Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ib Michaels nye roman ’Sandheden om Lucy’ er en rejse til Eldorado

Ib Michael festligholder sit 50-års forfatterjubilæum med en dramatisk kærligheds- og eventyrroman, som fascinerer, men i grunden er for meget af det gode
Ib Michaels nye, uendelig ibmichaelske bog, kredser om en eventyrlig hemmelighed, men tager sit såre prosaiske udgangspunkt i en udrangeret godsvogn på Nørrebro Station.

Ib Michaels nye, uendelig ibmichaelske bog, kredser om en eventyrlig hemmelighed, men tager sit såre prosaiske udgangspunkt i en udrangeret godsvogn på Nørrebro Station.

Thomas Lekfeldt

Kultur
17. april 2020

Hvis indbegrebet af en roman er en opdagelsesrejse, en farefuld færd ind det ukendte, og hvis essensen af litteratur er at vise, at der er andre verdener, andre virkeligheder til, kommer Ib Michael ret tæt på idealet med den bog, hvormed han har valgt i denne uge at markere, at et halvt århundrede er svundet hen, siden han som 25-årig udgav En hidtil uset drøm om skibe, og hvormed han for guderne må vide hvilken gang vender tilbage til det Sydamerika, han holder så meget af. Men lad os begynde lidt ved siden af dagsordenen.

I anmelderens protestantiske, åbent videbegærlige barndomshjem havde vi en bog, som æggede fantasien hos min storebror og mig. Omslagsbilledet forestillede en sydamerikansk jungleindianer, som stående med ryggen til beskueren stod og stirrede ind i et grønt, uigennemtrængeligt vildnis, og bogtitlen Tabte verdener sagde sådan set alt.

Bogen var skrevet af Brian Fawcett og byggede på en ekspeditionsberetning af hans far, den sagnomspundne opdagelsesrejsende, oberst Percy Fawcett (f. 1867), der i maj 1925 forsvandt sporløst i det vestlige Brasilien sammen med to ledsagere, sønnen, Brians storebror Jack (f. 1902) og vennen Raleigh Rimmel.

Oberst Fawcett, som kendte området fra tidligere, havde det ambitiøse »projekt«, som vi ville sige i dag, at bidrage til viden om de uvejsomme, for alle andre end indfødte utilgængelige egne i Amazonasjunglen, dér hvor Brasilien dengang flød mere eller mindre sammen med Bolivia og Peru; men dertil kom, at han ud fra samtaler med indianere og hvide kolonister var kommet på sporet af en forsvunden eller glemt højtudviklet civilisation, et ældgammelt ædelt folk på linje med inkaerne, mayafolket og aztekerne, men jo altså endnu uudforsket, en dragende gåde, næret af gamle sagn om Eldorado, Paradis på jord.

Eventyret starter på Nørrebro

Ib Michaels nye, uendelig ibmichaelske bog, kredser om en lignende eventyrlig hemmelighed, men tager sit såre prosaiske udgangspunkt i en udrangeret godsvogn på Nørrebro Station. Her finder graffitimaleren Igor (19) en bevidstløs, forslået, seksuelt mishandlet, anorektisk udseende pige (17), som han tager med hjem til kolonihavehuset i Sydhavnen og hurtigt forelsker sig i.

Hvor Igor selv »ser ting«, det vil sige er synsk og har næsten uhindret adgang til flere verdener end én, er punkprinsessen, Lucy, som han kalder hende, ekstremt adræt og ret så kræsen, men derudover bevidstheds- og sansemæssigt stillet ind på alternative frekvenser, som er lukkede for langt de fleste.

'Sandheden om Lucy' af Ib Michael. 

Saxo
Hvis denne optakt lyder som konceptet til en bog af Peter Høeg, tager man ikke helt fejl. Men læg så dertil følgende: fantasifulde eventyrlige optrin, umenneskelige junglestrabadser, usandsynlige sammenfald, flirt med diverse videnskabsgrene, heriblandt astrofysikken, samt håndkolorerede eks- og interiører, ikke alene fra København, men også fra Oxford og naturligvis Brasilien, og De har et i hvert fald skeletagtigt begreb om rigdommen og rækkevidden i denne mærkværdige bog, som måske bedst kan beskrives som en legelysten fusion af Hergés Tintins oplevelser (Soltemplet, Det knuste øre) og Holger Bech Nielsens hjerne, bare tilsat et bevidsthedsudvidende dekokt af Ib Michaels hidtidige forfatterskab.

Inden vi tager fat på et (delvis plotspolerende) referat, bør det slås fast, at forfatteren i forhold til de mest kulørte af sine romaner har droslet betydeligt ned for sin hang til stilistisk pyntesyge. I store stræk fungerer hans beretning fremragende, skrevet som den er med snuden nede i handlingssporet og alle sanser herligt åbne.

Personligt har jeg det smagsmæssigt skidt med, at han, når der skal fortælles om sære afgudsfigurer, sabeltigre, jaguarmonstre og eksotiske herskerskikkelse med fjerkroner og slangehaler, af og til giver slip på forankringen i den synsvinkelbærende karakter og bare lader fortællerstemmen køre på en art automatpilot, men for pokker, man forstår da udmærket, at fabulanten i forfatteren har måttet kræve sit.

Man mærker et ægte drive, når en af personerne spørger: »Hvad er det de gør, de bjerge? Hvorfor drages vi? For indianerne er det en grænse, hertil går vores verden. For os er det noget, der skal overskrides.«

Umættelig nysgerrighed 

Vi er her tæt på kernen hos Ib Michael: hans umættelige nysgerrighed. Men vi er også i nærheden af noget, der tit har tynget hans prosa, nemlig hans forkærlighed for passager, hvor fortælleren hæver sig i helikopter fra det episke plan af lutter iver efter at gøre reklame for muligheden for gennembrud af en ny bevidsthed. I den henseende udgør Sandheden om Lucy i sandhed ingen undtagelse.

Om Igor med de overnaturlige evner hedder det, at for hans bevidsthed er det uforklarlige »bare døren ind til et rum, han endnu ikke har fået lukket op«, samt at både han og Lucy er eller tilhører »en ny generation, som skal til at befolke vores udslidte og krigshærgede planet med en helt alternativ bevidsthed«.

En forsker, som i romanen tilskrives høj autoritet, siger, at vi efterhånden har »indsamlet alverdens viden, nu mangler vi bare at trække de streger der forbinder den med hinanden. Altså at nedbryde faggrænserne.« Den har vi ligesom hørt før, ikke mindst hos Ib Michael, hvis fortællerinstans denne gang helt for egen regning – altså uafhængigt af de agerende karakterer – erklærer: »Mirakler er fragmenter af virkelighed, som endnu ikke er blevet indhentet af en videnskabelig forklaring.«

Nå ja, så var Sandheden om Lucy altså ikke ganske fri for new age-præk. Men når gardintalerne trods alt glider ned, hænger det sammen med den elementært spændende handling, som kulminerer tidligt med et islamistisk terrorangreb på Roskilde Festivalen, men for alvor peaker inde i Amazonasjunglen.

Igor og Lucy hjælpes i gang af en okkult spådom fremsat af en excentrisk nabo i haveforeningen, en usoigneret digter – kalkeret over syrepoeten Johannes L. Madsen – som af sin sære Ordmaskine fremdrager universalnøglen til genopdagelse af den sagnomspundne utopiske indianercivilisation, og som praktisk organisator af rejsen ud i det ukendte indforskriver forfatteren en desillusioneret forhenværende guerillakriger og uddannet jægersoldat kaldet Snehvide efter farven på sin ansigtshud og sat i skrift som en blanding af Jan Stage og B.S. Christiansen.

Takket være dette fysiske og teknologiske idealfænomen, som tilmed undervejs får lov at forelske sig vildt i en varmblodig brasiliansk læge med flycertifikat – Hermina, som hun hedder, åbner, står der, »døren ind til hans fortrængte følelsesliv« – når Igor og Lucy frem til en mystisk hule, som viser sig at danne porten til en anden verden, en parallelvirkelighed.

Befolkningen på den anden side er alsidige håndværkere, som laver knive af eksotiske mineraler og redskaber af meteorsten, og hvad mere er, de er kompetente astronomer og tilmed ekstremt gæstfrie. Man henvender sig bare og siger: »En vandringsmand er kommet til din dør.«

Problemer med romanens logik

Ib Michael har tilsyneladende ikke rigtig kunnet beslutte, om denne tabte verden, dette urkommunistiske Eldorado, befinder sig i en galakse langt, langt borte fra denne eller udgør en i tid og rum forskudt version af toltekernes sagnomspundne by Tula nord for nutidens Mexico City. Han har unægtelig også problemer med inden for romanens logik at sandsynliggøre, at Jack Fawcett på handlingstidspunktet er tilstrækkeligt meget i live til at blive slået ihjel ved en rituel ofring.

På dette og på en hel del andet får læseren måske en forklaring i et følgende bind. At et sådant kan ventes, skyldes, at Sandheden om Lucy slutter med en veritabel cliffhanger: Overlever helten og heltinden det, der på sidste side tager sig ud som et vulkanudbrud?

Mens vi venter på svaret, vil anmelderen i sit stille sind fundere over, om det sprog, som Lucys mor talte til hende, da pigen var spæd, muligvis kan have været arabisk. Ligeledes kan læseren spørge sig selv, hvorfor hendes fætter, overfaldsmand og voldtægtsforbryder, blev radikaliseret.

På det har Ib Michael efter alt at dømme en interessant forklaring, som ud fra det foreliggende handlingsstof tyder på at blive ontologisk og mytologisk, medmindre han da midlertidigt dropper sin politiske korrekthed og viser, at fyrens handlinger skyldes en kvindeundertrykkende ærkepatriarkalsk religion eller i hvert fald legitimeres af denne.

Afslutningsvis kan det tilføjes, at Ib Michaels beretning om Fawcett-ekspeditionens endeligt har en modpol i Arne Falk-Rønnes bog Klodens forunderlige mysterier (1991). Han er i udgangspunktet enig i, at obersten og de to andre efter at have forladt Dead Horse Camp blev observeret af lokale på fem forskellige positioner, hvor røgen fra deres lejrbål kunne ses af de lokale. Men en måned eller to derefter blev de slået ihjel af folk fra kalapalo-stammen, formentlig i et beklageligt anfald af begrænset interkulturel forståelse.

Sandheden om Lucy. Ib Michael. Gyldendal 439 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her