Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man skal anvende begge ører for at værdsætte musikkens indre sammenhængskraft i ’Vilde vidunderlige Danmark’

Det musikalske lydspor i DR’s naturserie læner sig op ad en oppustet international genre. Men i den første episode har tre danske komponister alligevel skabt et overvejende neddæmpet og sammenhængende symfonisk forløb
I ’Vilde vidunderlige Danmark’ bliver uglens forgæves jagt på musen akkompagneret af messingblæsere og slagtøj i en dissonerende variation af signatur-temaet.

I ’Vilde vidunderlige Danmark’ bliver uglens forgæves jagt på musen akkompagneret af messingblæsere og slagtøj i en dissonerende variation af signatur-temaet.

Danmarks Radio

Kultur
25. april 2020

Når man følger de levende billeder og lytter med et halvt øre til musikken i DR’s naturdokumentarserie Vilde vidunderlige Danmark om den danske natur, virker den bekendt.

Har man ikke hørt noget i samme stil mange gange før? Et brusende symfoniorkester med et kor af sopraner og alter, melodier, som lyder af folkevise, flotte panoramaer af lyd, kammermusik med rørende og pudsige detaljer.

Jo, man genkender karakteren af dele af dette soundtrack fra mytologiske filmeposser som Ringenes Herre og Game of Thrones og fra BBC’s dokumentarserier, for eksempel Planet Earth og The Blue Planet.

Det er en genre, der gennemtrawler den senromantiske orkestertradition helt op til britiske komponister som Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1872-1958).

Især musikken fra første halvdel af det 20. århundrede er en væsentlig kilde, sådan som den ofte hviler på den folkelige, pentatone skala (med fem toner) og gamle kirketonearter (også kaldt modale tonearter).

Det lyder nyt og arkaisk på samme tid. Men et mere nutidigt tilskud er også den pulserende amerikanske minimalisme fra sidst i århundredet hos Philip Glass (f. 1937) og John Adams (f. 1947).

Bag Vilde vidunderlige Danmarks soundtrack står tre danske komponister: Rasmus Zwicki, Peter Due og Anthony Lledo. De har bidraget med musik til alle fem episoder, angiveligt ud fra en fælles musikæstetisk ramme, som seriens signaturtema, komponeret af Rasmus Zwicki, til en vis grad er definerende for.

Rammen læner sig som sagt op ad den internationale stil, men man hører absolut også et dansk præg.

Naturens grundtone

Den første episode har skoven som tema. Komponisternes opgave har været at levere komponenter i det musikalske spor, der uddyber og forstærker rækken af små fortællinger, og som stedvis fungerer som en slags kontrapunkt til fortælleren Lars Mikkelsen. Det er lykkedes vældigt godt.

Musikledsagelsen er næsten fortløbende med få pauser, skiftevis i forgrund og baggrund, i en symfonisk bearbejdelse af et signaturtema, der bringes i introduktionen og afslutningen af hvert afsnit.

Signaturen er måske det længste sammenhængende musikalske indslag: først et motorisk motiv i strygerne, dernæst solocelloens melodi med et faldende motiv på tre toner, melodien vokser frem i hele orkestret, en solosopran synger videre på motivet, hele pigekoret slutter sig til, og dermed har Rasmus Zwicki fået indkapslet seriens tonalitet.

Skoven har en grundtone, en svag sitren af fine vibrationer, som flere af de store komponister har forsøgt at indfange. I begyndelsen af Mahlers 1. symfoni sker det med strygernes klangflade på tonen A i forskellige højder.

I DR’s episode gengives grundtonen med naturens egen cleansound vekslende med eksempelvis sarte strygertoner eller en svagt resonerende klaverlyd. Det er en ganske subtil og vigtig påmindelse, for essensen af at være til stede i naturen på dens betingelser er om noget at koncentrere sig om at lytte til den.

Der er dramatiske steder i musikken, men kampen for livet illustreres ikke med alt for store armbevægelser – vi befinder os åbenlyst ikke på den afrikanske savanne. Halsbåndmusens natløb på skovbunden skildres i sprøde replikker af klarinetter, obo og klokkespillet celeste, uglens forgæves jagt på musen inddrager messingblæsere og slagtøj i en dissonerende variation af signaturtemaet, og efterspillets lettelse (hos publikum) gengives af en rolig musik med skiftevis tunge og lette betoninger. Og det er et fint greb, at denne musik fortsætter ind i den næste fortælling om den trafikdræbte ræv.

Nu falmer skoven

At følge kongeørnen så tæt er en usædvanlig oplevelse, uanset hvor iscenesat det måtte være. Det er en fem minutter lang sekvens, som begynder med en lyrisk, gennemsigtig version af signaturtemaet. Det vender flere gange tilbage og tilføres minimalistiske rytmemønstre, som vi kender det fra John Adams, det ender storladent og ikke så lidt patetisk, men de fine billeder lægger i høj grad op til det.

En endnu mere kontrastfyldt musik, fra sart lyrik til gysereffekter, tildeles den fascinerende kæmpebille eghjortens parringsakt og kamp mod en forstyrrende rival.

Engelskhornet, en mørk obo, bærer på dødens symbolik i den romantiske tradition. Således også her i den melankolske fortælling om skovfældning og skovdød. Spættens trommen i barken går i dialog med en woodblock i orkestret, den sjældne hasselmus ledsages af vibrafonen, ligesom årstiderne får fine karakteristikker.

Vintersneen og de nøgne stammer følges af marimbaklange, forårstøvejret af Vivaldi-agtige strygerdryp og stigende kvintkald i pigekoret, og så er der efterårets glødende panorama. Her mobiliseres alle ressourcer i bearbejdelsen af salmen Nu falmer skoven trindt om land, vel at mærke ikke på den kendte romantiske melodi, men på en tysk folkevisemelodi fra 1600-tallet, og det er episodens musikalske kulmination.

Pigestemmerne træder for alvor frem i ordløs sang, den gamle melodis kirketoneart bringer den tæt på Zwickis signaturtema, det veksler mellem mol og dur, og fraserne bygger på den pentatone skala.

Når man ikke blot lytter med et halvt øre til denne udsendelse om skoven, men anvender begge fuldt ud, opdager man altså en ganske varieret orkestermusik med en indre sammenhængskraft. Godt nok kan lyden til tider virke for komprimeret og dermed for anmassende, det er filmbranchens æstetik, men det er faktisk forbavsende, at tre komponisters samarbejde kan resultere i et så fint produkt.

Det er, hvad man kalder et symfonisk værk med den fascinerende eftertanke, at mange af de instrumenter, man hører, er bygget af grantræ og ahorn.

’Vilde vidunderlige Danmark’. Komponister: Rasmus Zwicki, Peter Due og Anthony Lledo. Dirigenter: Jakob Hultberg, Jesper Nordin og Susanne Wendt. DR SymfoniOrkestret, DR Pigekoret og DR Juniorkoret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja, jeg er så ikke særlig begejstret. Egentlig havde jeg gerne været fri for musik, havde lyttet til en begejstret, oplysende stemme og naturlyd, som jo mærkeligt fortrænges. På den måde bliver dyrene nærmest stumme.

Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Hilbert Larsen

Musikken er et, men den indledende annoncering af udsendelse er dog noget at det mest misvisende ævl.
65% af Danmark jord er opdyrket, og det er monokultur stort set uden dyreliv (de fleste arter er forsvundet) - Så at hævde at det er natur, og sågar at den vrimler med dyreliv, er dog den værste gang løgn, jeg længe har hørt. Man skulle tro at udsendelsen var produceret/støttet af Landbrug og Fødevarer.

Søren Nielsen

Mange tak for denne indføring i de musikalske glæder.
Jeg tror at jeg vil starte forfra på serien.

Steffen Gliese og katrine bruno hansen anbefalede denne kommentar

Hilbert Larsen:
Det passer så ikke,for udsendelsen her til aften gjorde tydeligt opmærksom på prisen med de store arealer,der manglede mulighed for insekter m.v.
Nu er natur vel det hele også vores byer har jo natur og her er rovdriften vel lige så tydelig.
Vi i byen kunne jo ikke leve,hvis ikke nogen tog sig af produktion til det vi skal leve af
Men det er storslået tv og den går nok lige til kanten med det svulstige..

Anders Sørensen

Insekters liv er ret kedeligt. Dyrs liv generelt er ret kedeligt. Generelt. Liv er ret kedeligt at iagttage på film som udenforstående. Memindre man pepper det lidt op med slowmotion, udvalgte sekvenser og akkompagnerende musik.

Men gør man det, pepper op, risikerer man jo selvfølgelig også at blive kritiseret af en årnlig røvfuld hyklere, der bilder sig selv ind og forsøger at bilde hinanden ind, at det kedelige insektliv er interessant nok at følge i sig selv. Uden redigering. Uden musik. Bare ÆGTE 36335 timer med en myre, der slæber 37336 gange dødvægt gennem jord. Uden musik. Real time.