Højtelskende (NB: lang tillægsform, ikke »højtelskede«!) hedder en splinterny, rigtig vellykket digtsamling af Juliane Preisler (f. 1959). Hun har nu ellers gennem årene været skrap til at hitte på korte(re) titler.
Debutværket fra 1983 – med omslag af selveste Per Kirkeby – hed Uden, og året efter udkom Ind. Superknapt betitlede var også bøger som Hun (1990) og Liv (1996) samt selvfølgelig Nord (2000), af anmelderen husket med en let nordisk gysen som hendes koldeste og måske tristeste bog.
Juliane Preisler: 'Højtelskende'.
Det faste kommer i heftig bevægelse, proportionerne skifter, de elskende vokser og bliver gladere, det er, som om deres kroppe og sind bare bliver større og større, alt imens de, som der står, bliver »åndedrætsnye«.
Dog, denne euforiske løftelse sker ikke i hele værket. Faktisk gemmer der sig i dette en hel lille livshistorie, FRA barndommens første prøvende sansninger af subjektets eget køn og de første dragninger mod drenge VIA en stor, ekstatisk forelskelse og VIDERE gennem tabet af og sorgen over en elsket TIL den nye rige kærlighed i kroppens begyndende efterår.
Kærlighedens intime rum
Omfangsmæssigt holder Preisler sig i det relativt korte format og vover sig sjældent ud over 12 verslinjer. Hvad angår lyrisk diktion, tilstræbes enkel direkthed, og retorisk opereres med faste positioner: Jeg, du, vi, han. Man skal som læser forstå, at det her foregår i kærlighedens intime rum. Og at det hele er blodig alvor.
57 af bogens i alt 112 digte hører hjemme i dén sektion, hvori det gennemgående, bærende ord som sagt er det lille ’op’, suppleret med ’ny’ og ’grøn’. OP for stigningen og glæden, NY for »den nyfødte verden, de nye stjerner på himlen og GRØN som de »endnu grønne blade« og knopper som springer ud, fordi de ikke kan lade være. Jo, man mærker virkelig i disse lykkedrukne digte en triumf ved det at være til, modsat visse ture langt ned i kulkælderen i sektionen inden, som nu for eksempel denne:
Han savner
forståelse for sine sidste dage
eller uger, hvad skal
han dér
med sit lysvågne sind
mens alting svigter
fra fjerne hejseværk
til hjertets store klokke.
Hvor afsnittet om tabet og savnet gennemgående står i datid og stedse kredser om en tomhed, dvæler bogens fjerde og længste del i nuet og fortætter sig ikke sjældent i sansede snapshots:
Du sidder på en lille taburet
med dette drengespjæt i blikket
som jeg kender godt
fra øjeblikket lige før
og efter
Læg her mærke til det selvopfundne kompositum ’drengespjæt’. Den slags små verbale påhit har tidligere ikke sjældent givet Juliane Preislers digte præg af noget villet og lovlig søgt. Men i denne bog virker det, som om hun ikke blot har søgt, men faktisk også tit heldigvis fundet:
En lille dreng med såret blik
og dansende fødder
Eller en voksen mand,
så tændt
at blikket flyver fra ham
Kærlighedsoplevelsen betegnes med flotte ord: »morgenglæde«, »opadrislen«, »underfundig vinken«, »tilfældighedsluft« og »stjerneskudsgnist«. Eller følelsen udgør »en sikkert fjedrende jordbund/ mens alt andet sprækker«.
Kan man mon konkludere, at det, som gør denne sarte digtsamling så god, er en ny varsomhed i sprogbehandlingen, og sammen med den en rolig sikkerhed, som gennem en del af de tidligere samlinger desværre lod vente på sig?
Højtelskende ligner ved sit mod, som ikke bør forveksles med skråsikkerhed, en ny begyndelse for en digter, som altid har haft et dejligt STORT sprog, også når hun forsøgte at dosere det med størst økonomi.
Juliane Preisler: ’Højtelskende’. Digte. Forlaget Vandkunsten, 120 sider, 200 kroner
