Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Daniel Defoe skrev med ’Pestens år’ europæisk litteraturs første store pestfortælling

’Pestens år’ er en mærkelig klassiker fra det tidlige 1700-tal beretter om det sidste store pestudbrud i England. Det er både skræmmende og umådelig interessant læsning
Pesten i London, men især samtidens forsøg på at håndtere og overskue pesten, er udgangspunktet for den engelske forfatter Daniel Defoes mærkelige, genreløse bog ’Pestens år’ (Oprindeligt fra 1722).

Pesten i London, men især samtidens forsøg på at håndtere og overskue pesten, er udgangspunktet for den engelske forfatter Daniel Defoes mærkelige, genreløse bog ’Pestens år’ (Oprindeligt fra 1722).

Album / Fine Art Images

Kultur
3. april 2020

London blev ramt af byldepest i sommeren 1665. Faktisk døde de første mennesker allerede i vintermånederne, men da var vejret koldt, først i den tidlige sommers varme begyndte smitten for alvor at sprede sig. Det skete på én gang hurtigt og langsomt, sygdommen ramte massevis af mennesker, men åd sig samtidig gennem byen – fra vest mod øst – i et nærmest adstadigt tempo.

Det var der gode grunde til. Nok var London allerede dengang en af Europas største byer, der boede omkring en halv million mennesker, men nærmest al trafik foregik stadig til fods eller på hestekærre. I det hele taget var den meget lidt som en moderne storby.

Mange af de selvfølgeligheder, som for os organiserer byens rum, husnumre og fortove for eksempel, eksisterede endnu ikke. På intet tidspunkt havde nogen lagt en plan for byens vækst. De fleste boede under kummerlige forhold i overfyldte huse. Masser af husdyr gik rundt i byen. De offentlige kloakker løb åbent i gaderne.

Daniel Defoe: ’Pestens år’.

Daniel Defoe: ’Pestens år’.

Saxo
Under alle omstændigheder fortsatte epidemien i månedsvis og endte med at være umådelig, gruopvækkende og nærmest uforståelig. Samtidige kvaksalvere solgte medicin, der var lige så uvirksom som de anerkendte lægers – som bekendt blev penicillin, den eneste effektive kur mod pesten, først opdaget under Anden Verdenskrig. Ingen vidste med sikkerhed, om man blev smittet af Gud, luften, dyr eller andre mennesker.

Hver uge blev nye optegnelser over dødstallene opgjort af Londons sogne, men intet tyder på, at de optegnelser var præcise. Nutidige estimater lyder, at 100.000 mennesker døde.

Alt det – pesten i London, men især samtidens forsøg på at håndtere og overskue pesten – er udgangspunktet for den engelske forfatter Daniel Defoes mærkelige, genreløse bog A Journal of the Plague Year (1722), der sidste efterår udkom på dansk med den mere mundrette og dramatiske titel Pestens år.

Defoe, født 1660, død 1731, er i dag næsten kun kendt som forfatter til Robinson Crusoe (1719), men skrev i sin levetid ufatteligt mange andre bøger, og bredte sig ubekymret over felter så forskellige som nationaløkonomi, husholdningsråd, pirateriets historie, en rejseguide til de engelske øer og politisk polemik.

Han udgav nærmest intet i eget navn, men skrev gerne øjenvidneskildringer, som så blev lagt i munden på andre – og i samtiden solgt som faktiske beretninger.

Pestens kamp mellem samfundsorden og opløsning

Sådan er det i Pestens år. Fortælleren og den angivelige forfatter, H.F., er i 1665 saddelmager med butik i det østlige London. For at passe på sine varer beslutter han sig for at blive i byen, mens sygdommen raser, noget han flere gange bitterligt fortryder.

I en mærkeligt tør, uophidset prosa – Defoe skriver nærmest altid i samme tonefald, uanset hvad han så skriver om – zigzagger han sig ret usystematisk igennem sine oplevelser i de følgende måneder.

Små anekdoter og fortællinger om hverdagslivet midt i katastrofen udgør bogens rystende højdepunkter, men H.F.s egentlige fokus er byen som organisme. Sigende nok er han mere optaget af at foretage beregninger af pestens udbredelse uge for uge, og af at fortælle om og ræsonnere over bystyrets forskellige forordninger, end han er af sygdommens fysiske kendetegn.

Lange passager handler om, hvordan bystyret sikrede anstændige brødpriser, hvordan ligene blev skaffet bort – og hvordan pesten påvirkede eksporten af varer til Europa. Det lyder måske kedeligt, men i netop disse uger er det både skræmmende og umådelig interessant læsning.

Det er, som om Defoe kortlægger en forbløffende moderne og samtidig helt afmægtig tilgang til en epidemi. Europæisk litteraturs første store pestfortælling, indledningen til Boccaccios Dekameron, fortæller om en by, hvor alting er vendt på hovedet og al orden er brudt sammen.

Den beskriver pesten som en art karneval med døden som førstedanser. Defoe beretter fra en verden, hvor praktiske foranstaltninger er i højsædet, men hvor de i det højeste kan administrere livet rundt om sygdommen, aldrig rigtigt bekæmpe den.

Her fører pesten til en kamp mellem samfundsorden og opløsning. Londons bystyre – bogens egentlige helt, men ikke til stede i Pestens år via andet end forordninger og administrative tiltag, og når det kommer til stykket magtesløs – forsøger tidligt at etablere en smittekarantæne.

Er nogen blevet syge i et hus, så skal det forsegles, og ingen må forlade det i fyrre dage. Men som H.F. beretter, så blev smittekarantæne opfattet som et alt for voldsomt indgreb, især fordi ellers raske mennesker blev tvunget til at blive boende sammen med de syge. Og de indespærrede flygtede alligevel over tage eller gennem bagudgange, eller de bestak eller overfaldt de vagter, bystyret satte foran deres boliger.

På den måde spredtes smitten bare endnu hurtigere. Men hvad skulle man så gøre? Bedst er det at forsegle sig og undgå alle mennesker, mener H.F., at blive i sit eget hus i månedsvis med så lidt kontakt med omverdenen som muligt. Eller måske rejse ud af byen og bo på markerne eller i en skov et par måneder, sådan som en lille gruppe venner gør i en indlagt historie. Man skulle ikke isolere de smittede, det var omsonst, men isolere sig fra smitten.

En fremmed verden ramt af en uforståelig katastrofe

H.F. selv er imidlertid (meget bekvemt, nu han er fortæller) for nysgerrig til at blive inde.

»Jeg kunne ikke holde det ud,« som han siger, så han strejfer jævnligt gennem de tomme gader og ud i byens forstæder, hvor han ser »fattige vandre i store tal i det fjerne«. Sådan lyder det et af de mange steder, hvor mareridtsagtige scener antydes i en bisætning for straks at forsvinde igen.

Alligevel er bogens mest rystende og rørende øjeblikke de, hvor enkeltskæbner kommer til syne. Så hører man om en smittet mand, der helt lakonisk beder om, at kirkeklokken skal ringe for ham om et par timer, for da vil han være død. Man hører om fædre og mødre, der mister forstanden over at se den øvrige familie falde døde om på kort tid. Eller man får små, rørende indblik i en hverdag, der alligevel fortsætter, og som på en mærkelig måde er helt som vores – og også helt anderledes.

»Når man købte et stykke kød af slagteren, tog man det ikke af slagterens hånd, men direkte af kødkrogen. Slagteren på sin side rørte ikke pengene, men fik dem lagt i en krukke med eddike, som han havde stående til formålet. Køberne havde altid mønter på sig, så de kunne betale alle skæve beløb med aftalte penge og ikke skulle have noget tilbage.«

Som altid hos Defoe betages man hverken af de sproglige finurligheder eller af de subtile karakterskildringer. Der er ikke noget, der minder om en spændingskurve i denne tekst. Men Pestens år er alligevel fantastisk interessant, et nærmest unikt indblik i en fremmed verden ramt af en uforståelig katastrofe. Det er en af de ret få litterære tekster fra 1700-tallets England, der fortæller os om Londons handels- og håndværkerliv, og ikke (som i den engelske romantradition til og med Jane Austen, cirka) om unge piger på landlige godser.

Paradoksalt nok føles det som en stor befrielse, at Pestens år hverken tolker sygdommen religiøst – H.F. er troende, og Gud optræder jævnligt undervejs, men hele hans tilgang er sekulær – eller symbolsk. Den er der bare, pesten, uforklarlig og umulig, nødvendig at prøve at forstå, nødvendig at prøve at overleve.

Pestens år giver os en beretning nogenlunde direkte fra et af de sidste, store pestudbrud i Europa. Den fortæller også om kimene til de tiltag, vi for tiden er underlagt, og kimene til de dilemmaer, vi står over for. Det er næsten som at være der selv. Og så alligevel ikke, for H.F. er ikke Defoe, og Pestens år er ikke en sand beretning. Og så alligevel, for Daniel Defoes onkel hed Henry Foe, var saddelmager og var voksen under Londons store pest. Måske har nevøen bare pudset og skrevet videre på sin slægtnings fortælling.

Hvem ved? Også her fortaber de præcise fakta sig i historiens tåger.

Daniel Defoe: ’Pestens år’. Oversat af Hans-Jørgen Birkemose, Hoff & Poulsen. 270 sider. 300 kroner.

Serie

Epidemien i litteraturen

Coronavirussen har gjort en række klassiske værker om sygdom aktuelle igen. Vi genanmelder de vigtigste af dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her