Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Bombemål Shellhuset: De bad om et pusterum – og fik det

I Besættelsens sidste tid var københavnerledelsen af modstandsbevægelsen nær ved at blive optrevlet af Gestapo – derfor måtte London træde til og sendte 51 fly
Mosquito-bomberen fór med mindst 500 km i timen og i lavest mulig højde mod Shellhuset og fuldførte minutiøst sit pin point low raid. Billedet er fra bogen ’Bombemål Shellhuset – og katastrofen ved Den franske skole’. Foto: Imperial War Museum

Mosquito-bomberen fór med mindst 500 km i timen og i lavest mulig højde mod Shellhuset og fuldførte minutiøst sit pin point low raid. Billedet er fra bogen ’Bombemål Shellhuset – og katastrofen ved Den franske skole’. Foto: Imperial War Museum

Kultur
1. april 2020

Man kan godt tænke sig, at den foreliggende fremstilling af bombardementet af Gestapo-hovedkvarteret i København for 75 år siden, er den sidste af slagsen. Der er næppe nogen, der kan komme meget længere, end historikeren Christian Aagaard er kommet her. I så fald er det godt, at den er så tilfredsstillende, som den er. Det er på alle måder et velovervejet og velproportioneret, grundigt og gedigent arbejde, som han har leveret.

Det kommer vidt omkring, både bredt historisk og hvad detaljen angår. Alene billedsiden er af en righoldighed, der ikke er set magen til. Forfatteren har ikke blot illustreret sin tekst. Han har sørget for et inciterende samspil mellem billeder (hvoraf mange er hidtil usete), udførlige billedtekster og brødtekst.

Så det unge menneske, der har mod på at lære den markante begivenhed at kende, som fandt sted herhjemme den 21. marts 1945, for ikke at tale om den europæisk-militære kontekst, »vores« luftbombardement fandt sted i, er i den grad velhjulpen med dette stofmættede billedværk liggende foran sig på bordet.

Det samme gælder også den ulykkelige bieffekt, aktionen fik: ødelæggelsen af Den franske Skole og store dele af Maglekildevej på Frederiksberg, da et fly i første angrebsbølge strejfede en af lysmasterne på banegårdsterrænet og kom ud af kontrol; efterfølgende fly forledtes til at tro, at nedstyrtningsstedet var bombemålet. På Maglekildevej mistede 900 mennesker deres bolig. Dette sørgelige kapitel har hermed fået sin beskrivelse fra A til Z. Og med Z mener jeg endog debatten om redningsindsatsen, når det gjaldt at undsætte de mange børn, hvoraf 86 mistede livet.

Jeg husker, jeg engang viste billeder fra den hærgede Maglekildevej til en tysk ven: det vidste han ikke! Den slags troede han, Danmark var sluppet for.

Et halvt år tidligere var det Gestapo i Aarhus, der havde fået pulveret, en ublandet RAF-succes, der indbød til en gentagelse i København – hvad tyskerne var helt klar over. De anede, hvad de havde i vente og sørgede for at anbringe deres mest prominente fanger fra modstandsbevægelsen i tagetagen som en slags bombeskjold.

Men tyskerne havde gjort regning uden vært – RAF havde udviklet et mesterskab i præcisionsbombning. Tyskerne regnede efter alt at dømme med et bombardement fra stor højde. Lad mig i parentes bemærke, at det er i den grad på sin plads at vie et helt kapitel til at fortælle, hvad Gestapo overhovedet var.

Det, der adskiller angrebet på Gestapo-hovedkvarteret i København og det i Aarhus, er først og fremmest, at det som nævnt havde en tragisk collateral damage til følge i form af ulykken på Frederiksberg. Men Carthago – dæknavnet på operationen i København – var også mere omfattende, både hvad angår mængden af indsatte fly, hele 51 maskiner (Mosquito-bombere og Mustang-jagere), og hvad angår civile tab, også bortset fra de frederiksbergske. De menneskelige omkostninger var store, både på engelsk, tysk og dansk side. Af de ca. 50 danske, der befandt sig i Shellhuset, var ca. 30 i Gestapos tjeneste.

Blandt fangerne reddede flere sig ud af den brændende og sammenstyrtende bygning, ikke mindst den centrale modstandsmand Mogens Fog.

Lipmanns opgave

Hvorfor overhovedet kom denne grundigt og længe forberedte operation med dækbetegnelsen Carthago i stand?

Den var resultatet af et indtrængende dansk ønske. Det Tredje Riges dage var evident talt, Hitlers krig på det nærmeste tabt; alligevel fastholdt besættelsesmagten til det sidste en intensiv bekæmpelse af den københavnske modstandsbevægelse.

Gestapo havde i vinteren 1944-45 haft held til at rulle det meste af ledelsen af den organiserede modstand i hovedstaden op, så den var truet af kollaps. Situationen var fatal. Kun en destruktion af Gestapos arkiver, kartoteker og andre faciliteter kunne sætte en stopper for det ­og give modstandskampen et »pusterum«. Udtrykket er karakteristisk for den unge dansker, Ole Lipmann, der var briternes forbindelsesofficer i Danmark og dermed »responsible in the field«.

Det blev naturligt Lipmanns opgave at vurdere situationens muligheder, veje chancer mod risici, udbytte mod tab og give London besked. De fik omsider et grønt lys – »Carthago!« – via hans radiosender. Pinagtig lang tid gik – som følge af vejrsituationen. Men så kom de …

Og ikke alene var københavnerledelsen dermed kommet til undsætning og kunne ånde lettet op. Englænderne havde bevist, at den danske kamp mod den fælles fjende var en investering og en ikke ubetydelig risiko værd. Forehavendet, der i bund og grund var voveligt, kostede 9 dræbte ud af de 71 englændere, der deltog i det. Danmark blev behandlet solidarisk som en allieret.

Aagaard har orden i proportionerne og gør ret i ikke at sidestille de allieredes få bombardementer i det stort set skånede Danmark med, hvad civilbefolkningerne måtte døje ude i den nære omverden – for nu blot at nævne senest Dresden, der blev tæppebombarderet over to dage af de vestallierede med civile tabstal på omkring 25.000. Det var godt en måned før Shellhuset.

Takket være Aagaards research gør man bekendtskab med Carthagos chefnavigatør Edward Sismore, der havde ledet planlæggelsen i London fra starten, blandt andet bistået af den danske London-baserede major Svend Truelsen. Sismore, der også havde stået for forberedelserne af Aarhus-aktionen i oktober 1944 og i begge tilfælde havde tilrettelagt ruterne, sad i en af de forreste maskiner sammen med angrebslederen, Robert Bateson.

Med mindst 500 km i timen og i lavest mulig højde fór Mosquito-bomberen mod Shellhuset og fuldførte minutiøst sit pin point low raid. Sismore noterede senere lakonisk: »… det var let nok at smide bomberne gennem facaden. Jeg så mig tilbage og kunne se, at vores bomber var gået ind i målet på det rigtige sted og drog et lettelsens suk.« Aagaard har været dybt og ikke forgæves nede i engelske militære indberetninger og logbøger fra dengang.

Succes eller ej

Mange år senere sagde Sismore i et interview om Shellhus-bombardementet: »Jeg synes stadig, det er svært at sige om, det var en succes eller ej. For hvordan tager du børns liv med i det regnestykke?« Han tænkte selvfølgelig på alle de børns liv, han og hans kammeraters bombetogt havde kostet.

Når jeg har lyst til at tage Sismores bemærkning frem, skyldes det, at jeg engang har set DR’s dokumentarfilm fra 1970 Kartago bør ødelægges i selskab med den mand, der dengang som 27-årig efter mange skrupler havde sendt sit »go!« til London.

Det var ikke nogen nem time på hans gård i Nordjylland. Ole Lipmann var urolig, for ikke at sige anspændt. Det var en sommeraften sidst i 1990’erne og altså ikke mindre end 50 år efter bombardementet. Lipmann havde tjent som major i den engelske militære organisation SOE (Special Operations Executive), men de års begivenheder sad i ham, og det kunne mærkes, selv om han efterhånden måtte have set filmen mange gange.

Jeg skal ikke prøve at gengive, hvad han sagde, men han fandt, at filmen gjorde lovlig lidt rede for gevinsten ved indsatsen og for meget ud af »nonnerne«. Det kan man tænke ilde om, hvis man vil. Men i modsætning til Sismore, der handlede på ordre, var Lipmann den, der havde givet ordre – eller anledning til ordre – og dermed havde ansvar ikke blot for et fly, men for en operation.

I et tidligt interview, der meget godt dækker hans reaktion den aften, hvor vi så den gamle film, siger Lipmann spontant: »Det kunne ikke nytte noget, at vi så hele Europa bombet sønder og sammen – England bombet og Tyskland bombet og alt mulig mellem himmel og jord bombet, og civile, der gik op i røg alle steder. Jeg er ikke ingen hård banan i nogen retning, jeg vil heller ikke lege kyniker på nogen som helst måde, men man kan ikke lave krig, uden at der en gang imellem sker noget, som ikke skulle være sket. Og Den franske Skole var altså et modbydeligt uheld.« Men at uheld ville ske, forekom Lipmann mere sandsynligt end det modsatte.

Tysk propaganda umiddelbart efter Shellhus-bombardementet gik via den censurerede danske presse ud på at udstille den engelske kynisme. Bombe uskyldige børn! Det syntes dog ikke at blive købt af befolkningen. Omvendt blev ofrene på Frederiksberg i nogle årtier efter krigen underspillet i medierne, måske af hensyn til modstandsbevægelsens ry. I al fald er det relevant, at den pris, frederiksbergerne betalte, nu bliver fremlagt i alle de detaljer, som Aagaard med flid har samlet og selv været i stand til at opdrive.

Hvad jeg ikke rigtig forstår er, at forfatteren har givet afkald på at udnytte journalisten Vilhelm Bergstrøms kolossale dag- og udklipsbog fra Besættelsens København, der er så rig på interessante og underholdende registreringer af, hvad københavnerne sagde og tænkte og troede (rygter er som bekendt meget sigende!), også når det gælder den folkelige modtagelse af netop Carthago.

Men det er underordnet. Det overordnede og prisværdige er, at Christian Aagaard i den store billedbogs genre, der ofte benyttes på en måde, hvor skinnet bedrager, har fortalt et unikt kapitel af dansk krigshistorie med en klarhed, grundighed og hæderlighed, man er taknemmelig for.

Christian Aagaard: ’Bombemål Shellhuset – og katastrofen ved Den franske Skole’. 325 sider, 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof
Niels Barfoed er forfatter til ’En kriger. Portræt af Ole Lipmann’ (2005).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Schjørmann

Må lige rette en detalje.
Flyet ramte ikke en lysmast, det ramte observationstårnet ved Enghave Station.

torben - nielsen

På side 143 i Politikens forlags udgave af: Besættelsens, hvem-hvad-hvor, står der: - at det er et lyskastertårn på godsbanegården, som bliver ramt.

Daniel Joelsen

Lystårn siger eksperterne, og så smed flyveren bomberne for at komme væk unden en tung last. Nogle af de efterfølgende fly kastede bomber det samme sted, nemlig Den Franske Skole. Men det tekniske er underordnet, for der døde rigtig mange børn. Nogle druknede i alt det vand der blev sprøjtet på branden.