Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Elton John og Billie Eilish kunne ikke redde Corona-megakoncert fra sentimentalismen

Kampen mod coronavirussen fik sin egen støttekoncert natten til søndag. Desværre var det oftest musikalsk kedsommeligt – og hertil en mondæn trivialisering og en brutal indsnævring af musikken og de globale lidelsers følelsesspektrum. Hvor var vreden? Hvor var afmagten? Hvor var de psykiske problemer?
Lady Gaga var initiativtager til ’One World Together At Home’-begivenheden, der desværre føltes mest som en youtubeplayliste. Et flowløst show med musik, velmenende reportager fra verdens brændpunkter, interview med ildsjæle og peptalks fra celebs.

Lady Gaga var initiativtager til ’One World Together At Home’-begivenheden, der desværre føltes mest som en youtubeplayliste. Et flowløst show med musik, velmenende reportager fra verdens brændpunkter, interview med ildsjæle og peptalks fra celebs.

Ritzau/Scanpix

Kultur
20. april 2020

Natten til søndag, klokken 02 til 04 dansk tid, fik kampen mod coronavirussen sin egen støttekoncert.

Ikke til fordel for et hungersnødsramt Etopien som ved verdens første megamediestøttekoncert Live Aid i 1985, men til fordel for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som Trump i den forgangne uge har stoppet støtten til.

Dog ikke en økonomisk støttekoncert, som initiativtageren Lady Gaga sagde i den seks timer lange optakt til koncerten. 50 millioner dollar var rejst på forhånd af megadonorer. »Halvdelen er blevet rejst ved at vende Jeff Bezos på hovedet og ryste ham,« sagde en af de tre komikere og værter, Jimmy Fallon. De to andre værter var Stephen Colbert og Jimmy Kimmel.

»Det her er vores kærlighedsbrev til jer,« sagde Gaga.

Så altså en moralsk støttekoncert primært til det sundhedspersonale, der sætter egne liv på spil verden over.

En borgerrettighedsslagsang

Den såkaldte One World Together At Home-begivenhed føltes desværre mest af alt som en youtubeplayliste. Et flowløst show med musik, velmenende reportager fra verdens brændpunkter, interview med ildsjæle og peptalks fra celebs.

Det føltes aldrig som en livebegivenhed, videoerne kunne lige så godt være optaget på andre tidspunkter, og det var mange også.

Men der var musikalske fornøjelser. Det var sjovt at se Elton John forlade sin pension og synge »I’m Still Standing« anstrengt, forkølet, mens han boksede i klaveret, som gjaldt det livet. Og teenstjernen Billie Eilish og hendes bror FINNEAS gav en dejlig nattefløjlsblød udgave af klassikeren »Sunny«.

Mens sangeren, rapperen, bulderbassen Lizzo ledsaget af kirkeorgel fortolkede Sam Cookes klassiker »A Change Is Gonna Come«, der i sin tid blev en slagsang for borgerrettighedsbevægelsen. Og således pegede Lizzo som en af de få på, at den sociale slagside også gør sig gældende i coronakrisen – ikke mindst for afroamerikanerne.

Og Rolling Stones gav os en charmerende og legesyg udgave af »You Can’t Always Get What You Want«, hvor kvartettens medlemmer spillede i hver sit rum, måske hver deres del af verden. Gjort endnu mere charmerende af, at de ikke altid kunne få det til at swinge.

Ikke flere henførte sange

Der var ingen fornemmelse af et nu eller et fællesskab. Kun masser af ord om det. Og showet landede mellem gammeldags unplugged optagelser og en uopfindsom brug af nye medier. Hvorfor ikke noget mere legesyge inspireret af populære sociale medier som TikTok?

I stedet fik vi en flom af ulideligt højtidelige robinsonader – som vi har set milliarder af de sidste par uger – med stjerner ved deres klaverer i ryddelige, supersanitære hjem. Hygiejnen spredte sig til kunsten, hvor der heller ikke var mange politisk betonede sange.

Taylor Swift var nærmest kravlet ind i sig selv og gav os intet. Og hvis denne signatur skal høre flere henførte, ofte luftigt sungne fortolkninger af klassikere som »Wonderful World«, »Stand By Me« og »Hallelujah«, så bliver han nødt til at trække revolveren.

Letkøbte sponsorater

Det gjorde ikke oplevelsen bedre, at det skar i øjnene, at virksomheder som Pepsi, IBM, Cisco, Rockefeller Foundation og Citi havde skaffet sig billig reklameplads. Hvis der i alt er kommet 50 millioner dollar ind, så kan man snildt regne ud, at reklamepladsen var letkøbt.

Men værst var den humorforladte og pussenussede tilgang til tragedien. Celebs som Oprah Winfrey, Beckham-parret og Jennifer Lopez oplæste klicheer som »from the bottom of our hearts« og »we continue to pray for your safety«. Ja, det skal nok hjælpe.

Og musikken var i sig selv et studie i at se rødt. Søbende guitar og klaver, der med intetsigende, generisk vemod fortalte os, at det her altså er sørgeligt. Men vel at mærke på en måde, der ikke bør føre til udfordring af herskende normer. Eller økonomiske strukturer. Status quo blev fastholdt – og sponsoreret.

Der var heller ikke den regnbue af følelser, vi alle har gennemlevet. Bevares, der var infomercial-lignende segmenter om psykiske problemer og ubærlige tab. Men sentimentalt sat i scene. Og dermed blev der sat en kontrolmanisk saneret og pladderhumanistisk optimistisk tone gennem showet.

Det var en mondæn trivialisering og en brutal indsnævring af musikken og lidelsernes følelsesspektrum. Hvor var vreden? Hvor var afmagten? Hvor var de psykiske problemer? Forsvandt den ved afspritningen?

’One World Together At Home’ – onlinekoncert natten til søndag. Kan ses på YouTube.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Reynolds

Tænk engang......

"Hvor var vreden? Hvor var afmagten? Hvor var de psykiske problemer?"

Hvad kunne vi, i givet fald have brugt det til ?

c",)

Freddie Vindberg

Én stor omgang Bullshit.

Ralf Christensen

Til at reflektere over og forsøge at komme overens med og acceptere den.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

"Sentimentalitet er den direkte vej til fascisme"
- Paprika Steen

"Sentimentalitet er den ufølsommes erstatning for følelser"
- Kan desværre ikke huske, hvem ophavspersonen er.

Steen Bahnsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den landssammensluttende sentimentalitet er den direkte vej til afhængighed.

Med andre ord; nationalfeudalismen.

Eller hvad..?