Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Brasilianske Clarice Lispector skriver med kulsort humor og gravalvor i 'Hemmelig lykke'

Lispector skriver hverdagsscener, som er blevet monstrøse. Hun skyr ikke store ord som ’Gud’ og ’skæbne’, alligevel bliver stilen sjældent ophøjet; som regel handler hendes historier om kyllinger og kakerlakker. Og hvis det hele bliver lidt højtflyvende, så trækkes det straks ned på jorden igen
Kultur
1. maj 2020

Forlaget Arena har tidligere udgivet to af den brasilianske forfatter Clarice Lispectors værker, novellesamlingen Familiebånd og romanen Água Viva. Hemmelig lykke fra 1971, som udgives nu, består af 25 tekster, som varierer i længde fra to til 20 sider.

Nogle af teksterne er næsten som små eventyr. Andre kunne man kalde eksistentielle refleksioner, altid med udgangspunkt i et eller andet håndgribeligt. Som når en kvinde »nedsunket i drømme« laver spejlæg til sine børn, og i processen forsvinder i en lang indre monolog om sansning, erkendelse, frihed, tilblivelse:

»Det jeg ikke ved om ægget, er det der virkelig betyder noget. Det jeg ikke ved om ægget giver mig ægget i egentlig betydning. – Månen er beboet af æg.«

Nogle af teksterne i samlingen er barndomsskildringer med paralleller til forfatterens egen opvækst, for eksempel morens tidlige død. Andre igen ligner mere klassiske fortællinger eller formeksperimenter.

Clarice Lispector (1920 –1977) blev født i Ukraine. Da hun var et år gammel flyttede familien til Brasilien, hvor hun i sin levetid blev en national stjerne. Hun er blevet sammenlignet vidt og bredt med modernister som Joyce og Woolf eller eksistentialister som Sartre og Camus, af kønsteoretikeren Hélène Cixous desuden med Kafka, Rilke, Rimbaud og Heidegger – såfremt de fire herrer havde været henholdsvis kvinder, jødiske, mor og ikke-tyske.

Jeg spekulerer på, om man kunne tilføje Flannery O’Connor til den lange og løse liste (det groteske, det tåbelige, den kuriøse mysticisme), eller om det er en forbigående association. Under alle omstændigheder ligner Clarice Lispectors tekster sjældent noget, man har læst før; så enkelt er det.

Udspalte det essentielle fra det ikkeessentielle

I novellen »De lydige« fortæller hun om et ægtepar, som bestemmer sig for at forsøge at leve mere intenst, at udspalte det essentielle fra det ikkeessentielle. Det ender tragisk, når de hver især i glimt berører virkeligheden, synker ned og »rører bunden«, som Lispector skriver, for det er altid med fare for at drukne, »at røre bunden betød også at have hovedet under vand«. Det er en ganske kort, mærkelig og vild fortælling, og som i næsten alle teksterne i samlingen er den sidste sætning forbløffende:

»Over det uventet tørre flodleje, gik han perpleks og udenfor fare, adræt som en der længere fremme vil styrte omkuld.«

Lispector skriver hverdagsscener, som er blevet monstrøse. Hun skyr ikke store ord som ’Gud’ og ’skæbne’, alligevel bliver stilen sjældent ophøjet; som regel handler hendes historier om kyllinger og kakerlakker. Og hvis det hele bliver lidt højtflyvende, så trækkes det straks ned på jorden igen. Som den kvinde, der går ned ad gaden i en af teksterne, opfyldt af uanstrengt opmærksomhed, som pludselig føler sig som Guds og hele verdens moder – ind til hun næsten træder på en død rotte.

Ofte er det banale, nogle gange næsten latterlige, situationer, som bliver skelsættende. For eksempel en rødhåret pige på en bænk, som ser sin sjæl spejlet i en rødhåret bassethund: »Dér kom den traskende, foran sin ejerinde, slæbende på hele sin længde. Intetanende, velbevandret, hund.«

Eller en kvinde, som ufrivilligt ’inkarnerer’ de fremmede mennesker, hun møder (»åh, min Gud – bønfaldt jeg – ikke det, jeg vil ikke være den missionær!«). Fra hverdagslige situationer åbner Lispector for afgrundsdyb indsigt, hun trækker fortovet væk under sine karakterer og lader dem hænge i fri luft.

Sparsommelig med opslyninger

Forlaget er sparsommelig med oplysninger til den nye udgivelse, i modsætning til Água Viva, der var udstyret med hele to efterord, både af Tine Lykke Prado, som har stået for alle tre imponerende oversættelser, og af Elisabeth Friis, som blandt andet diskuterer Cixous’ læsning af Lispector.

Clarice Lispector: ’Hemmelig lykke’. Oversat af Tine Lykke Prado.

Forlaget Arena
På bogens bagside står der, at »det er Clarice Lispector selv, der har udvalgt teksterne til denne endelige Hemmelig lykke« – men det er vel ikke hendes sidste bog, og hvorfor skulle forfatteren ikke selv have udvalgt teksterne?

Jeg kan google mig frem til, via Benjamin Mosers biografi om forfatteren, at næsten alle teksterne i Hemmelig lykke har været udgivet i et tidligere værk, som for sin del var en samling af noveller og avisklummer. Jeg er nysgerrig på udgivelseshistorien, og på hvorfor netop denne bog er valgt til udgivelse på dansk.

Lispectors prosa er udfordrende, men altid smuk. Hun tvinger læseren til at arbejde: et læsearbejde. Hendes tekster er fattige på ’udvendig’ handling, men kulminerer i de intense øjeblikke, hvor en forandring finder sted: overgangen fra barn til voksen, eller det glimt, hvor karaktererne trænger igennem til noget – virkelighed, erkendelse, ren eksistens?

Selv når jeg ikke umiddelbart forstår det hele, er det en ren nydelse at læse de chokerende, mærkelige historier. Lispector skriver om smerten og lykken ved at være til, der er et underliggende gravalvor i teksterne. Men hun skriver også med kulsort humor. Som der står i teksten om ægget: »At leve fremkalder latter.«

Clarice Lispector: ’Hemmelig lykke’. Oversat af Tine Lykke Prado. Arena, 163 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her