Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Dag Solstad har skabt et medrivende psykologisk drama og en tindrende lykkelig læseoplevelse

Med den tredje og sidste roman om ikkeeksistensen Bjørn Hansen foreligger et absolut hovedværk i moderne nordisk litteratur i sin helhed på dansk
Forfatteren Dag Solstad hjemme ved sit arbejdsbord i Veierland, Norge.

Forfatteren Dag Solstad hjemme ved sit arbejdsbord i Veierland, Norge.

Mimsy Møller

Kultur
1. maj 2020

Forestil Dem, agtværdige og forhåbentlig ikke alt for affældige læser, en moderne ikkeeksistens. En 77-årig mand i livets sidste fase, nu nærmest en olding, som bor for sig selv i en diminutiv lejlighed i Oslo, lever på et nulpunkt og bortset fra at sove og spise ikke foretager sig andet end at trisse rundt og pluklæse i sit voluminøse bibliotek, hvis indhold står omhyggeligt ordnet efter forfatternes lande, derefter strikt alfabetisk.

Favoritterne hedder Kierkegaard, Tom Kristensen, Camus, Céline, Pessoa og Günter Grass.

Når Bjørn Hansen ikke læser dem eller sover eller spiser eller går på indkøb (ugens tilbud!), fører han lange samtaler med sine for længst afdøde forældre, hvis han da ikke kredser om sit lille livs kæmpe bedrift, sin store dåd eller, som han kalder det, »mit livs eventyr«, »mit livs letsindige eventyr«, »min himmelråbende synd«, dengang han dybt kriminelt foregav invaliditet og uretmæssigt kunne hæve en klækkelig offentlig pension. Indtil afsløringen.

Det er nu snart mange år siden. I mellemtiden har han siddet i fængsel og i en årrække drevet et lille proforma grossistfirma, Østens Perle. Går han nu fortabelsen i møde? Er han bange for helvede? Har han i sit stille sind fortrudt, at han begik en uoprettelig synd for at bekræfte sin blotte eksistens? Det ved han vist ikke rigtig.

For hvis han ikke har den skamfulde stolthed over sin dødsenstriste historie, plus selvfølgelig sine elskede bøger, er han slet ingenting. Så reduceres han til »det eneste menneske der kunne sige jeg om Bjørn Hansen«.

Da banker det en skønne dag på døren. Ikke yderdøren nede på gaden – dørklokken dér virker ikke – men døren ind til hans lejlighed. Udenfor står en velklædt, noget fyldig midaldrende kvinde i selskab med et langt rær af en ung mand. Kvinden er hans svigerdatter Thea, hustru til sønnen Peter, optiker i Bø i Telemarken. Personen ved siden af hende er sønnesønnen Wiggo. Ham så Bjørn Hansen sidst under et helt igennem mislykket besøg i provinsbyen, nærmere bestemt skuet fra en klippeafsats, da drengen suste forbi som del af en gruppe hangglidere. Nu skal den unge mand studere litteratur ved universitetet i Oslo, og hvad er da mere oplagt, end at han, i det mindste midlertidigt, logerer hos sin boginteresserede farfar?

Mærkeligt nok kommer de aldrig for alvor i gang med at snakke litteratur, men færdes blot lige op ad hinanden som fremmede kroppe. For Wiggos uventede ankomst reproducerer det psykiske mønster, som har gjort romanens hovedperson til en biperson.

Scenen er blot en gentagelse af noget, som før er sket for Bjørn Hansen. En genopførelse af hans mislykkede besøg i Bø, men også en repetition af, hvad der skete i den uforglemmelige scene, hvormed Bjørn H. holdt sit indtog i litteraturen, dengang han, som der står på den første side af Elvte roman, bog atten (1992, da. 1994), stod på Kongsberg Station og ventede på nogen – nemlig sønnen Peter, som han ikke havde set, lige siden han forlod Oslo, hustru og barn til fordel for et helt igennem mislykket samliv gennem hele fjorten år med en distanceblændende overklassekvinde, smukke Turid Lammers, som ikke bestilte andet end at være ham systematisk utro.

Umulig af sammefatte kort

Det mærkværdige ved at referere trilogien, som foruden Elvte roman plus den nu til dansk oversatte Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen fra 2019 også omfatter 17. roman (2009, da. 2010), er, at serien til trods for et relativt beskedent ydre plot virker umulig at sammenfatte kort.

Bøgerne er alle proppet med detaljer, som alle sammen forekommer lige vigtige og dermed dementerer muligheden af genfortælling. Eller sagt på en anden måde: Man kan kun genkalde sig dem ved at genlæse dem, i deres minimalistisk-monstrøse helhed.

Når vi læser, glemmer vi normalt, forstået på den måde, at vi i sindet abstraherer det læste op til metaforer, men Solstads romankunst forbliver u-abstrahérbar, i lighed med ikke mindst Prousts.

Hvis man på trods heraf forsøger at danne overordnede billeder af romanerne, forsvinder dels deres ligeværdige enkeltheder, dels og nok så vigtigt deres sensitivt sitrende, sylespidst præcise, sjæleligt fuldkommen skånselsløse, lidt gammeldags overpedantiske stil.

En kunst, Dag Solstad (f. 1941) sådan set altid har mestret, først i sin modernistiske fase (1965-69), så i rollen som maoistisk socialrealist (1971-80), dernæst i 80ernes selv- og generationsopgør, især Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1982, da. 1983) og den prisbelønnede Roman 1987 (da. Brudgom, 1988) og endelig i de små, sene, egensindige bøger, hvori han søger at indfange det genuint romanagtige: undersøgelsen af noget gådefuldt, en forestilling, et fænomen, i Bjørn Hansens tilfælde ensomheden og døden.

Psykologisk drama

Man kan have Dag Solstad lumsk mistænkt for, dengang for godt 30 år siden, at have opfundet Bjørn Hansen ene og alene for at kunne rendyrke sin særskrift og dermed på én gang skabe et medrivende psykologisk drama og midt i al tristheden muliggøre en tindrende lykkelig læseoplevelse. Har denne mistanke noget på sig, forstår man egentlig godt, hvorfor forfatteren nærmest har måttet bruge vold for at slippe af med sin hovedperson.

Sagt i al utilladelig korthed hænder der det, at Wiggo forelsker sig i en medstuderende, hvis kærlighed til litteraturen efter alt at dømme blot er en del af hendes ihærdige image-opbygning. NN, som hun konsekvent med karakteristisk distance kaldes, er idrætsstjerne, succesrig blogger, forretningskvinde og træningsprofet. Da hun og hendes diametrale modsætning Bjørn Hansen mødes, går det grueligt galt:

»Han ser på mine bryster, Wiggo. Så du det? Kan du ikke få ham til at holde op med det? Den gamle gris! Se ikke på mig på den måde. Kan han ikke bare behandle mig som et menneske. Jeg føler mig helt indelukket. Af det gammelmandsblik. Jeg tør ikke vende mig om, for så vil han glo på min røv. Med det blik. Han tager på mig. Hjælp mig!«

Seks sider senere er antihelten Bjørn Hansen død som følge af de tragiske følger af hans »falliske« blik. Forfatteren har om slutscenen udtalt, at han i den anledning »kunne have lagt mange gode ord ind og gode udsagn og sandheder om livet og alt sådan noget. Det var vældig svært at modstå«. At han modstod fristelsen, betød, at seriens sidste bind kom til at ligne sin hovedperson: Midt i tiden og samtidig sært ude på kanten af den. En genstridig ikkeroman om ikkeeksistens, som mulighed trods alt.

Dybt graverende fejl

Tidligere i denne måned udkom som en slags optakt til Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen de to tidligere romaner samlet i ét bind. Forlaget burde have benyttet denne lejlighed til at rette en fæl og dybt graverende fejl i Elvte roman, bog atten. På første side af den norske original står der sådan her om Bjørn Hansen:

»Når denne beretning begynner har Bjørn Hansen netopp fyld 50 år og står på Kongsberg jernbanestasjon og venter på noen. Da er det fire år siden han flyttet fra Turid Lammers, som han hadde bodd sammen med i fjorten år, like fra det øyeblikk han ankom Kongsberg, som før den tid knapt eksisterte på kartet for ham. Nå bor han i en moderne leilighet i Kongsberg sentrum, bare et steinkast fra jernbanestasjonen. Da han ankom til Kongsberg for atten år siden, hadde han bare noen få personlige eiendeler, som klær og sko, samt kasser på kasser med bøker. Da han flyttet fra Lammers-villaen tok han også bare med seg personlige eiendeler, som klær og sko, samt kasser på kasser med bøker.«

Den sidst citerede sætning er udeladt både i oversættelsen fra 1994 og 2020, og det er fatalt, for derved sløres det faktum, at romanens tekst citerer og dermed på en måde læser sig selv. I sidste ende indebærer fejlen, at værket som helhed trækkes bort fra metafiktivt mildt selvtematiserende (post)modernisme i retning af en mere entydig realisme.

Forlaget Oktober oplyser i en mail, at hverken det eller Dag Solstad nogen sinde har godkendt den fatale udeladelse, som med den nye bogs ordvalg må kaldes en utilgivelig, en himmelråbende synd.

Dag Solstad: ’Elvte roman, bog atten & 17. roman’. Oversat af henholdsvis Kari Sønsthagen/Torben Weinreich og Camilla Christensen. Rosinante, 174 plus 139 sider, 250 kroner

Dag Solstad: ’Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen’. Oversat af Sara Koch. Rosinante, 139 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her