

Britt er ikke helt sikker på, at rygterne om denne pige taler sandt, og heller ikke, hvorvidt det er Florence, som hun tilfældigt har mødt på stationen, der står bag denne og lignende handlinger på andre centre og såmænd også et bordel, hvor pigen havde overtalt kunder til at gå hjem og bagefter »havde fået manden, som passede hoveddøren til at låse den op, (så) femten teenagepiger og lidt ældre piger tog benene på nakken, løb for livet«.

At leve i samme verden, men ikke sammen

Det er i disse afsnit, hvori Ali Smith beskriver de rystende forhold for Storbritanniens indvandrere og flygtninge, at Forår for alvor kradser, og forfatterens vrede klart fornemmes. Som den kroatiske student Lux, der i Vinter sammenligner nutidens England med Shakespeares Cymbeline, »fordi det er, som om personerne i stykket lever i den samme verden, men ikke sammen med hinanden, som om deres verdener på en eller anden måde er blevet skilt ad«. Her fungerer Florence som outsideren, hvis blik og betragtninger flere steder afslører samfundets sprækker og spændinger.

Jovist, den 12-årige pige skriver i sine dagbogsnotater langt bedre end nogen anden på den alder, men hun er jo heller ikke noget normalt barn og i en tid, hvor virkelighedens klimakamp har været ført an af en teenager, fremstår den 12-årige Florence overraskende troværdig.

Mere gådefuldt virker poeten Rilke og Katherine Mansfields optræden. De to er genstand for det manuskript, Richard har ladet sig hyre til at skrive, men problemet, erfarer han, er, at selv om de boede i samme schweiziske landsby i 1922, mødte de aldrig hinanden.

Hvorvidt han finder en løsning, skal ikke røbes her, men hvad der i det hele taget binder folk sammen i dag, synes at være det bærende tema i de historier, som Ali Smith på forunderlig og forbløffende vis får knyttet sammen i Forår. Er det kunst, kommunikation, kærlighed eller ligefrem krig? Romanen ender ved krigsskuepladsen Culloden, hvor unionen mellem England og Skotland blev beseglet efter et blodigt oprør i 1745, men også det forhold virker som bekendt skrøbeligt i dag.

Forår. Ali Smith. Oversat af Ninna Brenøe. Gyldendal 334 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her