Gustav Mahlers tredje symfoni taler lige ind i en coronatid

Tilfældet ville, at Gustav Mahlers mest grandiose symfoni – nummer tre – skulle opføres to forskellige steder i København under den igangværende nedlukning.

Det Kongelige Teater havde planlagt en række forestillinger med den amerikanske mester John Neumeiers ballet, der bærer værkets titel, og DR havde programsat to koncertopførelser af symfonien under den ligeledes amerikanske dirigent Marin Alsop. Alle fremførelser er naturligvis blevet aflyst, måske lidt upåagtet, for de er blot nogle få af de mange kulturnedsmeltninger, vi oplever i denne tid.

Det er en symfoni, som i høj grad taler til de omvæltninger, vores verden står over for. En dødbringende viruspandemi er blevet et pludseligt og alarmerende tegn på den uorden i naturen, som vi vedvarende forsøger at fortrænge, endnu ikke forstår til bunds.

Hvad var det nu, Paulus skrev i første korinterbrev? »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.«

Nogle få erkender mere fyldigt end de fleste. Mahler var tidligt ude. Man kan høre hans tredje symfoni som en seers indsigt i en altomfattende sammenhæng, han fremlægger en fortælling om eksistensernes hierarki og fællesskab, fra den uorganiske natur over planter, dyr, mennesker frem til Gud som det højeste væsen, alt levendes fundament, opfyldelse og fuldendelse.

Det er en natursymfoni i videste betydning, og det er denne musik, det nu skal handle om – med en anbefaling af en mesterlig liveopførelse med dirigenten Claudio Abbado.

Pan vågner

Symfonien er komponeret i somrene 1895 og 1896 i Steinbach am Attersee, fire timers bilkørsel fra det nu så bekendte skisportssted Ischgl. Grundplanen er enorm. Første del består af en enkelt kæmpesats, anden del af fire kortere satser og en afsluttende adagio.

Som man kan se på optagelsen med Abbado, havde Mahler brug for en voluminøs orkesterbesætning, som kunne aftegne udviklingen fra jordens urtid frem til tilstande af mere himmelske dimensioner, hvor lyse sangstemmer bliver en del af klangspektret. Han gav først de enkelte satser overskrifter som vejvisere, droppede dem senere, men vi vil her drage nytte af dem.

Første sats deler sig op i en mystisk, langsom indledning og en dramatisk hoveddel, og over dem står der ’Pan vågner’ og ‘Sommeren marcherer ind’. Indledningen beskriver en urtilstand, naturen i dvale, personificeret i indbegrebet af altet, den græske guddom Pan, som fra første takt vækkes af en reveille i otte horn.

Herefter bliver musikken usammenhængende, tung, truende, fragmentarisk som en flygtig sørgemarch i drømme. Solobasunen, dødens stemme, løfter sin vældige røst i en recitation om det lænkede liv, der jamrer sig, kæmper for forløsning fra den endnu livløst stivnede naturs afgrund – uddybede Mahler i et brev.

Men i det fjerne sætter en let march i gang, gradvist samler stemmerne sig og vokser frem til et optog, Pan er vækket til dåd, Mahler ændrer hans navn til Bacchus eller Dionysos, og dermed begynder satsens hoveddel.

Naturens mægtige kræfter brydes nu i det samlede orkester, det er Mahler på sit ypperste, som wide screen iscenesætter. Tummel og konflikt veksler med udsøgt svage passager af stor skønhed, men hovedsporet er kampen i marchtempo.

Vinteren vil ikke slippe sit greb om naturen, med rå kraft tromler den frem i tunge instrumentgrupper, men den dionysiske sommer svarer igen, fejer hen over den golde jord som en søndenstorm, der bærer al frugtbarhed i sit skød, som Mahler formulerede det. Sommeren svulmer op som en lavine, river alt med sig og besejrer sin mørke fjende, og det slutter med triumf og jublende fanfarer for Bacchus og naturens store familie.

Blomstereng og midnatssang

Hvad blomsterne på engen, dyrene i skoven og mennesket fortæller mig, kaldes anden dels tre første satser – menuet, scherzo og orkesterlied. Det er påfaldende, hvor fintfølende Mahler forholder sig til blomsterfamilien, helt konkret var han hensat i beundring under kompositionen, når han betragtede dem på engen foran sin arbejdshytte.

»Det er det mest bekymringsløse, jeg har skrevet – så ubekymret, som kun blomsterne kan være« – sagde han. Men det er betydeligt mere indtrængende end som så, fordi han forstod, at blomsterne søger et højere mål i den store sammenhæng, og det hører man i de faretruende passager i løbet af satsen.

Scherzoen fortæller om det konfliktfyldte forhold mellem dyr og mennesker. Rammen er Knaben Wunderhorn-universet, tyske folkesange fra gammel tid, hvor dyrene hører hjemme i et både muntert og grovkornet toneleje.

Menneskets ødelæggende indgriben i naturen symboliseres af det skønne posthorn i det fjerne, spillet backstage med en elektrificerende virkning. Orkesterlieden, Nietzsches midnatssang fra Also sprach Zarathustra, former Mahler til en dunkelt klagende tilstandsmusik. Digtet handler om modsætningerne dag og nat, smerte og glæde, forgængelighed og evigt liv, den talende midnat og evigheden som livets uudgrundelige mysterium.

De to sidste satser løftes op i lysere sfærer, som transcenderer livet på jorden og bringer alle eksistenserne sammen: Hvad englene og kærligheden fortæller mig. Først en munter vise om apostlen Peters synd – de tre gange fornægtelse af Jesus – og Jesu frikendelse af ham.

Kvinder og børn synger.

Og til sidst en stor sang for instrumenterne om den guddommelige kærlighed til alt levende, betegnet ved ordene Agape og Caritas. Mahler skrev et motto over noderne i manuskriptet: »Fader, se på mine vunder. Lad intet væsen gå fortabt!« I denne mageløst smukke adagio sammenfletter han symfoniens tematik, alt bliver opløst i ro og væren, og verdens roterende ildhjul bliver bragt til standsning.

Og hvad var det for ord, Paulus sluttede med i det citerede skriftsted ovenfor? »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.«

Mahler: Symfoni nr. 3. Anna Larsson (alt). Tölz Drengekor. Arnold Schönberg Koret. Luzern Festival Orkester under Claudio Abbado. Luzern Festivalen 2007.