Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Få aktiveret dit dansehungrende kadaver med Dua Lipas nye album

Dua Lipas ’Future Nostalgia’ er dansabel i en grad, der burde få selv de mest tungrumpede bænkevarmere til at rejse sig og ryste lemmerne
Dua Lipa skriver dansabel pop af den slags, der vil få selv de mest tungrumpede bænkevarmere til at rejse sig og ryste lemmerne, skriver anmelder Louise Rosengreen.

Dua Lipa skriver dansabel pop af den slags, der vil få selv de mest tungrumpede bænkevarmere til at rejse sig og ryste lemmerne, skriver anmelder Louise Rosengreen.

Warner Records

Kultur
24. april 2020

»Hører du Kylie Minogue?« spørger min kæreste forundret.

Det er en helt almindelig eftermiddag, men jeg har omdannet vores dagligstue til et etpersoners diskodasko ved at tænde for Dua Lipas Future Nostalgia. Og ved stereoanlæggets kraft har jeg fået aktiveret de fleste rytmiske receptorer i mit karantæneslatne kadaver.

Så nej, det er ikke Kylie. Dua Lipa var knap nok født, da den australske dansemus havde nok glitrende popperler på repertoiret til at fylde sin første Greatest Hits.

Alligevel er misforståelsen helt på sin plads, for den britisk-albanske sanger og sangskrivers andet album er tydeligt inspireret af popstjerner som Kylie, Madonna og Pink.

Future Nostalgia er på den ene side et rent produceret og stramt disponeret mix af funk- og diskoreferencer, synthpoppet firserlyd og den slags dance, de fleste efterlod bag sig, da de sprang ind i det nye årtusinde.

Og på den anden side et godt bud på, hvordan effektiv og energisk popmusik lyder her og nu og i den forhåbentlig nære fremtid, hvor folk igen kan få tilfredsstillet deres festabstinenser og træde hinanden over tæerne derude på dansegulvene.

Fler-hit wonder

Dua Lipa er født i London af forældre fra Kosovo, der opdrog hende med Jamiroquai, Moloko og Blondie. Hun slog igennem i 2017 med sin selvbetitlede debut, der med hits som »Hotter Than Hell« og »New Rules« lagde noget af et forventningspres på opfølgeren.

Men med sin toer får Dua Lipa hamret alle beskyldninger om, at hun skulle være et one-hit wonder godt og grundigt til jorden.

Pladen er fuld af friske beats, pudsige blæsersamples og pudseløjerlige skift, hvor elektropoppen pludselig får selskab af en skinger violin eller en spøjs koklokke. Det hele digitalt tilslebet, så det passer ind.

Lipa er selvsikker uden at være selvsmagende. Hendes stemme spænder fra sludrende sang til falsetoid hvisken på »Pretty Please«. Og på »Cool«, der er blot en af mange af pladens sange, der handler om at bruge nattetimerne på dans og andre fysiske udskejelser, hikster hun ligefremt frækt i omkvædet.

Simple greb som gentagelser og kontraster styrer den forførende »Good in bed«. Den handler om et par, der gennem god gammeldags lagengymnastik får afløb for de frustrationer og konflikter, de ikke kan løse på anden vis.

»We drive each other mad, mad, mad, mad, mad / but baby, thats what makes us good in bed« som hun synger.

Rungende popbrag

Der er også numre med en direkte feministisk dagsorden. Eksempelvis problematiserer Lipa på »Boys will be boys« den frygt, unge kvinder kan føle på vejen hjem fra deres festlige natteroderi:

»It’s second nature to walk home before the sun goes down / And put your keys between your knuckles when there’s boys around / Isn’t it funny how we laugh it off to hide our fear / When there’s nothin’ funny here«.

Dua Lipa skriver dansabel pop af den slags, der vil få selv de mest tungrumpede bænkevarmere til at rejse sig og ryste lemmerne. Future Nostalgia er det perfekte lydspor, når vi nu skal ’danse’ os gennem coronakrisen, som Serum Instituttets Kåre Mølbak så metaforisk har formuleret det.

Det er et popbrag af den slags, der formentlig kommer til at runge gennem sommeren, og det ville ikke undre mig, hvis numre som »Don’t start now« og »Physical« havner på diverse opsamlinger over de største hits fra 2020, når de engang skal laves.

Dua Lipa: ’Future Nostalgia’ (Warner Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Ditlev Nissen

Jeg syns også den er god, med sin fremtids- og 80-nostalgiske Let's Get Physical-intertekstualitet.
Som Informationslæser vil man dog altid foretrække et eventuelt Directors Cut
https://www.youtube.com/watch?v=7MRJcZCVxjI