Fiona Apple har ikke forberedt en tale, da hun i 1997 går på scenen for at modtage prisen som bedste nye kunstner ved MTV Video Music Awards. I stedet starter hun med at citere den afroamerikanske digter Maya Angelou for at sige, at mennesker i bedste fald kun kan skabe muligheder. Og at hun vil bruge sin mulighed, taletiden, på sin helt egen måde.
Den 19-årige singersongwriter og pianist cirkler sin finger rundt for at indikere, at hun taler om rummet, hun er i.
»Den her verden er bullshit, og du skal ikke forme dit liv efter, hvad du tror, vi synes er cool, og hvad vi har på, og hvad vi siger og alting. Følg dig selv.«
Boltsaksens sange
I dag er amerikanske Fiona Apple 42 år. Verden har været under forvandling i de mellemliggende årtier, men den ungdommeligt kompromisløse tilgang fra MTV 1997 har Fiona Apple aldrig sluppet.
»You’ve got them all convinced / That you’re the means and the end / All the VIPs and PYTs and wannabes / Afraid of not being your friend«, lyder det på titelnummeret. Hun beskriver en kendiskultur med celeb-hierarkier og pretty young things, der sælges som den vigtigste pakkeløsning i verden. Hun har ikke andet end foragt tilovers.
Hun er friheden, selvrealiseringen og den klare tales evangelist.
Passende hedder hendes nye, femte og fremragende album Fetch The Bolt Cutters – hent boltsaksene – dem man klipper hængelåse og særligt tykke stålkæder over med. Dem, der glider gennem indhegninger, som var de smør.
Hun vil ud og væk som altid, og det sker på ryggen af forcerede klaverskalaer, der bukler sig som løbsk pigtråd. Eller som kubistiske heste.
Klaveret får i det hele taget en bredspektret behandling. Der tonses dundrende akkorder på det, som er hun i infight med bøvlede personer i sit liv.
Det ligger ikke ligefor, at Fiona Apple rent faktisk er klassisk skolet pianist. Også dér bliver boltsaksen brugt – til at slippe fri af de klassiske dyder.
PR-foto: Sony Music
Ikke en indyndende diva
Fetch The Bolt Cutters rammer som et isbad i ansigtet på en smeltende sommerdag. Anklageskrifter og bekendelseslitteratur i et ramlende hus. Ikke nem lytning, men råt klingende musik, der lyder som om den er optaget i et rum, der ikke forsøder instrumenterne med blød behagelig vellyd, men giver alt en hård efterklang. Erkendelsens kolde lys.
»I spread like strawberries! / I climb like peas and beans!« næsten brøler Apple med en stemme, der pludselig lyder som en svulmende, forreven, trodsig muskulatur.
Hun er ikke skønsanger i nogen traditionel forstand, langtfra en indyndende diva (det viser de aktuelle pressefoto også). Hun synger – mestendels – med en mørk, hæs røst, der også kan vride sig op i frekvenserne eller udvise nådesløs styrke i dybden.
Der er kvindekor. Og i deres uformelle, uhøvlede kvalitet lyder de som spontan fællessang. Musikerne betjener sig i høj grad af akustiske instrumenter. Klaver, kontrabas, trommesæt, undtagelsesvis elguitar, elbas, vibrafon, fløjte, lidt elektronik. Og hele tiden et menageri af slagtøj, der lyder, som om det er hevet ud af køkken og værksted. Vaskebaljer, gryder, kopper, grydeskeer, fjeder, papkasser, bordtennisbold og -bat. Et sted bjæffer nogle hunde.
Hendes nye musik er forreven soulblues, der kan lyde som en rustik Alan Lomax-optagelse fra det rurale, afroamerikanske USA i 1940’erne snarere end fra et indspilningsstudie. Og det forlener musikken med en folkloristisk realisme, en oplevelse af et fælles anliggende diskuteret i livets værksted.
Hilsen til Brett Kavanaugh
»Heavy Balloon« er en slags hvid chain gang-sang. Fiona Apples stemme udtrykker en skælvende vrede, og til sidst lyder det, som om musikerne kommer op at slås.
Musik er et erkendelsesrum for sangeren, men det er også et våben.
»Well, good morning! Good morning! / You raped me in the same bed your daughter was born in«, gjalder Apple med en anklagende pegefinger hen mod slutningen af »For Her« – og til sidst glider sangen op i et blødt englekor, der synger »You were sooo high«. Den blidhed er en undtagelse, og den er vist sarkastisk.
Sangen opstod under en indspilning kort efter nomineringshøringerne til højesteret med Brett Kavanaugh, der efterfølgende – og trods anklage om voldtægtsforsøg – blev valgt som ny højesteretsdommer i USA. Men der er også billeder af uvederhæftige mænd, der bruger kvinder, som vi andre bruger vådservietter. »Sniff white off a starlet’s breast / Treating his wife like less than a guest / Getting his girl to clean up his mess / Never showing weakness unless It’s award season!« Lytter du med, Harvey Weinstein?
Uopdragne melodier
Hun er så også opmærksom på de sociale omkostninger af sit kantede væsen. »Kick me under the table all you want / I won’t shut up, I won’t shut up«, synger hun til sin bedre, mere socialt afvæbnende halvdel. »Don’t you shush me.«
Fetch The Bolt Cutters er et katalog over modgang, men i samme bevægelse en overvindelse af den. »Make lighter of all the heavier«. Smålige ekskærester. Depression. Mobning i skolen. »I didn’t smile, because a smile always seemed rehearsed / I wasn’t afraid of the bullies / And that just made the bullies worse«, lyder det i den selvbiografiske »Shameika«, hvor mobberen af samme navn ender med at rose hende.
Fetch The Bolt Cutters er en smertefuld oplevelse, men rummer dermed også muligheden for ekstase. Nogle melodier er decideret uopdragne, uden interesse for dekorativ skønhed. Der er plads til store, klodsede følelser, som ikke passer sammen med sølvtøj og krystalglas. Og det er ikke en plade, du danser og drikker cocktails til. Ikke medmindre du ønsker at forstuve en ankel eller få noget galt i halsen.
Fiona Apple: ’Fetch The Bolt Cutters’ (Epic Records/Sony Music)
