Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lars Frosts forrige bog spruttede af vrede. Hans nye sprudler af sentimentalitet og ironi

Lars Frost dropper samfundskritikken i sin nye roman ’HAVET / Ars topiaria’ og giver sig helt og aldeles hen til søfartsromantikken
Lars Frost dropper samfundskritikken i sin nye roman ’HAVET / Ars topiaria’ og giver sig helt og aldeles hen til søfartsromantikken

Tor Birk Trads

Kultur
24. april 2020

Hvis man er træt af samfundet, kan man altid stikke til søs. Det er i hvert fald en klassisk søfartsromantisk forestilling, og den boltrer Lars Frost sig vellystigt i i sin syvende bog, HAVET / Ars topiaria.

I modsætning til størstedelen af forfatterskabet handler denne sværmeriske roman ikke om mennesker i det danske velfærdssamfund lige nu, før i tiden eller ude i en nær fremtid, men om en bred vifte af arketypiske romankarakterer, hvis veje krydser hinanden, idet de havner ombord på det samme sejlskib.

Skibet sejler rundt i en nærmest mytologisk verden i en ikke nærmere angivet tid. Et ’vi’ bestående af kaptajn, styrmand, kok og matros fungerer som fortæller, når ikke romanen panorerer frem og tilbage mellem romanens nutidsplan og de afgørende punkter i karakterernes fortid, der har sendt dem til søs.

Tonen er altmodisch med et fetichistisk forhold til maritime ord og vendinger og et enkelt sted et nærmest haddocksk udbrud af eder (»Arg, du vrangvendte furie, uforbederlige!.../ Ved alle frisører i Indre By!.../ Alle hattemageres Moder!...«).

Stift er sproget aldrig, snarere sprælsk, også fordi tekstens fokus er så omkringfarende, og fordi romanen har en fest med at udfolde sit blik og sin stemme og med at fremmane spektakulære omgivelser til sine ikoniske (og i øvrigt pandekageflade) karakterer. Her er skibets besætning f.eks. inde i et majestætisk tronende tårn, rejst af en fyrste, hvis begejstring for det nyopførte tårn gengives sådan her af rundviseren:

Lars Frost: ’Havet / Ars topiaria’.

»’Fyrsten kunne ikke skjule sin begejstring. De dybe panderynker, man kan se på de officielle portrætter, de rynker og det dystre, det mørke blik, de smalle, de stramt sammenpressede læber, hele ansigtet, som vi kendte det, løsnedes op, forandredes – Fyrsten smilte! Han beordrede: Fyrværkeri --- Fest! Vin og brød! Stegt kød til hele byen!’«  

Denne overgearede, dramatiske, tillægsordsbegejstrede måde at udtrykke sig på er karakteristisk for romanen. Handlingen i den lader til at være drevet frem af en boblende trang til at beskrive steder, mennesker og møder, frem for at udfolde et sindrigt plot.

Ting sker, men mest for at kunne blive virtuost beskrevet og for at skabe anledning til let absurde dialoger og imponerende sammenligninger. Og gennem bogen bliver begivenhederne mere og mere utrolige.

Det utrolige manifesterer sig både som uforklarlige opdagelser af kæmpestore rum på det lille skib og som komisk usandsynlige detaljer, som for eksempel at en skibbruden styrmand mirakuløst finder en pibe i sandet på øen, hvor han strander, så han har en rekvisit at bappe på, mens han fortæller sin historie.     

HAVET / Ars topiaria handler langt mere om en fascination af et litterært reservoir af figurer, motiver og scener end af psykologiske forhold, og romanen forholder sig konsekvent fleksibelt til, hvad der kan lade sig gøre. Da toldbetjenten i begyndelsen af romanen inspicerer skibet, ser de »rum, vi ikke anede fandtes«.

Den slags begivenheder er ikke mysterier, der skal opklares, men bare en del af den fantasi, som forlaget passende nok karakteriserer HAVET / Ars topiaria som.   

Opsving i et forfatterskabet

Sværmeriet er ikke nyt i Lars Frosts forfatterskab, det har været der hele tiden, omend den i stigende grad er blevet overskygget af den vrængen, som Lars Frost også har specialiseret sig i.

I debutbogen, novellesamlingen Og så af sted til Wien (2000), dalrer en ung mand rundt i København og har et job i mediebranchen, der fylder meget lidt, et lidt rodet og hemmelighedsfuldt følelsesliv, der fylder mere, og en opmærksomhed på hverdagslige småting og konventioner, der fylder meget.

Samme opmærksomhed er til stede i rejseromanen Allermest undrer det mig at vi kan glemme (2001) om et ungt par, som ser på verden og erkender ting om sprogets vilkår. Kapiteloverskrifterne er taget fra den franske forfatter Alain Robbes-Grillets essaysamling På vej mod en ny roman fra 1963.

Det at pode sin roman med ældre litteratur går igen i HAVET / Ars topiaria. Bagerst i bogen er der oplistet en lang række forfattere og værker, som bogen »er inspireret af, samtaler med og citerer« – herunder også Alain Robbes-Grillet.

Sværmerimæssigt har forfatterskabet – indtil nu – toppet med digtsamlingen Et par dage (2006), som består af prosaiske rejsenoter fra Skagen, Berlin, Paris, Boston og Californien. Et par linjer fra Skagen-delen herfra har sneget sig med i HAVET / Ars topiaria. Den udkom efter gennembrudsromanen Smukke biler efter krigen (2004)hvor hovedpersonen igen er en ung københavner med god tid, der rejser rundt i Island, hvor ting går grueligt galt for ham og hans omgivelser. Her får det sværmeriske følgeskab af en let vrængende tone og et spydigt blik på omverdenen.

Smukke biler efter krigen blev første del af en såkaldt velfærdstrilogi, der på forskellig vis udstiller ideer og forventninger til livet, én selv og andre mennesker, som ligger til grund for den danske variant af velfærdssamfundet.

Efterfølgeren Ubevidst rødgang (2008) foregår i 1970’erne og handler om en teknokratisk indstillet ingeniør, der ryger på røven i sit eget liv og udvikler sig til revolutionsromantiker. Han ender med at erkende, at »mennesket er en ynkelig ting«, inden fortællerstemmen tager over med en øm og poetisk beskrivelse af nattemørket.  

Den mest direkte samfundskritik findes i trilogiens tredje bind, Skønvirke (2011), som foregår i en nær fremtid, hvor man, som hovedpersonen Mathilde er blevet det, kan blive fyret fra sit politiefterforskerjob for at være for tyk. Samfundet er blevet matriarkalsk, og Mathilde jagter en kvindelig serievoldtægts- og drabsforbryder, indtil en mandlig krigsveteran overtager rollen som hovedperson, og romanens nogenlunde stabile krimistruktur afløses af en James Joyce-lignende bevidsthedsstrøm.

Hvad vrængen angår, topper Lars Frosts forfatterskab med den fragmentariske roman Kongskilde NS 5100 (2013)som er opkaldt efter en såmaskine, bærer genrebetegnelsen »komedier« og består af optegnelser om livet som socialt, romantisk og professionelt frustreret mandsperson i København.  

Det fremgår af HAVET / Ars topiaria, at den er skrevet mellem 2013, da Kongskilde NS 5100 udkomog 2019. Man genkender det ekstremt temperamentsfulde, overgearede sprog fra forgængeren, men motiverne og hele den underliggende attitude er diametralt modsatte i Lars Frosts nye søfartsromantiske udladning af en roman. Hvor forgængeren spruttede af vrede over diverse kønsrelaterede emner, sprudler denne her af begejstring over sine arkaiske figurer og scenarier.   

Godt nok er der et strejf af satire i mange af bogens passager, men romanen og dens fortællerstemme virker mest af alt henført. Det latinske begreb Ars topiaria, som udgør den ene halvdel af romanens titel, betyder stedets kunst og betegner den disciplin at klippe kunstfærdige former og figurer ud af buske og træer.

I et af romanens mest eksalterede afsnit ankommer persongalleriet til sådan et omhyggeligt figurklippet haveanlæg. Her bliver de ramt af en masse erkendelser, der enten afsluttes med udråbstegn, tankestreger eller tøveprikker. Punktum er simpelthen for køligt og kedeligt et tegn og bruges i dette afsnit mest til at skabe et rytmisk forløb.

Generelt er romanens tegnsætning og grafiske opsætning helt oppe at køre med mange tankestreger af varierende længde, markante linjeskift, fremhævede citater, kursivering og STORE BOGSTAVER. Det er som om, bogen er skrevet med den samme nærmest maniske formgivningstrang som den figurklippede park, der her beskrives af gartneren selv: »Denne have er vokset ud af fantasien (og de dybe lommer i pludderbukserne) på en sværmerisk visconte – siger hun og breder en arm ud mod alt, hvad der er grønt og vissent, kultiveret og vildt; i knop, nys sprunget ud, afblomstret... I fuldt flor!«

Selv om man fornemmer en vis ironisering over det overstyrede kunstsyn og begejstringsniveau i HAVET / Ars topiaria, er den gennemgående fryd over legen med det litterære stof – fantasien, genrekonventionerne, de beskrevne motiver – ikke til at tage fejl af. Det gør den til et nyt og herligt opsving i et forfatterskab, der trængte til en pause fra sin tendens til at vrænge.    

Lars Frost: ’Havet / Ars topiaria’. Gyldendal, 184 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her